Siden Indiens indførelse af markedsøkonomi i 1991, har en lang række af vestlige virksomheder investeret i landet, ofte i form af en relokalisering af produktion fra moderland til Indien. Blandt de brancher, hvor investeringerne i Indien har været størst, er softwarebranchen, hvor giganter som amerikanske Microsoft, Texas og Motorola, tyske Siemens og japanske SONY, alle har indiske afdelinger. Danske softwarevirksomheder følger godt med i denne udflytnings tendens, der derved ikke kun er forbeholdt de største virksomheder, og således har mellem 15 og 20 danske softwareproducenter forbindelser til indiske virksomheder. 7 Technologies, CRI og Mærsk Data er blandt de danske investorer i Indien.

Udlandets investeringer i den indiske softwarebranche har medført, at Indien i dag er verdens næst største softwareproducent, hvor USA er den største. Vi finder det yderst interessant, at Indien er blandt verdens største producenter indenfor den hastigt voksende højteknologiske softwarebranche, når man samtidigt tager i betragtning, at Indien er et udviklingsland, hvor en 1/3 af alle verdens fattige bor.

Det fænomen, at udviklings lande nu varetager højkvalificeret Edb-arbejde, udflyttet fra bl.a. Danmark, har vakt bekymring i dele af den offentlige danske debat. Dette skyldes grundlæggende frygten for tab af danske arbejdspladser, idet vi i Danmark netop skal overleve på dette højtkvalificerede arbejde. Udflytningen af softwarearbejdet fra Danmark til Indien, fra Nord til Syd, varslede tilsyneladende om et skift i den internationale arbejdsdeling, hvilket medførte frygten for tab af danske arbejdspladser. Det er dette potentielle skift i den internationale arbejdsdeling vi vil behandle i vores projekt.

Den internationale arbejdsdeling har siden 1960erne været karakteriseret ved en udflytning af vestlig arbejdskraftsintensiv industri til udviklings landene, hvilket er beskrevet i Fröbel, Heinrichs og Kreyes den ny internationale arbejdsdeling, fra 1977. Incitamentet til udflytning af den arbejdskraftsintensive industri er omkostningsminimerende, hvorefter selve hovedkvarteret og de styrende produktionsenheder blev bevaret i vesten.

Bag den ny internationale arbejdsdeling lå innovationer i selve produktionsprocessen, som i 1960erne kom til udtryk i en fordistisk virksomhedsstruktur, hvor produktionens rumlige organisering blev opsplittet i forskellige specialiserede led, hvilket muliggjorde en udflytning af de arbejdskraftsintensive dele af produktionen. Innovationer indenfor selve transporten medførte samtidigt at de omkostninger denne fysiske separation af produktionen medførte, var til at overkomme.

Det vi umiddelbart oplever i dag er, at softwarebranchen, der tidligere primært var et vestligt og japansk foretagende, nu inddrages i arbejdsdelingen mellem nord og syd. Softwarebranchen adskiller sig markant fra de traditionelle udflytningsindustrier, idet den er kapitalintensiv, ligesom den kræver uddannede arbejdere. Derudover er innovationer afgørende for succes i software branchen, hvilket adskiller sig fra den ny internationale arbejdsdeling, hvor prisen blev betragtet som vigtigste konkurrence parameter.

Siden begrebet om den ny internationale arbejdsdeling fremkom har innovationer ændret forudsætningerne for den internationale økonomi, og derved den internationale arbejdsdeling. Innovationer i selve produktionsprocessen har medført, at den fordistiske produktionsmåde delvist er erstattet af et samarbejde mellem flexibelt specialiserede virksomheder, hvilket ny industri geografien (NIG) beskæftiger sig med. Derudover er informations teknologiens (IT) fremkomst en faktor, der sikrer en nærmest friktionsløs transport af viden, informationer, penge - og af software. Der er bred enighed om, at verden i dag er en global verden, hvilket er et resultat af en række overstatslige politiske og økonomiske beslutninger, kombineret med forskellige typer af innovationer bl.a. indenfor IT, transport og produktionsmåde. Denne globalisering må vi forholde os til, når vi skal vurdere et eventuelt skift i den ny internationale arbejdsdeling. Det er et interessant fænomen, at produktionen betragtes som lokalt forankret i denne globale verden, hvilket er en dialektik som vi vil beskæftige os med.

Som det fremgår af ovenstående mener vi, at der er en tydelig sammenhæng mellem innovationer, produktionsmåde og international arbejdsdeling. Det er de faktorer vi vil behandle i dette projekt om udviklingen i den internationale arbejdsdeling. Teoretisk behandles begreberne ved inddragelsen af fordisme, den ny internationale arbejdsdeling, globaliseringsteorien og ny industri geografien. Empirisk behandles fire danske softwareproducenters (7 Technologies, CRI, Mærsk Data og IBM Danmark) brug af indisk arbejdskraft. Med interesse i ovenstående er vi kommet frem til følgende problemformulering:

Hvordan vil vi besvare dette spørgsmål ? Det er oplagt, at udflytning af softwareproduktion i sin natur danner grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling, idet denne er kapitalintensiv og kræver veluddannede arbejdere, i modsætning til de udflyttede brancher, der oprindeligt dannede begrebet den ny internationale arbejdsdeling. Vi mener ligeledes, at skiftet fra fordisme imod den fleksible specialisering danner grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling, der netop er baseret på en fordistisk produktionsstruktur. Endeligt mener vi, at globaliseringen, sammenfattet ved den politiske udvikling, innovationer indenfor IT og den fortsat mere friktionsløse transport, danner grundlag for en rumlig opsplitning af produktionen på en helt ny skala, hvilket igen danner grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling.

Sammenfattende mener vi, at den internationale arbejdsdeling ikke længere skal analyseres ud fra begreber som fordisme og internationalisering, men derimod ud fra begreber som fleksibel specialisering og globalisering, i hvert fald indenfor de højteknologiske brancher som softwarebranchen. Dette er resulteret i følgende arbejdsspørgsmål:

Kort fortalt er inddragelsen af ny industri geografien og globaliseringsteorien med til at opstille en teoretiske ramme for vores case, indeholdende de begreber som vi mener, at case skal analyseres ud fra. Derved fremkommer følgende arbejdsspørgsmål, der vil bygge ny industri geografien evne til at forklare vores empiriske observationer:

Hvorvidt udflytning af softwareproduktion fra Vesten til Indien er tegn på et skift i den internationale arbejdsdeling er afhængigt af, hvilken type af software produktion, der bliver udført i henholdsvis Vesten og Indien, hvilket bygger på det centrale element i den ny internationale arbejdsdeling, nemlig den rumlige lokalisering af de forskellige arbejdsopgaver. Softwareproduktionen er sin natur anderledes en de traditionelt udflyttede industrier, og således kan vi ikke entydigt lokalisere henholdsvis den standardiserede produktion og den mere styrende del af produktionen.

Med inspiration fra den ny internationale arbejdsdelings omkostningsminimerende aspekt, og fra ny industri geografiens vægtning af innovationers betydning, men med egentlig baggrund i vores interviews, har vi inddelt softwareproduktionen i tre forskellige typer. De tre typer af softwareproduktion er et udemærket udtryk for arbejdsdelingen i denne branche, og vil således blive brugt som grundlag for softwareproduktionens rumlige organisering, og derved for en vurdering af den internationale arbejdsdeling.

Dette første niveau er kendetegnet ved, at softwareproducenten udvikler produkter som er rettet mod markedet. Dette vil enten sige, at der produceres et færdigt produkt, der sælges i butikker, eller, hvilket er mere almindeligt, at der udvikles en prototype af et produkt, der som sidste trin i udviklingsfasen kan tilpasses en bred vifte a kunder indenfor en hel branche. Selve udviklingen foregår i kernen af produktet, i kernen af den softwarekode som producenten selv ejer. Der er her oftest tale om gradvise ændringer af kerneproduktet, hvilket kan beskrives som en produktion præget gradvise (inkrementelle) innovationer.

Der er store investeringer forbundet med denne produktion, investeringer der i første omgang bruges til forskning og programmering og senere hen til marketing. Denne omkostningsstruktur, der kræver en stor kapital og er behæftet med en vis usikkerhed medfører, at det oftest er store vestlige virksomheder, der produktudvikler mod markedet. Forsknings og udviklings arbejde, dvs. arbejde på et højt teknologisk stadie, udgør en væsentlig andel af denne produktion, hvor innovationer er yderst vigtige.

Dette er den hyppigste form for produktudvikling. I dette tilfælde udvikler producenten en applikation, der programmeres ovenpå kernen af produktet (kernen der udgør produktudviklingen imod markedet). Mere konkret tilpasser softwareproducenten her kerneproduktet, således at det passer til den enkelte kundes præcise behov. Ofte begynder denne proces med henvendelse fra kunden, der ønsker et bestemt slags produkt, som softwareproducenten efterfølgende producerer.

Under forløbet vil der være direkte kontakt mellem kunde og producent, hvilket sikrer producenten en bedre forståelse for kundens behov, ligesom kunden opnår en større indsigt i produktets forskellige muligheder. Det teknologiske stadie som denne produktudvikling forudsætter er grundlæggende lavere end tilfældet er omkring produktudvikling rettet mod markedet. Der er ikke tale om innovationer i denne type af produktion, idet et grundprodukt blot tilpasses en kundes behov.

I dette tilfælde leverer softwareproducenten en del af et produkt, der færdiggøres af det aftagende softwarefirma, som samtidigt har kontakten til markedet eller kunden. Arbejdet for andre software firmaer kan grundlæggende inddeles i to typer. I det første tilfælde stiller virksomheden ressourcer til rådighed overfor det aftagende firma. Rent konkret vil dette betyde, at personale med bestemte færdigheder overføres til det andet softwarefirma i en fastsat periode. I det andet tilfælde udfører virksomheden et job, eller en del af et produkt, som er specificeret af aftageren. Virksomheden fungerer her som en underleverandør.

Der er ingen direkte produktudvikling involveret i denne type af softwareproduktion, der derfor kan kaldes rimelig standardiseret. Når det er sagt, er det klart, at det færdige produkt, sammensat af aftageren oftest vil være produktudviklende imod enten kunde eller marked. Denne type arbejde udgør en væsentlig del af den samlede softwareproduktion, og det er denne type, der ofte bliver udflyttet fra Vesten til Indien, hvilket vi vil vende tilbage til i selve analysen.

Ovenstående tre niveauer er udtryk for en arbejdsdeling mellem softwareproducenter, der henholdsvis udvikler i grundprodukter, tilpasser grundprodukter til kunders præcise behov, eller programmere de arbejdskraftsintensive dele af andre producenters produkter. Denne inddeling er udtryk for et arbejdsdelings hierarki, hvor toppen udgøres af udviklere i kernen af produktet osv.

Der vil være tilfælde, hvor softwareproducenter hverken gør brug af underleverandører til levering af de arbejdskraftsintensive dele af produktion, eller til at tilpasse produktet til kundens præcise behov. Sådanne tilfælde optræder ikke i vores case, idet de implicerede danske virksomheder netop er valgt på baggrund af deres samarbejde med indiske virksomheder. Naturligvis er der gråzoner, hvor arbejdsdelingen mellem de samarbejdende virksomheder ikke er så klar som ovenstående inddeling leder op til. Arbejdsdelingen kan derudover variere fra projekt til projekt, ligesom det ofte vil være svært at indfange rollefordelingen, når mindre softwareproducenters samarbejde omkring udvikling af grundprodukter.

Da vi har valgt at bruge denne inddeling hænger det sammen med, at det rent praktisk er muligt for os at vurdere virksomhedernes eksterne relationer, at registrere de formelle kontakter, hvorimod det ville være yderst vanskeligt, at vurdere arbejdets teknologiske niveau, for derved at placere virksomheden i den internationale arbejdsdeling. De tre niveauer er afgjort et klart udtryk for en arbejdsdeling indenfor softwareindustrien, hvilket selvsagt er hensigtsmæssigt, når vi skal udtale os om den internationale arbejdsdeling med baggrund i denne case. Afslutningsvis finder vi inddelingen naturlig efter vores 7 virksomhedsbesøg, hvor virksomhedernes arbejdsområder lå indenfor de tre niveauer, ligesom interviewpersonerne var bevidste om de forskellige niveauer, samt de krav der stilles til arbejdsopgaver indenfor nævnte niveauer. Den rumlige lokalisering af de ovenstående arbejdsopgaver i softwareproduktionen danner baggrund for vores vurdering af udviklingen i den internationale arbejdsdeling, hvilket har medført dette arbejdsspørsmål:

Vi vil på nuværende tidspunkt ikke stille kriterier op for, hvordan de forskellige niveauer af softwareproduktion i vores empiri skal være lokaliseret mellem Danmark og Indien, før der dannes basis for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling. Dette hænger igen sammen med, at vi forsøger at modernisere den analyseramme, som dannede baggrund for Folke, Fröbel og Heinrichs studie af den internationale arbejdsdeling. Således vil vi i højere grad forsøge at identificere en arbejdsdeling, der udspringer af en global verden, hvor samarbejdet med andre virksomheder anses som stimulerende for innovationsevnen. Grundlæggende kan vi dog sige, at en situation, hvor de indiske afdelinger primært leverer de arbejdskraftsintensive dele af de vestlige virksomheders produkter, unægteligt vil vidne om, at den ny internationale arbejdsdeling har tilpasset sig den globale verdens nye produktionsmønster.

Det skal endvidere gøres klart, at et centralt spørgsmål vil være, hvorfor den rumlige lokalisering ser ud som den gør. Når vi har identificeret de bagvedliggende mekanismer, der gør, at softwareproduktionen er organiseret som den er, har vi mulighed for at sætte vores case ind i et større perspektiv, idet de bagvedliggende mekanismer formentligt vil stikke dybere end blot vores lille analyse.

Når vi behandler arbejdsdelingen mellem Danmark og Indien, behandler vi implicit de to landes udviklingsperspektiver. Det spændene i arbejdsdelingen er ikke selve arbejdets karakter, i forhold til den rumlige organisering. Det spændene er i højere grad arbejdets placering i arbejdsdelingens hierarki. I vores branche er det oplagt, at de producenter, der fungerer som underleverandører af eksempelvis standardiseret softwareproduktion, er afhængige af arbejdsopgaver fra de virksomheder, der ejer selve kernen af produktet, dem der ejer selve teknologien. Således er der en klar magtfordeling mellem eksempelvis ejere af softwarekoder, og de virksomheder, der producerer for ejerne. I midten af dette magthierarki findes de producenter, der udvikler imod kunder. De er afhængige af et kerneprodukt, men omvendt besidder de en viden om kunder, eller har en markedsadgang, der gør, at softwarekodens ejer nødvendigvis må samarbejde med denne producent, såfremt produktet skal sælges til en bred kundekreds.

Udviklingsperspektivet for henholdsvis Danmark og Indien er afhængigt af placeringen i dette arbejdsdelings hierarki. Umiddelbart vidner softwareproduktion i Indien om, at landet befinder sig i en positiv udvikling, der kan bringe landet tættere på den vestlige verdens økonomiske niveau. Omvendt er der ikke tale om en reel forskydning i arbejdsdelingen mellem de to lande, såfremt Indiens softwareproduktion er afhængig af opgaver udstedt fra vesten. I dette tilfælde vil Indiens udvikling (stadig) være afhængig af vesten. Softwarebranchens fremgang vil dog alt andet lige forskyde Indiens position i forhold til andre udviklingslande, hvor økonomien er baseret på landbrug, eller på arbejdskraftsintensiv industri. For et land som Indien, hvor en tredje del af befolkningen lever i fattigdom, er det væsentligt at vurdere, hvorvidt den økonomiske vækst i softwarebranchen kan generere en reel positiv økonomisk udvikling for landet som helhed.

Det skal gøres klart, at dette projekts hovedformål er at analysere den internationale arbejdsdeling som den fremgår af softwarebranchen. Udviklingsperspektivet vil efterfølgende blive brugt til at perspektivere den arbejdsdeling som vi identificerer i vores empiri. Vores projekt er et økonomisk projekt, og ikke et egentligt udviklingsprojekt.

I vores projekt undersøger vi produktionsprocessers rumlige organisering indenfor en enkelt branche, software branchen, til at udtale os om udviklingen i den internationale arbejdsdeling. Således skal en enkelt brancheanalyse danne grundlag for en vurdering af det store arbejdsdelingsspørgsmål. Vi må hertil knytte en række overvejelser om branchens repræsentativitet for arbejdsdelingspørgsmålet.

Software branchen er selvsagt ikke repræsentativ for de industrier, der traditionelt er blevet udflyttet og som har skabt begrebet den ny international arbejdsdeling, idet software branchen er kapitalintensiv og baseret på veluddannede arbejdere, hvilket karakteriserer den type produktion, der traditionelt lokaliseres i vesten.

Omvendt mener vi, at software branchen kan betragtes som en forløber for, hvorledes den fremtidige arbejdsdeling kan blive organiseret. Dette er begrundet i, at informationsteknologien stadigt får større betydning for virksomheder, hvorimod transportomkostningernes betydning mindskes, hvilket gælder de fleste brancher. Derfor kan software branchen, der i aller højeste grad udnytter IT og hvor transportomkostningerne er minimale, betragtes som en forløber for den øvrige industri.

Med vores inddragelse af ny industri geografien og globaliseringsteorien har vi fået en række idéer om, hvilke parametre og mekanismer, der betragtes som vigtige for virksomheders lokalisering. Da nævnte mekanismer rækker ud over softwarebranchen kan dette bruges til at generalisere vores branche, i forhold til arbejdsdelingen som en større helhed.

Rent konkret er vores besvarelse af problemformuleringen bygget op omkring et empirisk studie af fire danske virksomheders brug af indiske underleverandører. De fire danske virksomheder er CRI, Mærsk Data, 7 Technologies A/S og IBM Danmark. I den danske del af analysen har vi fokuseret på de indiske afdelingers funktion, i forhold til virksomhedernes generelle netværk og innovationsprocesser. For at vurdere samarbejdet fra begge sider besøgte vi virksomhedernes indiske samarbejdspartnere i Madras. Vi besøgte Impel (CRI og IBM Danmark), CG Mærsk (Mærsk Data) og 7 Technologies (7 Technologies A/S).

Det eneste kriterie for valget af de danske virksomheder var, at de havde en indisk samarbejdspartner. Vi fik en liste fra Industrialiserings Fonden (IFU) med de danske softwarevirksomheder, der via IFU havde investeret i Indien, hvorefter vi fik kontakt med Mærsk Data og CRI. Der var flere virksomheder fra denne liste, der ikke ønskede at deltage i undersøgelsen, da de mente, at den ville omhandle virksomhedshemmeligheder. IBM Danmark fik vi kontakt med via en medstuderende, hvorimod vi først fik kontakt med danske 7 Technologies A/S, efter at vi havde besøgt indiske 7 Technologies. Såfremt vi ser bort fra de åbenlyse kriterier om, at virksomhederne skal have investeret i Indien og have lysten til at deltage i undersøgelsen, er virksomhederne valgt tilfældigt.

Vores indsamling af empiri er baseret på den kvalitative metode. Kvantitativt har vi registreret, at softwarebranchen i Indien er voksende, og at dette primært er baseret på vestlige investeringer. Vores analyse er ikke baseret på nævnte kvantitative forandringer, men derimod på en forståelse af de mekanismer, der ligger bag de kvantitative forandringer. Med den kvalitative metode har vi forsøgt at forstå baggrunden for udflytningen af softwareindustrien, samt de danske og indiske virksomheders præcise rolle i denne proces.

Når en videnskabelig undersøgelse skal baseres på interviews er der en række forbehold og forudsætninger, der må tages. En afgørende forudsætning for videnskabelighed må være, at vores tolkninger af respondenternes svar kan accepteres af andre læsere, med de samme forudsætninger som os.

I forbindelse med det empiriske arbejde i Danmark, som i Indien, har vi benyttet os af den semi-strukturerede metode. Til interviewene medbragte vi en interviewguide, indeholdende de punkter, interviewet skulle igennem, samt de data, der var nødvendige, for at vores problemformulering kunne besvares. Før de forskellige interviews havde vi informeret respondenten om vores overordnede projekt, men undladt at præcisere, hvad vi præcist ville spørge om. Derved undgik vi, at interviewene ville blive præget af en på forhånd fastlagt dagsorden, ligesom vi undgik, at respondenten kunne have rekvireret ekstern viden, således at hans svar ville fremstå mere nuancerede, men samtidigt ville de ikke være udtryk for respondentens egen mening, hvilket ikke ville være hensigtsmæssigt.

Den semi-strukturerede interviewmetode havde endvidere den fordel, at vi kunne styre interviewene imod de områder, hvor respondenten havde sin viden. Derudover er metoden oplagt, idet vores analyse er kvalitativ. En kvantitativ metode ville oftest opnå større fordele, såfremt en større mængde af respondenter blev spurgt nøjagtigt de samme spørgsmål.

Vores projekt befinder sig indenfor den økonomiske geografi, en disciplin der har undergået en række forandringer i tidens løb. Vi vil i dette afsnit behandle de teorier om økonomi og industriens lokalisering, der gennem tiden har præget den økonomiske geografi. Det vil senere fremgå, at den ny internationale arbejdsdeling, ny industri geografien og globaliseringsteorien alle har rødder i den tidligere geografi og økonomi. Dette afsnits funktion er derfor at skabe et videnskabsteoretisk grundlag, således at en bedre forståelse for fagets udvikling, og de i projektet anvendte teorier, opnås.

Den geografiske disciplin går længere tilbage end selve den økonomiske geografi. Ønsker man insigt i dele af selve geografiens videnskabsteoretiske fundament, kan vi henvise til Appendiks 1 bag i rapporten, hvor faget geografi betragtes i et bredere perspektiv, end blot det økonomiske. Dette afsnit er endvidere interessant, idet fagets oprindelige diskussioner og problemfelter stadig er relevante indenfor den nutidige geografi.

I den følgende, hvor vi behandler de strømninger, der har præget den økonomiske geografis udvikling, vil vi løbende beskrive teoriernes influering på den nutidige økonomiske geografi.

For at opnå en grundlæggende forståelse for mekanismer og udvikling i økonomiske geografi vil vi begynde Adam Smiths arbejdsdeling og David Ricardos Komparative fordele. Selvom Ricardo har været udsat for en del kritik, og meget i denne verden har ændret siden hans teoriers fremkomst, besidder teorierne en slags universalitet, der gør dem til nødvendige elementer i en forståelse af den internationale økonomiske udvikling, som især tidlig positivistisk lokaliseringsteori har gjort brug af.

I "Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations" fra 1776, introducerede Adam Smith arbejdsdeling som en vigtig faktor for økonomisk udvikling. Individer skulle specialisere sig i forskellige erhverv, hvorefter den berømte usynlige hånd ville fordele de skabte goder. Det var vigtigt ikke at regulere denne naturlige fordeling, da den var til det fælles bedste. Adam Smiths, hvis teorier er mere avancerede og nuancerede end ovenstående, bliver ofte betragtet som liberalismens fader.

Hvor Adam Smith beskæftigede sig med arbejdsdeling på det individuelle plan, flytter David Ricardo begrebet til det nationale plan i "On the Principles of Political Economy and Taxation" fra 1817. I dette værk introduceres begrebet komparative fordele, som et grundlag for en arbejdsdeling mellem nationer. Konceptet er, at nationer (eller regioner) skal specialisere sig i produktion og eksport af produkter, hvor de besidder konkurrence fordele (lavere produktionsomkostninger) i forhold til andre nationer (regioner). Efterfølgende skal produkter, hvor nationen (regionen) har et negativt konkurrence forhold, importeres. En sådan specialisering vil være til gavn for alle implicerede nationer (regioner).

De komparative fordele medfører at nationer (regioner) specialiseres, og derved forklares, at geografiske områder er forskellige. De komparative fordele forklarer ikke, hvordan områderne er forskellige. Dette skyldes den positivistiske tradition, der udelukkende arbejder udfra at forklare generelle sammenhænge.

De første teorier om økonomisk lokalisering blev udarbejdet af folk som von Thünen, Christaller og Alfred Weber. Hvad disse alle havde til fælles var en positivistisk teori konstruering. På linie med den neoklassiske økonomiske tradition, opfattede disse teoretikere mennesket som rationelt og det var under de forudsætninger, at de konstruerede deres respektive modeller. Dette kom sig af, at datidens økonomiske geografi støttede sig til de klassiske økonomiske teorier.

Deres modeller var produceret igennem en deduktiv rationalisering, fremfor egentlig observans. Derfor var de fleste modeller for økonomisk geografi på daværende tidspunkt normative (Healey og Ilbery, 1990). Deres metoder var ofte baseret på en statistisk/matematisk modelkonstruktion, som netop var baseret på en tese om ligevægt (equilibrium). Udfra dette kunne de så konstruere modeller der illustrerede den optimale lokalisering i forhold til maksimering af profitterne og en minimering af produktionsomkostningerne. De lå implicit i lokaliseringsmodellerne, at afstand havde en dominerende betydning i forhold til den menneskelig aktivitet og netop derfor kunne de rumlige mønstre beskrives udfra samspillet mellem afstand til markedet og transportomkostninger.

Johann Heinrich Von Thünen’s model var beregnet til analyse af lokaliseringsmønstre for landbrugsproduktionen. Modellen var baseret på en sammenligning af afstand til markedet med jordrenten. Med andre ord, så var det afstanden til markedet der afgjorde hvilken form for landbrugsproduktion der ville finde sted, når man samtidig tog højde for prisen på de enkelte landbrugsprodukter. Modellen var derudover bygget på en antagelse om af bonden ville agere på en rationel måde, dvs. dyrke den afgrøde der ville give det størst mulige afkast. I flere årtier var lokaliseringsgeografer tiltrukket af modeller, hvor de mest simple så på transportomkostninger som den eneste variable, mens de andre faktorer blev holdt som konstanter.

I modsætning til von Thünen’s fokus på landbruget, beskæftigede Walther Christaller sig med byen som analyseenhed. Christallers Central Place Theory var en teoretisk redegørelse for størrelsen og distributionen af bosættelser inden for et urbant system, hvor marketing var den dominerende funktion. Teoriens forudsætning bygger på en antagelse om at både butiksejere og kunder, træffer beslutninger der er optimale og rationelle. Her opererede Christaller med to koncepter: den maksimale afstand en kunde vil rejse for at købe en præcis varer (The range of a good); og et minimumssalg af den enkelte varer for etableringen af selve salget (The threshold for a good) (Johnston, 1994).

Den mest betydningsfulde model for analysen af den økonomiske lokalisering af industri, blev Alfred Webers Theory of Industrial Location. Alfred Webers er en af de mest indflydelsesrige teoretikere indenfor den klassiske lokaliseringsteori. Han mente, at det primært var to faktorer, der var determinerende for industriens lokalisering:

1. Transport- og arbejdskraftsomkostninger.

2. Eksterne økonomiske fordele ved agglomerater.

Transportomkostninger bliver af Weber betragtet som den afgørende faktor. En virksomheds primære mål er at minimere transportomkostninger, hvilket inkluderer indsamling af råvarer, samt transport af det færdige produkt til markedet. Såfremt de brugte råmaterialer er tungere end det færdige produkt, vil produktionen foregå tæt ved råmaterialernes oprindelsessted. Omvendt vil produktionen foregå tæt på markedet, såfremt produktionen øger produktets vægt. Prisen på arbejdskraft skal endvidere med i betragtningen ved industriens omkostningsminimerende lokalisering.

Endvidere mener Weber, at der kan være fordele ved en lokalisering i områder, hvor der er en koncentration af virksomheder. Dette gælder primært de virksomheder, hvis produktion er kædet sammen med andre producenter. I nogle industrier er det vigtigt at være lokaliseret tæt på leverandør og kunde. Derudover er der mere generelle eksterne økonomiske fordele ved agglomorater, som en god infrastruktur og en stor arbejdsstyrke. Lokalisering sigter, ifølge Weber, mod at minimere transportomkostninger. Placering ved billig arbejdskraft eller i agglomorater vil kun forekomme, såfremt de (eksterne) økonomiske fordele herved overstiger den gevinst, som den optimale transportminimerende lokalisering ville give.

Webers teori om industriens lokalisering er stadig aktuel, om end vægtningen af faktorernes betydning har ændret sig. Transport, arbejdskraft og agglomorater er stadigt nogle af de afgørende parametre i lokaliseringsteorien.

Fælles for alle disse teorier om lokalisering er, at de acceptere antagelsen om Smiths rationel eller economic man. De kiggede udelukkende på det generelle og så bort fra de anomalier der måtte være. Dette var i stærkt modsætningsforhold til tidligere tiders regional geografi, der havde haft fokus på det unikke ved regionerne, dvs. en absolut ideografisk indgangsvinkel.

Bertil Ohlins "Interregional and international trade" fra 1933, forsøger at forklare baggrunden for de geografiske forskelle. Ohlin mente, at enhver produktion kræver en kombination af naturressourcer, arbejdskraft og kapital. Forskellige produkter kræver forskellige kombinationer af de tre faktorer. Nogle produktioner er arbejdskraftsintensive og behøver kun lidt kapital (f.eks. tøjindustrien). Andre industrier bruger få arbejdere, men meget kapital til investering i dyre maskiner og udstyr (f.eks. medicin). Nogle produktioner, behøver meget land og råmaterialer, mens andre kan klare sig med lidt.

Internationalt set er der en stor geografisk ulighed mellem de tre produktionsfaktorer. Nogle lande har stor arbejdsstyrke, mange råstoffer, men lidt kaptal, mens det omvendte mønster findes andre steder. Forholdet mellem de tre produktionsfaktorer i et område er naturligvis determinerende for områdets produktion og specialisering. Således vil områder med stor arbejdsstyrke og lille kapital eksportere arbejdskraftsintensive produkter, mens kapitalintensive produkter importeres.

Ohlins teori kan kritiseres for at være for kategorisk i sin opdeling af tre produktionsfaktorer som afgørende for geografiske områders specialisering. Det meste handel foregår mellem vestlige markedsøkonomier, hvor Ohlins tre produktionsfaktorer i grove træk er ens. Dette kan ikke forklare en vestlig specialisering og samhandel. Omvendt forklarer Ohlins teori udemærket det nutidige forhold mellem industrilande og udviklingslande, hvor henholdsvis kapital og arbejdsstyrke må anses som dominerende produktionsfaktorer. Det er forskellen mellem I- og U-lande, der jvf. vores problemformulering har den største interesse, og således danner Ohlins teorier grundlag for en forståelse af de mekanismer, der var med til at skabe centrale punkter i den internationale arbejdsdeling.

I 1950’erne og 60’erne var der for alvor et brud med den ideografiske interesse for areal differentiering, som havde været kendetegnet for regional geografien, som blev erstattet med en mere normativ undersøgelse af de rumlige strukturer.

Her var interessen centreret omring, hvordan tingenes form kunne være, i højere grad end hvad de er, eller har været. Man kan opnå nogen forandring ved at studere hvad der er. Derimod skal forandringen ske igennem en sammenligning af forskellige værdi systemer. Værdier er social specifikke og er markeret gennem vores forskellige overbevisninger og ideer, der er determinerende for vores vurdering af hvad der er af betydning.

Den kvantitative revolution var et resultat af nye statistiske og matematiske metoder, men ikke alene det. Den indeholdt også konstruktionen af formelle teorier om rumlig organisering. For det andet var den, til en vis grad, evolutionær mere end den var revolutionær, der formaliserede et langvarigt forhold til positivismen (Johnston, 1994).

Den kvantitative revolution havde sit udspring i angloamerikansk tradition, der bl.a. var inspireret af de matematiske modeller der var anvendt indefor sociologien, og i særdeleshed den regional videnskab og lokaliserings teori, inden for neoklassisk økonomi. Denne sofistikering af de matematiske/statistiske modeller, er faktisk stadig at se den dag i dag, f.eks. gennem landskabsøkologiens og biogeografiens omfattende brug af geografiske informationssystemer (GIS).

Harvey (1972) pegede på, i sin kritik af den kvantitative geografi, at den ikke var istand til at gøre op med den iboende tendens til at basere geografiens berettigelse på at fremskaffe data, der så kunne bruges og blive manipuleret med i forbindelse med en social planlægning. Han pegede dog på, at den kvantitative geografi havde en vis berettigelse i kraft af den analytiske indsigt man havde fået gennem den fornyede metodologi.

Harvey (1972) opfattede faktisk den kvantitative revolution som en modsætning til den kvalitative geografis søgen efter det unikke. På den måde støttede den kvantitative geografi sig stadig til de traditionelle lokaliseringsteorier, hvor modeller målte tingenes tilstand, som f.eks. distance decay og en vares threshold og range.

I slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne kom der et radikalt brud med de neoklassiske økonomiske modeller. De radikale geografers kritik gik primært på det formål geografien tjente, igennem en etablering af den politiske økonomi. Den radikale geografi havde sin rødder, primært i Karl Marx teorier om ulige distribution af goderne (teorien om merværdi), men også i den anarkistiske geografi, som bl.a. beskæftigede sig med regionale etniske forhold, økologiske behov, og ikke mindst med en mere ligelig fordeling af samfundets goder.

Den radikale geografi havde også et mere jordnært udspring, nemlig i 68’er oprøret. Det var nemlig ikke kun et opgør mod forældede teorier, men i lige så høj grad personificeret, igennem en kritik af autoriteterne. Man kan opfatte det som et opgør med hierarkiet, især set med anarkistiske øjne. Ligeså var det et opgør med de videnskabelige skel der var blevet foretaget i dualismens navn (regional specialisering modsat global variation, kvantitative studier modsat de kvalitative, natur kontra menneske, og så videre).

Ifølge Harvey (1972) var der ikke nødvendigvis det store skel mellem naturvidenskaben og socialvidenskaben i forhold til Kuhn’s paradigme teori. Kuhn skriver i sin bog videnskabens revolution, at valget mellem to paradigmer ofte er et subjektivt valg, mere en det er et valg udfra rationalitet som sådan. Derfor peger Harvey på, at socialvidenskaben, på samme måde som naturvidenskaben, er udsat for menneskelig interesse og manipulation udfra den menneskelige aktivitet og, at det er dette faktum der medfører et paradigme skift. Derfor er det oplagt at stille en række spørgsmål (Harvey, 1972).

• Hvem skal kontrollere hvem?
• I hvis interesse skal der kontrolleres?
• Og hvis kontrollen skal være i alles interesse, hvem skal da definere hvad der er i alles interesse?

Derfor er man ifølge Harvey (1972) nød til at konfrontere socialvidenskaben med spørgsmålet om de sociale konsekvenser af kontrol og manipulation. Men selv om visse grupper udnytter andre, er dette ikke det egentlige problem. Problemet ligger i, at socialvidenskaben formulerer koncepter, kategorier, sammenhæng og metoder, som ikke er uafhængige af deres sociale kontekst. Derfor er selve koncepterne et produkt af de fænomener de forsøger at beskrive.

Et paradigme der bygger på en revolutionerende teori, kan kun accepteres, hvis de sociale relationer den beskriver faktisk findes. En videnskabelig kontra revolutionær teori er en teori, der foreslår at man behandler den revolutionære teori på en sådan måde, at de negative sociale forandringer den revolutionære teori medfører, bliver forhindret eller undergravet. Marx’ teori om merværdi var ikke anderledes end både Adam Smiths og Ricardos forståelse af merværdi, men hvor de opfattede merværdi som en løsning, så Marx ejerskabet af merværdien som et problem.

Marx’ teori gav, ifølge Harvey (1972), en forståelse af den kapitalistiske produktion udfra arbejdernes forhold til produktionen, hvilket udgjorde en fare ejerne af produktionen, da det netop udfordrede de kategorier, koncepter, forhold og metoder der var udtrykt i den neoklassiske teori. Ydermere, og måske vigtigst af alt, så var den radikale geografi, baseret på denne kontra revolution, en kritik mod den kvantitative geografi.

Skellet mellem positivisme, eller neoklassisk teori, ligger ifølge Harvey (1972) ikke i opfattelsen, men derimod målet. Hvor positivismen søger at forklare en række mekanismer, søger den radikale geografi at ændre resultatet af de mekanismer.

Harvey (1972) ser en mulighed for at forlade det positivistiske fundament hvorpå den kvantitative geografi hvilede, til fordel for en mere abstrakt idealisme, der kan biddrage til en mere kreativ forandring af de objektive sociale betingelser. Han forlader dog dette til fordel en fænomenologisk tilgang, da man gennem denne tilgang kan bibeholde menneskets aktivitet som det centrale omdrejningspunkt. Han understreger dog nødvendigheden af, at denne fænomenologiske tilgang ikke leder os tilbage til en frugtløs idealisme, der igen kan lede os tilbage til en naiv positivistisk empirisme. Den bedste strategi ville ifølge Harvey (1972) være en kombination af positivisme, materialisme og fænomenologi i forklaringen af den sociale virkelighed vi befinder os i.

Flere steder er der anomalier i den ligevætsmodel som den neoklassiske økonomi og lokaliserings teori bygger på. Det rationalitets scenario som fremstilles tager ikke højde for social ulighed, derfor foreslår Harvey (1972) at man fjerner nogle af de mekanismer, der underbygger neoklassicismen, til fordel for social kontrolleret mekanismer. Kapitalismens interesse er nemlig ikke landbrug- eller byudvikling, men derimod merværdi, der kan øge indtjeningen. Derfor var den radikale geografi ikke bygget på nogen radikal ny ontologi, men metodevalget måtte ændres, for at ændre de konkrete mekanismer.

Harvey (1972) tager dog i sin udlægning en del forbehold. F.eks. kan et begreb som Pareto-optimalitet let blive genstand for de neoklassiske økonomers videre apatiske adfærd, hvis ikke man også formår at forstå hvordan produktionen er organiseret i forhold til skabelsen af merværdi. Derfor er det vigtigt med en formel regulering af goderne, da mekanismerne ikke fungere socialt optimalt i sig selv.

Steen Folke (1972) agiterede for en Marxistisk radikal geografi og påpegede, at den socialvidenskabelige teoridannelse er et resultat af den herskende klasses værdier og interesser. Lokaliseringsteorier om vækstpoler, indeholdende en antagelse om rationel adfærd har været genstand for den regionale planlægning, men eftersom at disse teorier tager udgangspunkt i tingenes tilstand, bidrager de også i kraft af deres funktion, til opretholdelsen af status quo. Situationen er dog den at samfundet og de sociale strukturer er i konstant forandring. Dette medfører at vi omgiver os med teorier og forestillinger om en verden der ikke længere holder stik, samtidig med at der forekommer et øget socialt skel (Folke, 1972).

Der er en vis enighed mellem Folke og Harvey, men det var ikke alle fortalere for radikal geografi der også var fortalere for en videnskabelig revolution. F.eks. mente Morril (1969) at magteliten skulle overtales til at afgive dele af deres magt til gengæld for stabilitet. Morril kommer selv med et eksempel herpå:

"…in many areas, dairy farmers prefer to follow the dictates of the local marketing board’s guaranteed price, than risk the vagaries of the market." (Morril, 1969, p.9).

Dette var dog ikke nok i Folkes mening, for selv om Morrils rationale som sådan ikke fejler noget, så mente Folke (1972), at det ville kræve langt mere at afskaffe den sociale ulighed.

I den radikale geografi var der også en diskussion af dialektikken mellem ideologi materialisme. Folke (1972) mener her, at centralt er at forstå, at teori ikke kan gå forud for praktisk implementering, men at den revolutionære proces nødvendigvis må være en dialektisk vekslen mellem teori og praksis.

En årrække senere peger Harvey (1986) på en svagheder ved den Marxistiske geografi, nemlig at den har vist sig at være svag i forhold til spørgsmålet om miljø og økologi. Dette er til gengæld en force i den anarkistiske geografi, hvor der henvises til Reclus, som påpegede at mennesket er naturens bevidsthed, en bevidsthed om nødvendigheden af at bevare sig selv.

Den anarkistiske geografi tager i højere grad højde for lokalitet, økologi og geografiske forskelle. Den anarkistiske geografi er dog særdeles mangelfuld i forhold til en generel teoridannelse omkring kapitalismens dynamik. På den anden side så er geografisk variation mindre betydningsfuld, med en større historisk dimension, inden for den Marxistiske geografi (Harvey, 1986).

Massey (1984) kritiserede dette Marxistiske islæt, uden dog at udtrykke sig direkte uenig. Både Harvey og Folke pegede på geografiens rolle i forhold til den sociale ulighed, men Massey gik et skridt videre i sin Spatial Division of Labour, hvor hun peger på nødvendigheden af at forstå problemet i en rumlig kontekst. Massey efterlyste en redegørelse for de bagved liggende processer til den rumlige distribution. Hun mente at det var vigtigt at forstå den bagved liggende mekanisme, nemlig de sociale relationer. De sociale relationer er ifølge Massey regional specifikke, derfor kunne man ikke skelne mellem rumlige processer og sociale processer, sociale processer har nemlig, ifølge Massey, karakter af at være rumlige fordelt.

Sayer (1985) er fortaler for en geografisk realisme. Denne realisme går ud på, lidt på linie med Massey, at gå bag om årsagerne til forandring. Han ønsker at vide, hvad der frembringer forandring og hvad der muliggøre forandring. Han ønsker at undersøge om det er strukturer eller individer der står bag sociale skel. Derfor skal det undersøges hvilke agenter der styrer hvad, f.eks. i et industrielt agglomerat. Dette foreslår han skal ske gennem empiriske studier af industrielle komplekser generelt og af aktørerne specifikt.

Et centralt element i den radikale geografi var den ulige distribution af goderne, som den kapitalistiske verdensordens neoklassiske mekanismer medførte. Et fornemt eksempel på dette var Fröbel, Heinrichs og Kreyes The New International Division of Labour, hvilket vi senere vil vende tilbage til.

Den radikale geografis fortalere, og den ny internationale arbejdsdelings forfattere, accepterede grundlæggende, at neoklassiske økonomiske mekanismer var afgørende for produktionens lokalisering, om end de fandt, at dette skabte en ulige fordeling af goderne.

Institutionel og evolutionær økonomisk teori er, i modsætning til den radikale geografi, ikke fokuseret på den ulige fordeling af goderne. I stedet kritiserer institutionel og evolutionær økonomisk teori, den neoklassiske teoris fundament. Institutionel og evolutionær økonomisk teori søger at forstå den økonomiske udvikling, gennem en forståelse af de kausale mekanismer, hvilket er fundamentet for deres kritik af de urealistiske antagelser, der ifølge dem udgør kernen i neoklassisk økonomisk teori.

Institutionel økonomi er ikke geografisk i sin form, men kritikken af den neoklassiske økonomi er indirekte et væsentligt bidrag til forståelse af ny industri geografien, der vil behandles senere, der ligeledes tager afstand fra den neoklassiske økonomi. Den institutionelle økonomi skal ikke ses som et modstykket til den radikale geografi.

Hodgson (1994) taler i sin artikel, The Return of Institutional Economics, for, at den traditionelle institutionelle økonomiske teori får en renæssance. Det de institutionelle økonomer pegede på, var betydningen af institutioner, samt et behov for evolutionær økonomi. Den institutionelle økonomi havde i sin oprindelige form et problem, i forhold til udformningen af systematisk teori og er derfor tit blevet beskyldt for at være naiv empirisme.

Institutionelle økonomer afviser en del kritik af den neoklassiske økonomi, ikke fordi de ikke kan se dens klare mangler, men fordi de mener, at mange har brugt for meget tid på at kritisere den neoklassiske økonomis roller i den politiske dagligdag. De mener, at det er langt vigtigere at danne sig en kritisk forståelse for kernen i de neoklassiske teorier. Forskellen mellem neoklassisk og institutionel økonomi, betegnes også som forskellen mellem ortodoks og heterodoks, hvor den heterodokse skole afviser de ortodokse forvaltningsmæssige konklusioner, uden dog helt at afvise grundlæggende antagelser (Hodgson, 1994).

Institutionel økonomi kritiserer tre punkter i den neoklassiske økonomi: (1) De forudindtagede rationelle adfærdsmønstre; (2) Antagelsen om ligevægt; (3) Manglen af et kronisk informationsproblem, dvs. en udelukkelse af ignorants, radikal usikkerhed og divergerende opfattelser. Denne mekaniske verdensopfattelse anser Hodgson (1994) som en forfejlet tilgang. Blandt fejlene ved ovenstående antagelser, findes en undervurdering af magtforhold, samt en overvurdering af markedsmekanismen.

Hodgson (1994) peger på, at de fleste neoklassiske økonomi før 1970’erne, opfattede institutioner såsom virksomheden og staten som givne, uden nærmere at forklare disse. Der findes nu en lang række neoklassisk litteratur der behandler disse organisationer, men alle lider de under en lang række fejl og mangler. Derfor er det at foretrække at identificere problemets kerne, dvs. kernen i den neoklassiske økonomi.

Institutionel økonomi fraskriver sig den Kartesianske model for videnskab, som den neoklassiske økonomi i høj grad er underlagt. Dette er bedst udtrykt i den institutionelle økonomis forhold til videnskabelig argumentation og erkendelse. De neoklassiske teorier så et skel mellem positivisme og empirisme og mellem deduktive og induktive ræsonnementer. I stedet foreslår Pierce (1934) hvad han kalder abduktion, der refererer til den intellektuelle kreativitet og intuition, der er forankret i de assimilerede facts (Hodgson, 1994). Dette noget radikale brud med mainstream økonomi, bundende i ontologiske, epistemologiske og metodiske overvejelser, skaber en helt ny form for teori.

Det der udgør den ontologiske demarkation mellem neoklassisk og institutionel økonomi, er et fokus på en organisk tilgang, i modsætning til en atomistisk tilgang. I en organisk tilgang lægges der vægt på den interne størrelse, i modsætning til en eksterne størrelse, hvor elementernes karakteristika ses som et resultat af relationerne med andre enheder (størrelser). En atomistisk opfattelse indebærer, at kvalitativ diversitet er reduceret til forskelle i konfigurationen af de homogene og permanente elementer (Capek, 1961). Derfor, på et ontologisk grundlag, forkastes det, at individer kan betragtes som uforanderlige byggesten i analysen og derfor kan man ikke antage et rationelt adfærdsmønster.

Den institutionelle økonomi kritisere også den metodologisk individualisme der hviler på et atomistisk ontologisk grundlag. Dette skal dog ikke forveksles med det neoklassiske atomistiske rationelle individ, for selv om man interesserer sig for individernes udformning, gennem deres mål, ønsker og tro, så er det ud fra en interaktiv forståelse. Derfor peger Hodgson (1994) på at man ikke begrænser forståelsen af individet, ved kun at fokusere på individet, men at man også undersøger hvilke institutioner der påvirker individernes mål og ønsker. Omvendt kan man så også vælge at undersøge individernes påvirkning af institutionerne. Der opstå derved et regressivt forhold, der er uendeligt, for hvor stopper analysen henne, hvordan reducerer man, konstituerer individerne institutionen, eller er institutionerne konstituerende for individet? Hodgson forkaster metodologisk individualisme, men mener den kan have en begrænset funktion i forhold til en mere begrænset analyse. Han betegner dette som en situationens logik (Hodgson, 1994, p.62).

Veblen (1919) pegede på, i sin kritik af det andet punkt (ligevægtsprincippet), at den neoklassiske teori var defekt fordi den ikke formåede at analysere forandringsprocesserne der transformerede økonomien. Neoklassisk teori indikerede følgende, ifølge Veblen (1919, p.176-77):

"…the conditions of survival to which any innovation is subject, supposing the innovation to have taken place, not the condition of variational growth".

Det er netop disse innovationer som institutionalisterne er interesseret i at følge, for at finde årsagerne bag dem. De peger på vigtigheden af økonomiske evolutionære processer og teknologisk transformering, samt den måde hvorpå forandringerne er formet af omstændighederne.

De koncepter som Veblen her opererer med er udtryk for en pragmatisk filosofi, pragmatisk modsat rationel. Den pragmatiske ide er at erstatte rational man, med en agent der er udtrykt igennem en række vaner og rutinerede adfærdsmønstre. Pierce (1934) påpeger at vaner underbygger tro, samtidig med, at tro er fundamentet for vanerne. Dermed opløser Pierce antagelserne om rationalisme og ligevægt, hvorved han erstatter intellekt og sensation med vaner og kulturbestemt adfærd.

Institutioner skaber og forstærker handlingens og tankens vaner. Veblen (1899, p 190-91) skriver følgende.

"The situation of today shapes the institutions of tomorrow through a selective, coercive process, by acting on men's habitual view of things, and so altering or fortifying a point of view or a mental attitude handed down from the past".

Kultur antropologien har argumenteret for, at sociale institutioner, kultur og rutiner medfører en bestemt måde at selektere og forstå verden omkring os på (Hodgson, 1994). Når der er tale om, at en gruppe af mennesker deler vaner og at disse vaner derigennem forstærkes, da er der tale om socioøkonomiske institutioner.

Da fællesskabet, inden for den enkelte institution, er udsat for forandring, kan der ikke kun være tale om en forstærkelse af vaner og adfærd, men nødvendigvis også en ændring af disse. Resultatet af en afgrænset institution kan være en form for udviklingsmæssig "lock-in" (Veblen, 1904).

I modsætning til den mekaniske ligevægt fremsat af neoklassikerne, så mente institutionalisterne at der var tale om åbne systemer, hvor påvirkning kunne komme udefra, såvel som indefra. Nelson og Winter (1982) bruger en overført metafor, hvor de sammenligner institutionerne med grupper af gener, hvor generne sørger for at viden og rutiner bliver overført. Disse gener kan så, under påvirkning af eksterne faktorer, også blive genstand for en "mutation", som et resultat af eksterne påvirkning. Behovet for forandring kan rent faktisk fremkomme som et resultat af en "lock-in". Bengt Åke Lundvall (1992, 1993) har bidraget med en række teorier om den tætte kunde-producent interaktion, hvilket vi vil beskæftige os med i ny industri geografi afsnittet, hvilket bærer en vis lighed med ovenstående.

Ideen bag denne genintroduktion af den institutionelle økonomi, er et forsøg på at gendanne en form for evolutionær økonomi. Ifølge Nelson (1995) henter meget af denne evolutionære økonomiske teori inspiration fra Schumpeter. Schumpeter (1942) udviklede en teori om endogen teknologisk udvikling, en udvikling der er et resultat af investeringer foretaget for at kunne konkurrere og følge med konkurrenterne.

Den model for evolutionær vækst som Nelson først fremsatte, sammen med Winter (Nelson og Winter, 1974), fokuserede på virksomheden som den primære analyseenhed. Selvfølgelig er virksomheden nød til at tilbyde sig for at appellere til individerne, men inden for modellen anses individerne som foranderlige og deres handlinger bliver determineret af virksomheden. Virksomheder kan bl.a. ses som bærere og udviklere af teknologi gennem rutiner, som er bestemmende for deres strategier og produktivitet under forskellige former for scenarier.

Rutiner betegner opgaver der udføres ubevist, som tilfældet er det med vaner og kulturelle mønstre. Disse rutiner er dog i høj grad rationelle på virksomhedsniveau, de er produkt af en søgen mod profitorienterede lærer- og selektionsprocesser (Nelson, 1995). Denne model indeholder tre former for rutiner. Det første set af rutiner er udtryk for en række standardiserede procedurer, som bestemmer hvordan og hvor meget der produceres under bestemte økonomiske forudsætninger. Det andet set af rutiner styrer virksomhedens investeringsmønstre, udfra en viden om det økonomiske "klima". For det tredje, så er de processer der involvere en søgen efter nye måder at udfører rutinerne på, styret af rutinerne.

Det Nelson og Winter (Nelson, 1995) har ønsket at lede denne model imod, er en forståelse af de virksomhedsspecifikke processer. De rutiner der går på en udvikling af nye processer, som Nelson kalder for improvement processes, skal afdække nye former for produktionsteknikker, eller en forbedring af eksisterende produktionsteknikker. Nelson peger på, at nogle har valgt at bruge begrebet læreprocesser, mens andre, herunder Nelson selv, kalder det for forskning og udvikling, for at dække over disse improvement processes.

Ifølge Nelson (1995) vil de virksomheder der, gennem forskning og udvikling, udvikler ny og bedre teknologi (produkter), forbedre deres position i forhold til konkurrenterne. Men forskning og udvikling er i lige så høj grad med til, at binde virksomheder sammen i et netværk, idet den enkelte virksomhed skal kunne holde øje med konkurrencen. Profitable innovationer er derfor ofte imiteret af andre virksomheder, dog med en smule forsinkelse.

Det centrale i denne fornyede interesse for evolutionær økonomisk teori er, at man udfra nye parametre er i stand til at forstå økonomisk udvikling på en ny måde. Denne nye forståelse tager afstand fra de positivistiske og rationelle forestillinger, der optog den neoklassiske økonomi. Ligesom de evolutionære økonomer finder Vernon (1966), at den neoklassiske økonomi er mangelfuld, i dette tilfælde til at beskrive de internationale økonomiske aktiviteter.

I artiklen "international investment and international trade in the product cycle", fra 1966, behandler Vernon produktionens lokalisering, i forhold til produktets cyklus. Hans tese er, at produktionen af et nyt produkt vil være lokaliseret ved produktets marked, hvilket alt andet lige vil være i et center område (USA i hans artikel). I takt med, at produktet modnes og efterfølgende standardiseres, vil produktionen flytte til den vestlige periferi for derefter at lokaliseres i udviklingslande. Dette er Vernons hypotese, der dog indeholder en række forbehold og nuancer.

Vernon mener, at de komparative fordele, der bliver betragtet som det væsentligste analytiske redskab til at forklare international handel og investeringer, er for simple til at forklare de internationale bevægelsers mekanismer. Det manglende marketing aspekt, og den implicitte forudsætning om, at viden er et universelt og allestedsnærværende gode, er blandt de komparative fordeles svagheder. Vernons produktcyklus er således et forsøg på at finde et bedre analyse redskab, end blot de komparative fordele.

Der er to hovedårsager til, at de afdelinger, der udvikler nye produkter vil være lokaliseret ved det potentielle marked. For det første vil afdelingen herved kende markedet bedre, hvilket øger muligheden for at forudsige fremtidige behov, og derved skabe fremtidige produkter. Dernæst er det omkring selve udviklingen af et nyt produkt vigtigt at have adgang til materielle inputs, samt have en tæt kontakt til underleverandører, kunder og sågar konkurrerende virksomheder. Dette hænger sammen med, at der altid vil eksistere en usikkerhed omkring nye produkter, hvorefter en god kommunikation med leverandører af inputs, potentielle kunder og andre med viden indenfor området er vigtig.

I Vernons artikel fremstår USA som den økonomiske dynamo, hvorfra alle nye produkter kommer, og således vil det nye produkts lokalisering alt andet lige være i USA.

Når et produkt modnes er der to kendetegn. Der forekommer en vis standardisering af produktionen, således at fokuset fjernes fra selve produktet, hen imod produktionsomkostningerne, deriblandt arbejdernes lønninger. Derudover opnår produktet en større efterspørgsel, nationalt som udenlandsk. Med øget standardisering af produktion og øget international efterspørgsel, er der incitamenter til en relokalisering af produktionen. Det forudsættes her, at lønninger er størst ved det nye produkts marked, hvilket i dette tilfælde er USA. De væsentligste betragtninger for relokaliseringen vil være de nye markeders placering og lønomkostninger. Relokaliseringen vil foregå indenfor den vestlige verden, idet der stadig stilles visse krav til stabilitet, arbejdere, maskiner etc., da produktionen endnu ikke helt standardiseret, samtidigt med at de nye markeder vil være i den øvrige vestlige verden. Transportomkostninger af færdige produkter vil endvidere være afgørende for produktionens lokalisering. Relokaliseringen vil fortrinsvis være fra USA til Vesteuropa.

Der er ikke problemer ved at udflytte den standardiserede produktion, da denne ikke er afhængig af viden, men af billig arbejdskraft. En forudsætning for dette er, at der sigtes mod et internationalt marked, hvor der sælges på basis af pris, ligesom produktionen ikke skal være afhængig af eksterne faktorer. Udflytningen vil derudover lettes, såfremt der eksisterer præcise specifikationer for produktionen, ligesom det vil gavne, hvis produktet har en høj værdi i forhold til dets vægt. Vernon nævner tekstil som eksempel for en branche, hvor der er store incitamenter til udflytning, så snart produktionen er blevet standardiseret. Relokalisering vil her i høj grad være fra Vesteuropa til udviklingslande i den globale periferi.

Volumen af produktionen af et nyt produkt, vil være stigende indtil det har været standardiseret i et stykke tid. USA vil eksportere produktet til den øvrige vestlige verden og udviklingslande, indtil produktet har fået en standardiseret karakter, hvorefter en import begynder. USA vil dog allerede afgive ekpsortandele på bekostning af de øvrige vestlige lande, allerede under produktets modning.

Vernons produktcyklus er et supplement til de komparative fordel, og ikke en afstandstagen fra dem. Lokaliseringen af det standardiserede produkt er baseret på lave lønninger (komparative fordele), ligesom det ikke kan nægtes, at det nye produkts lokalisering i USA delvist hænger sammen med en kapitalintensiv produktion. Vernons hypotese supplerer de komparative fordele med viden og tæt kontakt til underleverandører og kunder, som vigtige lokaliseringsfaktorer. Dette er væsentlige faktorer indenfor den ny industri geografiske skole, som vi senere vil behandle.

Vernon håbede, at denne artikel ville flytte hans hypotese fra fodnote, til en plads i den økonomiske teori. Ny industri geografien har gjort sit til, at Vernon kan være tilfreds.

I vores projekt er det centrale spørgsmål, hvorvidt udflytning af dansk software produktion til Indien er et tegn på en ændring i den internationale arbejdsdeling. Dette afsnits funktion er at beskrive den historiske udvikling i den internationale økonomi og arbejdsdeling. Den historiske udvikling omkring den internationale arbejdsdeling er nødvendig, når vi skal vurdere om vores case er tegn på en ny udvikling i denne.

Som nævnt i indledningen mener vi, at der er en åbenbar sammenhæng mellem produktionsform og den internationale arbejdsdeling. Derfor behandles den dominerende produktionsform under den ny internationale arbejdsdeling, dvs. fordismen, ligesom ny industri geografiens fleksible specialisering gennemgås i forbindelse med den nyere globaliserings teori.

Afsnittet vil kronologisk behandle og forklare udviklingen i henholdsvis den internationale arbejdsdeling og den dominerende produktionsform. Nedenstående skema viser den kronologiske udvikling som vil blive behandlet. Skemaet er overordnet og forsimplet, men viser forskellige perioders dominerende teorier omkring arbejdsdeling og produktionsmåde. Skemaet, og for så vidt dette kapitel, er således ikke en afspejling af hvordan den historiske udvikling er forløbet på dette område, men mere nøjagtigt en gengivelse af de dominerende teorier omkring dette forløb.

Man kan altid være uenig i et skemas kategoriske opdeling. Derudover vil mange nok mene, at begrebet the New International Division of Labour aldrig har været repræsentativt for den internationale arbejdsdeling, idet de fleste økonomiske aktiviteter altid har foregået internt mellem vestlige lande. At begrebet alligevel har været dominerende kan så betragtes som et resultat af en generel marxistisk tidsånd i 1970erne. Andre vil være uenige i, at små flexibelt specialiserede virksomheder er dominerende i dag, da det stadigt er store multinationale fordistiske selskaber der sætter den globale dagsorden.

Da vi alligevel har valgt at opbygge vores teoriafsnit efter ovenstående skema er det begrundet i en overbevisning om, at de dominerende teorier alt andet lige må have en gyldighed som forklaringsfaktor for den verden de skal afspejle. Derudover er det nødvendigt at afgrænse sig, samt kategorisere, såfremt man ønsker at opnå et resultat indenfor et overskueligt antal sider.

"...the "classical" international division of labour: a few industrial countries producing capital-goods and consumer-goods on one hand, confronting the vast majority of underdeveloped countries which were integrated into the world economy as producers of raw materials." (Fröbel et al, s. 44)

Kendetegnende for den gamle internationale arbejdsdeling var, at I-landene (primært Vest Europa og senere USA) importerede råvarer fra U-landene. Råvarerne blev forarbejdet i I-landene, hvor hovedparten efterfølgende blev konsumeret. Denne arbejdsdeling var delvist forbundet med kolonialismen, idet I-landene via sine kolonier ofte sikrede sig adgang til råvarer på egne betingelser.

Det generelle mønster, hvor Råvarer fra U-landene blev forarbejdet i I-landene begyndte i 1500-tallet og var dominerende op til midten af dette århundrede, hvor de fleste I-lande opgiver deres kolonier. I den lange periode, hvor den gamle internationale arbejdsdeling var dominerende var der naturligvis en række forskelle i dens organisering, både geografisk og tidsmæssigt. Udover I-landenes tab af kolonier, sker der en række ændringer i transportforhold og virksomhedsstrukturer, der muliggør en udvikling imod the New International Division of Labour, som først tager rigtigt fat i 1960'erne.

Stephen Hymer (1972) brugte i artiklen The multinational corporation and the law of uneven deveolopment termen the New International Division of Labour, til at forklare den tiltagende udflytning af arbejdskraftsintensiv produktion fra industri lande, til lande i den globale periferi. Man oplevede nu, at varer blev produceret i U-lande, hvorefter de færdige produkter sendtes tilbage til I-landenes markeder. Det skal bemærkes at styringen af produktionen forblev i I-landene, og at det i U-landene udførte arbejde var af standardiseret karakter. Hymer var den første, der brugte denne term om den internationale arbejdsdeling. Produktionens rumlige organisering:

Kilde: Morgan and Sayer (1983) gengivet i Dicken (1992).

Fremhævet med fed skrift er Hymers model fra 1972, som viser hvorledes forskellige arbejdsopgaver lokaliseres geografisk. Ifølge Hymer lokaliserer transnationale selskaber deres hovedkvarterer i storbyer, administration i regionale storbyer og selve produktionen i U-landenes periferi. Lokaliseringstrekanten er nyere og udviklet af Morgan og Sayer.

Med Fröbel, Heinrichs og Kreyes bog fra 1977 Die neue internationale Arbeitsteilung slås begrebet den nye internationale arbejdsdeling (NIA) for alvor fast, som forklaringsmodel for I-landenes produktionsudflytning, og dennes massive konsekvenser. Bogens konklusioner baseres i høj grad på et grundigt case studie af den vesttyske tekstil og beklædnings industris tiltagende udflytning fra 1960erne.

Ifølge Fröbel, Heinrich og Kreye har en udvikling indenfor følgende tre forhold dannet grundlag for den nye internationale arbejdsdeling (NIA). Fremkomsten af en enorm mængde af billig arbejdskraft i udviklingslande. En opdeling af produktionsprocessen, således at de fleste operationer kan udføres adskilt og med minimale færdigheder. Udvikling indenfor tranport og kommunikation, der har gjort en omkostningerne ved en rumlig adskillelse af produktionsprocesserne overkommelige.

Ovennævnte udvikling har skabt dette verdens market for arbejdskraft og produktionsenheder. Da virksomheder per definition er profitsøgende, vil de opsøge den billige arbejdskraft for at minimere deres produktionsomkostninger. Arbejdskraften er billigst i U-lande, og med baggrund i de tre ovennævnte forhold, er der ingen hindringer for en sådan udflytning til U-landene. Herved ligger en accept af de neoklassiske økonomiske mekanismer, som afgørende for virksomheders lokalisering.

Fröbel, Heinrichs og Kreyes værk er empirisk velfunderet. I det følgende vil vi beskæftige os med denne empiri og de konklusioner, der kan drages udfra denne. I de to skemaer skal vi gøre opmærksom på, at employment abroad ikke tæller ansatte indenfor det europæiske fællesskab, men primært tæller ansatte fra udviklingslandene.

Første skema viser udviklingen fra 1966 til 1974 i beskæftigede i tekstil og beklædningsindustrien i Vesttyskland, samt i udenlandske virksomheder med vesttysk engagement, dvs. hvor mindst 25% ejes af vesttyske virksomheder (Fröbel et al, 1977, p.113). Skema 1:

Det ses tydeligt for både tekstil og beklædningsindustrien, at det absolutte antal af beskæftigede i Vesttyskland falder, hvorimod beskæftigelsen i de tyske industrier i udlandet stiger. Derfor ses det endvidere, at den forholdsmæssige beskæftigelse i udlandet stiger, fra henholdsvis 1,5% til 7,5% og fra 3,7% til 10%. Det skal endvidere bemærkes, at det absolutte antal af beskæftige (1+2) er faldende i begge industrier i perioden 1966 til 1974. Dette kan begrundes i en effektivisering i selve produktionsprocessen, hvor fordismen i stigende grad slår igennem.

Følgende skema er udarbejdet på baggrund af tal fra Fröbel et al, s.199, og viser udviklingen i antallet af beskæftigede på 87 tyskejede industri virksomheder, fra 1961 til 1974. De 87 virksomheder dækker forskellige brancher og således besidder dette skema en hvis repræsentativitet i forhold til den tyske industri som en helhed. Employment abroad dækker her over ansatte på de 87 virksomheders udenlandske afdelinger. Skema 2:

Ligesom for tekstil og beklædningsindustrien ses det, at den forholdsmæssige beskæftigelse i udlandet er stigende, i dette tilfælde fra 7,9% til 26,3%. Derudover fremgår det, at det absolutte antal beskæftigede både er stigende i udlandet og i Vesttyskland. Væksten er selvsagt størst i udlandet, men går ikke direkte udover den hjemlige beskæftigelse i form af fald i arbejdspladser, som tilfældet var i tekstil og beklædningsindustrien.

Tendensen for tekstil industrien og for den tyske industri som en helhed er den samme, idet der i alle tilfælde finder en markant udflytning af arbejdsopgaver sted, fra Vesttyskland til udlandet. Primært til udviklingslandene. Case studiet i NIA løber til midt i 1970erne, men ifølge de tre forfattere er udflytningen en "on going process", hvilket vil sige at udflytningen vil fortsætte efter bogens udgivelse.

På følgende to kort (se næste side) ses det, at beskæftigelsen i tekstil produktionen i betragteligt omfang er flyttet fra Vesteuropa og USA, til Asien. Det ses tydeligt, at hvor den vestlige verden var dominerende for denne produktion i 1953, var Asien dominerende i 1980. Det skal gøres klart, at dette skift primært er et skift i antallet af beskæftigede i produktionen. I 1980 producerede den udviklede verden således 75% af verdens samlede textilproduktion, om end den kun beskæftigede omkring en tredje del, af de på verdensplan beskæftigede i branchen. De to kort viser udmærket de tendenser, der beskrives i NIA.

Kort 1: Den globale lokalisering af tekstilproduktionen, 1953 (Kortet er lavet udfra tal i Healey og Ilbery, 1990).

kort 2: Den globale lokalisering af tekstilproduktionen, 1980 (Kortet er lavet udfra tal i Healey og Ilbery, 1990).

Selvom hovedvægten i Fröbel, Heinrichs og Kreyes studie er lagt på den arbejdskraftsintensive produktions udflytning, der af indlysende årsager kan minimere omkostningerne mest, fremgår det, at også den kapitalintensive produktion flyttes ud. Dette er en pointe, der oftest glemmes, når NIA bliver gengivet af økonomiske geografer. Det er endvidere en pointe, der står i skarp kontrast til hovedparten af teorier omkring industriens lokalisering, hvor hovedkvarterer og kapitalintensive produktionsenheder lokaliseres i centerregioner.

"The geography of core-based MNC investments tends to be in developed countries, because forces driving the international investment decision far beyond a singular consideration of labour-cost minimization." (Barff, 1995, p.60)

Den nye internationale arbejdsdeling er ofte kritiseret for dets ensidige fokus på minimering af arbejdskraftsomkostninger som vigtigste lokaliserings faktor. Hovedparten af Foreign Direct Investment (75% ifølge Dicken, 1992) foregår mellem industrialiserede lande, hvilket indikerer, at billig arbejdskraft ikke er den afgørende lokaliseringsfaktor for Multi nationale selskaber (MNS). Udfra en empirisk synsvinkel kan NIA ikke betegnes som den dominerende internationale arbejdsdeling, da kun 25% af Foreign Direct Investment (FDI) er i U-lande. Adgang til nye markeder, stimulerende virksomhedsmiljøer og god infrastruktur er lokaliseringsfaktorer, som MNS må overveje i deres lokalisering. Dette kan forklare, at hovedparten af udenlandske investeringer foregår mellem I-lande. I de tilfælde, hvor MNS investerer i U-lande er billig arbejdskraft ikke nødvendigvis drivkraften bag denne investering. Adgang til nye markeder, samt adgang til råstoffer kan endvidere være afgørende for lokalisering i U-lande.

Fröbel, Heinrichs og Kreye anskuer på flere måder verden udfra et marxistisk synspunkt. Således er det verdensbillede, der opstilles i NIA opdelt mellem arbejdere og ejere af produktionsmidler. Denne opdeling ses i den strenge deling mellem I-lande, der udnytter U-landes komparative fordele. Her er så afgjort tale om en todelt verden, delt mellem ejere af produktionsmidler og arbejdere. Derudover er der et niveau, der direkte omhandler ejere af produktionsmidler overfor selve arbejderklassen.

"One other criticism centers on the idea at the heart of the NIA thesis of the dividing the world into two parts." (Barff, 1995, p.61)

Denne to delte verden er et yderligere kritikpunkt. I denne verdensanskuelse vurderes ingen nuancer og forskelle internt i Nord og Syd. Således overses forskellige regeringers, politiske klimaers, og generelle komparative fordeles betydning for tiltrækning af investeringer internt i de to verdener. Kritikken af den forsimplede opfattelse af MNS strategier og det todelte verdensbillede er i høj grad en nyere kritik. I 1980erne vandt teorier om fleksibel specialisering frem indenfor den ny industrielle geografiske skole, samtidigt med at globalisering blev en hyppigere brugt term, når de internationale økonomiske aktiviteter skulle forklares. Fleksibel specialisering vægter tydeligvis andre faktorer en prisen på arbejdskraft, når virksomheder skal lokaliseres, og tager således indirekte afstand fra NIA. Den nyere Globaliseringsteori er på samme måde en indirekte kritik af NIA.

Som tidligere nævnt mener vi, at der eksisterer en åbenbar sammenhæng mellem produktionsstruktur og arbejdsdeling. Således er fordismens fragmentering af produktionsprocessen en af de bagvedliggende mekanismer, der muliggør udflytning af arbejdskraftsintensiv produktion, og derved Den nye internationale arbejdsdeling.

I Frederick W. Taylors bog The priciples of scientific management fra 1911 behandles fragmentering af produktionsprocesser. Konceptet er, at produktionen skal opsplittes i enheder, som er specialiseret i enkelte komponenter af det færdige produkt. Produktionen af en enkelt komponent er selvsagt mere simpel en produktionen af et helt og færdigt produkt, hvorefter kravene der stilles til dette gentagende arbejde er minimale, hvorpå ufaglærte arbejdere kan bruges. Sammenkædningen af den fragmenterede produktion, dvs. sammensætningen af komponenter til et færdigt produkt er yderst vigtig og kræver uddannede folk. Taylorismen som denne produktionsform kaldes medfører, at ufaglærte kan udføre selve produktionen, mens de mere uddannede kan koncentrere sig om dens koordinering, forskning etc.

I samme periode indførte Henry Ford på sine Ford bilfabrikker en produktionsmåde, der mindede om Taylorismen. Ford fragmenterede produktion til en massefremstillende samlebåndsproduktion, hvor maskiner såvel som arbejdere var specialiseret i enkelte komponenter af det færdige produkt. Denne specialisering medførte at kravene til arbejderne var minimale, ligesom virksomheden opnåede en øget effektivitet. Ford var klar over, at det gentagende samlebåndsarbejde var uattraktivt. Derfor kombinerede han denne produktionsform med højere lønninger, kortere arbejdsdage og længere ferier. Målet hermed var at skabe et godt forhold til sine arbejdere, hvilket kunne sikre en effektiv produktion.

Begrebet Fordisme er skabt efter anden verdenskrig og har herfra betegnet den dominerende produktionsform indtil teorier om fleksibel specialisering tog over i 1980erne. Henry Fords fabrikker har således lagt navn til et bredere teoretisk koncept omkring produktionsmåde. Begrebet fordisme dækker først og fremmest over en tayloristisk opdeling af produktionsprocessen i specialiserede, simple og gentagende arbejdsprocesser, der efterfølgende sammensættes til en større enhed, et færdigt produkt. Dernæst dækker begrebet over en social ansvarlighed mellem ledelse og arbejdere, hvilket resulterer i overenskomster mellem arbejdere og ledelse, forskellige velfærdssikringer af arbejdere etc. Den sociale stimulering af arbejdere anses som væsentlig for fordismens succes, idet selve produktionsformen er uattraktiv. De sociale hensyn er ikke udtryk for, at arbejdsgiveren føler et reelt ansvar for arbejderne, men i højere grad et ønske om, at de beskæftigede skal stimuleres til at yde en større indsats. Således er begrebet fordisme tro mod den faktiske organisering på Henry Fords bilfabrikker.

Fordsimens fragmentation af produktionsprocesserne har selvsagt muliggjort en rumlig adskillelse. Denne rumlige udbredelse af produktionen stimuleres yderligere af, at selve produktionen er så simpel, at den praktisk talt kan udføres af hvem som helst, overalt på jorden.

Fragmenteringen af produktionsprocessen er nødvendig for udflytning af arbejdskraftsintensiv industri fra nord til syd. Fordismen er blevet betragtet som den dominerende produktionsform fra anden verdenskrig til 1980erne, hvilket er nogenlunde samme periode som den nye internationale arbejdsdeling har været dominerende, når den internationale arbejdsdeling skulle forklares, om end retrospektivt. Dette er ikke et tilfælde, og således optræder de to begreber sammen i flere geografi bøger (bl.a. the dictionary of human geography). Senere er de to begreber blevet afløst af henholdsvis fleksibel specialisering og globalisering, som dominerende forklaringsfaktorer for henholdsvis produktionsform og international arbejdsdeling.

Der eksisterer en sammenhæng mellem fordisme og Den nye internationale arbejdsdeling. Denne sammenhæng er nu ikke så ligefrem som vi tidligere har antaget, og som den ofte antages. Fordismen består som sagt af to elementer, nemlig den Tayloristiske produktionsopsplitning og den sociale ansvarlighed. Udflytningen er muliggjort af det Tayloristiske element, men udgør samtidigt et brud med fordismens sociale ansvarlighed. Udflytningen sigter således mod de steder, hvor lønninger er lavest og arbejdstider længst. Med andre ord betaler de udflyttende virksomheder ikke de sociale hensyns pris, som denne ikke så attraktive produktionsmåde ellers har måtte stimulere arbejderne med.

Den nye internationale arbejdsdeling bryder således med det ene af fordismens to elementer, og således ville det være mere oplagt at tale om sammenhæng mellem Taylorismen og NIA. Begrebet fordisme har nu engang haft en slags hegemoni når den dominerende produktionsmåde skulle beskrives, og således er dette begreb endvidere brugt som den ene af NIAs tre bagvedliggende mekanismer.

Internationaliseringen beskrev en række processer der, ophævede lokalitetens betydning i forhold til investering og produktion. Der var her tale om, at investeringerne blev spredt hvor det var mest hensigtsmæssigt i forhold til udnyttelsen af nogle ressourcer, såsom billig arbejdskraft og adgang til lokale markeder, hvilket er beskrevet i NIA.

Der er en vis enighed mellem økonomiske geografer om, at globaliseringen indeholder en dialektik mellem det lokale og det globale. En række ændringer i produktionsmønstrene, hvilket vi behandler i afsnittet om ny industri geografi har medført en lokal forankret produktion, hvilket gør det lokale til en reel aktør i det globale. Grundlæggende betragtes det lokale i et globalt perspektiv, idet den tiltagende time-space compression har gjort rummet mindre, således at det lokale er i konstant konkurrence med andre lokalområder. Det lokale befinder sig, således på et globalt marked, hvilket det lokale nødvendigvis må forholde sig til.

Globaliseringen er endvidere et brud med den neoklassiske økonomi, og de retninger, hvis analyse accepterer en neoklassisk tilgang, som afgørende for lokalisering og arbejdsdeling, deriblandt radikal geografi og den ny internationale arbejdsdeling.

Siden 1970erne er Foreign Direct Investment (FDI) vokset med 13% p.a. fastslås det (Johnston et al, 1995). FDI dækker over investeringer i udlandet, der foretages af offentlige eller private selskaber. Ifølge Dicken (1992) er transnationale selskaber (TNS), den vigtigste kanal for FDI, og således anser han TNS som vigtigste enkelt faktor i den globale udvikling. I Dicken (1992) fremgår det, at eksport er steget med 400 % i perioden fra 1960 til 1988. I samme periode steg den samlede globale produktion med 300 %. Udenlandske investeringer, samt samhandel mellem lande er øget væsentligt frem til i dag, og denne udvikling er ligefrem accelereret de senere år.

Fra midten af 1980erne er der større vækst i den globale handel med kommerciel service, end i handel med manufakturer. Handel med kommerciel service dækker over transport, forsikring af transporterede varer, finansiering etc. Væksten indenfor dette område er tæt forbundet med væksten i manufaktur handel, og der er ingen tvivl om, at de to områder forstærker hinandens vækst. Den store vækst i globale service ydelser vidner ifølge Dicken om en øget global integration.

I 1980erne sker der endvidere et skift i de internationale produktionsmønstre, idet Sydøstasiatiske lande (NIC-landene) opnår en betydelig eksport af teknologi baserede varer. Således formår NIC-landene for alvor at adskille sig fra økonomisk periferi områder som Afrika, hvor produktion og eksport er baseret på lavtuddannet og lavtlønnet arbejdskraft. De økonomiske centre er stadigt USA, Japan og Vesteuropa, men verden kan ikke længere deles op i center og periferi.

Healey og Ilbery vurderer, at penges, arbejdskrafts og videns mobilitet vil være hjørnesten, når historien op imod år 2000 skal skrives. Verdensmarkedets søgen mod profit har ændret strukturerne i de enkelte landes økonomi. Teknikken har i stigende grad har opløst tid og rum, Space-Time compression, og dermed gjort international handel mere friktionsløs. Udviklingen har deslige været et produkt af internationale politiske tiltag. Her tænkes på institutioner som IMF, Verdens Banken og GATT, der alle har medvirket til øget international handel og flere udenlandske investeringer.

Dicken (1992) mener, at det primært er tre faktorer, der former den økonomiske globale forandring. Transnationale selskaber er den vigtigste drivkraft, grundet deres verdensomspændende virke. Nationale regeringer er en anden faktor, der igennem deres førte politik bl.a. har indflydelse på handel og investeringers placering. Derudover har udvikling indenfor teknologi, særligt omkring transport og kommunikation, indflydelse, idet innovationer på dette områder letter en global spredning af økonomisk aktiviteter.

I globaliseringslitteraturen er der enighed om en række centrale punkter. Et par af hovedpunkterne skitseres udmærket af Amin og Thrift (1994), hvilket vi i det følgende vil gennemgå.

De financielle strukturer spiller en øget rolle, gennem hvilke kapital bliver skabt, allokeret og investeret på ny, hvilket resultere i kapitalens stadige magt over produktionen (et klart Marxistisk islæt i globaliseringsteorien). Ifølge Amin og Thrift (1994) styres de financielle strukturer stadigt af dem, der også har den strukturelle magt. Man kan snakke om en globale økonomi der er determinerende for de nationale økonomier. Det er i høj grad organer som IMF, WTO, GATT og NAFTA, samt de transnationale virksomheder, der styrer de globale financielle strukturer.

Det andet punkt er viden og vidensstrukturer. Det er her, at den økonomiske geografis nye interesse for det sociale og kulturelle spiller en væsentlig rolle. Her refereres der ofte til Anthony Giddens, der fremfører hvad han kalder det post-industrielle samfund (et udtryk han låner af Daniel Bell), hvor majoriteten af produktionen, vil være en produktion af viden og information, samt af serviceydelser (Giddens, 1993). Ifølge Amin og Thrift (1994)er læreprocesser en vigtig ingrediens i denne form for produktion og vil gøre produktionen mere effektiv. Udviklingen på dette punkt er et centralt element, både for globale og lokale økonomiske systemer. Endvidere hævder Amin og Thrift (1994), at disse vidensstrukturer i højere grad er blevet uafhængige af nationale og lokale virksomhedskulturer. De mener, at viden er blevet internationalt mere tilgængeligt, som et resultat af den enorme udveksling af knowhow, samt fremkomsten af nye kommunikations medier.

Relateret til dette er hvad Amin og Thrift (1994) kalder transnationalisering af teknologi, som de kæder sammen med den øgede standardisering af teknologisk produktion. Især de vidensbaserede industrier, som f.eks. telekommunikation og mikroelektronik, har i høj grad været genstand for en diffusion af standarder og viden. Samtidig med denne diffusion er der opstået en ændring i forbrugsnormerne. Der lægges nu i højere grad vægt teknologiske innovationer, som er rettet mod de ændrede forbrugsnormer, samt en øget konkurrence. Denne øgede konkurrence mener Amin og Thrift (1994), netop stammer fra transnationaliseringen af teknologisk produktion. Så på den ene siden har man en globalisering af teknologi og teknologisk produktion, og på den anden side har man en øget konkurrence, med en deraf følgende øget risiko, som kun de virksomheder, der er med i det Amin og Thrift (1994) kalder de institutionaliserede risikospredende miljøer, kan hamle op med.

Globale oligopoler er en central kraft på den internationale scene. Virksomheder er nød til at tilbyde sin ekspertise på det globale marked. Da kapital florerer friktionsløst på et globalt plan, gennem investeringer i komparative fordele, uafhængig af nationale og lokale grænser, er det vigtigt at den enkelte virksomhed tager del i denne udvikling, for ikke at forgå i den globale konkurrence. Derudover er der den øgede teknologiske forandring, som i højere grad udspiller sig på globalt plan, og ikke så meget på nationalt og lokalt plan, selv om en forståelsen for forbrugerbehovene ofte rekvireres i det lokale virksomhedsmiljø. Sidst men ikke mindst, så har radikale ændringer i kommunikation og transport absolut også spillet en afgørende rolle på den globale scene.

En parallel global udvikling til globaliseringen af produktion, viden og kapital, er udviklingen af overnationale, eller globale, magtapparater såsom FN, G7 og EU. Dette henviser Amin og Thrift (1994) til som en globalisering, eller transnationalisering, af et økonomisk statsdiplomati. Der bliver nu, som aldrig før, handlet virksomheder og regeringer imellem på den internationale scene. Det der er tale om her er en global politisk økonomi, som modsat før ikke er baseret på en udelukkende styring fra de stærke nationale økonomiers side. Debatten omkring den politiske styring af den stadigt ekspanderende globale økonomi, er for tiden til stor debat inden for udviklingsgeografien, men hertil vender vi tilbage.

Den øgede globale kommunikation, og helt igennem kulturelle berøring, er også en betragtelig del af en øget globalisering. Amin og Thrift (1994) låner to begreber fra Appadurai (Amin og Thrift, 1994), det ene er ’ethnoscapes’, som referere til den fysiske berøring kulturer imellem, bl.a. igennem øget turisme og migration (flygtninge og gæstearbejdere), det andet begreb er ’mediascapes’, som referere til udviklingen af avancerede kommunikationsmedier såsom internettet og satellittv. Denne kulturelle berøring hævder de, har været med til i højere grad at skabe en vis uniformering af de menneskelige værdier. Disse værdier samler sig så om det begreb der hedder ’ideoscapes’. Dette begreb dækker over en række fælles værdier, bl.a. værdier omkring rettigheder og demokrati, men også forbrugsnormer.

Afslutningsvis samler Amin og Thrift (1994) de ovennævnte punkter under betegnelsen ’global geographies’. De mener, at vi er vidner til en øget time-space kompression, hvor kapital og især produktion, er lokalt placeret, men i en global struktur. De er altså fortaler for, at økonomier er lokalt forankret i visse industrielle distrikter, men at økonomien som sådan er global, da konkurrence og handel er global i dens sande natur. De mener dog stadig at den styrende kraft er de vestlige hegemonier.

Michael Storper (1997) er på mange måder enig med Amin og Thrift. Han mener at den øgede intra-industri handel er en indikator for den øgede globalisering, da virksomhederne derved skaber en global funktionel arbejdsdeling. Transnationale Selskaber (TNS), som dominerer disse handelskæder, nyder godt som et resultat af deres tilgang til verdensomspændende ressourcer. Noget kunne ifølge Storper tyde på, at de globale handelsstrukturer af varer og ydelser, er et resultat af interne handelsstrukturer, der indikere at lokalitet er af mindre betydning end førhen.

Et af de centrale begreber i Storpers udlægning af globaliseringsprocessen, er begrebet om hypermobilitet. Produktionen af virksomhedsspecifikke varer og ydelser, sker ofte på baggrund af komplementære regionale ressourcer. Mobilisering af regional-specifikke ressourcer (omkring virksomhedens lokalitet) kan styrke dets position på verdensmarkedet via teknologisk overlegenhed. På længere sigt kan den rekvirerede viden blive virksomhedsspecifik, udfra dette kan man skabe en oligopolistisk, eller i nogle tilfælde en monopolistisk, handelsstruktur.

Der er her en vis overensstemmelse mellem Storper og Amin og Thrift. Healey og Ilbery (1990) har valgt en anden indfaldsvinkel på spørgsmålet om de rumlige aspekter af produktion og innovation. Hvor især Amin og Thrift griber fat i debatten om det lokale i det globale, så slår Healey og Ilbery bare fast, at der er teknologiske centre, primært placeret i de vestlige lande, men at man p.g.a. en diffusion af den teknologiske produktion, eller rettere opdeling af produktionsstadierne inden for et produkts livscyklus, er blevet istand til at opbygge ’locational hierachies’ spredt ud i henhold til de komparative fordele (Healey og Ilbery, 1990). Dette virker umiddelbart i overensstemmelse med NIA, men kun fordi de her refererer til transnationale selskabers virke, som ikke er ændret i forhold til tidligere tider. De fremhæver nemlig også fremkomsten af flere små og mellemstore virksomheder, måske som et resultat af den vertikale disintegration, og påpeger den yderligere segmentering af de forskellige økonomier. De enkelte industrier har deres egen særprægede geografi, dvs. regionale behov, som selvfølgelig skaber en ulighed mellem regionerne. Altså er de beviste om betydningen af det regionale, men det er ikke deres primære fokus.

Vi har i ovenstående behandlet selve globaliseringen. I det følgende vil vi behandle ny indutsri geografien, der bringer det lokale aspekt tilbage i den økonomiske geografi. Det er væsentligt at forstå baggrunden for det lokales rolle som aktør, idet den globaliseringen bl.a. betragtes som et resultat af lokale aktørers ageren i de globale strukturer.

Den teori der har dannet grundlag for af den geografiske retning, der betegnes som ny industriel geografi (NIG), tager bl.a. udgangspunkt i dele af den evolutionære økonomiske teoris afstandstagen fra den klassiske økonomi. NIG søger primært at afdække de bagvedliggende mekanismer for virksomheders lokalisering, hvor man er nået frem til en række nye parametre, der er gældende for virksomheders lokalisering. De mekanismer, der i NIG anses som afgørende for lokalisering, markerer et markant brud med den neoklassiske økonomi antagelser.

I 1980erne begyndte den ny industrielle skole at vinde frem indenfor geografien. Denne skole søgte at forklare ændringer i de internationale produktionsmønstre, hvor man mente at masseproduktionen og fordismen var blevet afløst af fleksibelt specialiserede virksomheder, som dominerende produktions måde. Produkters livscyklus var blevet kortere, ligesom forbrugerne var blevet mere opmærksomme på design og kvalitet. Masseproduktionen havde svært ved at matche markedets hurtigere ændringer og krav om større udvalg. Hyppige innovationer i produktionen blev yderst vigtige for virksomhedernes økonomiske succes, idet der konstant kræves nye og forbedrede produkter pga. den øgede globale konkurrence og stigende krav fra markedet.

Den globale produktion blev i stigende grad præget af små og mellemstore virksomheder, såkaldt SME’er (small and medium sized enterprises). Denne type af virksomheder var fleksibelt specialiserede, og i højere grad baseret på innovationer end de masseproducerende virksomheder. Fleksibelt specialiserede virksomheder leverer ofte enkelte dele af et færdigt produkt, deraf specialiserede. Deres maskiner og arbejdere er henholdsvis avancerede og veltrænede, og derfor kan produktionen hurtigt omstilles, således at nye markedsbehov hurtigt kan opfyldes. Deraf fleksible. Firmaerne er således specialiserede i enkelte dele af et produkt, og fleksible idet deres produktion hurtigt kan omskiftes og tilpasse sig nye markedsforhold.

Fleksibelt specialiserede virksomheder kommunikerer i højere grad med leverandør og kunder, end med markedet, i modsætning til masseproducerende virksomheder. Samarbejdet med andre virksomheder er derved en afgørende faktor for fleksibelt specialiserede virksomheder, som således indgår i netværk af tætte kontakter til leverandører af inputs, kunder til outputs, samt konkurrerende firmaer. Sådanne netværks formål er, udover at levere et samlet produkt, at udveksle viden og erfaringer, for derigennem at øge de involverede virksomheders innovationsevne. Den tætte kontakt til underleverandører og kunder, hvilket er afgørende for økonomisk succes. I appendiks 2 vil vi præsentere en model for, hvorledes innovationsprocesser menes at tage sig ud i flexibelt specialiserede netværk.

Såfremt netværk skal være succesfulde kræves en indforståethed blandt de involverede, hvor en vis fælles viden, samt en slags fælles kultur er en nødvendig basis for denne indforståethed. Der skal endvidere være en gensidig tillid og respekt til stede, således at netværkets firmaer ikke udnytter viden fra de samarbejdende virksomheder til at opnå indbyrdes fordele.

Med netværket som en ny determinerende faktor for virksomheders økonomiske succes, er stedets betydning for produktion ændret. Ved masseproduktion er det forhold som arbejdsstyrkens lønninger, skattefordele og transportomkostninger, der er afgørende for hvor produktionen placeres. For fleksibelt specialiserede virksomheder, og her tænker vi specielt på højteknologiske virksomheder, er det vigtigere at kunne indgå i et netværk af specialiserede kunder og leverandører, baseret på tillid virksomhederne imellem. Dette tillidsforhold, der opbygges over tid og hjælpes af en fælles kultur, medfører såkaldte agglomerater, der er sammenklumpninger af firmaer.

Firmaer vil i agglomerater opnå infrastrukturelle fordele, som ikke ville være til stede, såfremt firmaet var lokaliseret alene. Derudover vil firmaerne gennem en vidensudveksling og tættere kontakt til leverandører og kunde opnå fordele i selve produktionen. Behovet for en fælles viden og kultur gør, at agglomerater er rumligt forskellige og til dels stedbundne. Således er stedet, eller det lokale, i stigende grad kommet tilbage i industri geografien, ifølge ny industri geografer.

Når man beskæftiger sig med netværk og netværksteori, foregår al aktivitet i det organiserede marked. Det organiserede marked er kendetegnet ved niveauer af samarbejde virksomheder imellem i nævnte netværk. Det organiseret marked adskiller sig fra det frie marked, der er kendetegnet ved, at virksomheder enkeltvis konkurrerer og kommunikerer igennem markedet. Det organiserede marked adskiller sig endvidere fra den hierarkiske markedsopsætning, hvor vertikalt integrerede virksomheder, udliciterer dele af deres produktion for at spare på transaktionsomkostningerne. Når man kigger på betydningen af netværk, forekommer interaktion som den mest centrale parameter.

I det følgende vil vi beskæftige os med kunde-producent interaktion, da det er centralt for samarbejdet i flexibelt specialiserede virksomheders netværk. Vi skal her gentage, at netværk oftest er geografisk afgrænsede, således at dets samarbejdspartnere er lokaliseret tæt på hinanden, oftest som del af et agglomerat. Det væsentligste i netværkssamarbejdet er tilgang til ny viden, der forstærker læreprocesserne, og ikke dettes omkostningsminimerende funktion. Sidstnævnte er bedst illustreret ved følgende citat.

"One of the main points in the introduction to Pasinetti (1981) is that standard economics has focused upon allocation and exchange, whereas the most important processes determining the dynamics of the modern economy are actually processes of learning and change" (Lundvall, 1993,p.53)

Evnen til at konkurrere gennem innovation og produktfornyelse, og ikke igennem billig produktion eller lave transaktionsomkostninger, er det centrale element for denne kunde-producent interaktion. Igennem en kunde-producent interaktion kan producenten i højere grad tilpasse produktet efter kundens præcise behov. Kommunikationen imellem kunde og producent medfører en udveksling af viden mellem begge parter, hvilket medfører at producenten lærer kundens præcise behov, ligesom kunden lærer producentens kompetencer.

Nu har vi argumenteret for den økonomiske nødvendighed af netværkssamarbejde, dvs. nødvendigheden af en forstærket produktinnovation. Men hvorfor ikke bare lure hinandens produkter af i et industrielt agglomerat? Hertil kommer det, at viden ikke altid er lige håndterbar, samtidig med at man derved ikke sikre sig at være på forkant med teknologien, eller kvaliteten for den sags skyld.

En given teknologi er en kombination af kodificeret viden, som er et resultat af erfaring og formel videnskabeligt aktivitet, samt ukodificeret viden som er industrispecifikt eller virksomhedsspecifik. Karakteren af ukodificeret viden kan være uhåndgribelig.

"tacitness refers to those elements of knowledge, insight and so on, that individuals have which are ill-defined, uncodified and unpublished, which they themselves cannot fully express and which differ from person to person, but which may to some significant degree be shared by collaborators and colleagues who have a common experience" (oecd, 1992)

For at denne uhåndgribelige ukodificerede videnstransfer kan finde sted kræves et tæt netværkssamarbejde, hvori der eksisterer tillid imellem virksomhederne. Det er ikke længere nok med tilgang til formuleret viden, eller den viden der er lagret i teknologien, idet adgangen til den ukodificerbare viden, der er lagret i personer og organisationer i udbredt grad er blevet afgørende for forståelse af teknologiens muligheder og dermed den innovative proces. Den ukodificerbare viden får man tilgang til gennem den daglige kontakt til kollegaer og til tætte samarbejdspartnere. Netværkssamarbejdet er den determinerende faktor når man skal etablere et optimalt innovativt miljø, med tilgang til både kodificerbar såvel som ukodificerbar viden.

Det er nærliggende her at inddrage to begreber, embodied og disembodied. Begge disse begreber henviser til en given teknologi, samt den måde teknologien er lagret i et givent produkt. En teknologi der er embodied vil sige at viden om brugen af det teknologiske produktet er lagret i selve produktet, med andre ord så er produktet ikke betinget af en specifik kultur og produktionsmønster. En disembodied teknologi derimod, er netop sammensat med det formål at indgå i et specifik kulturbetinget produktionsmønster.

Samarbejde internt i et netværk fører til "positive sum gains", hvilket vil sige at netværket samlet opnår mere, end summen af det virksomhederne ville have opnået hver for sig (Dodgson 1993). Opnåelsen af "positive sum gains" medfører mere specifikt, en større innovationsevne, ligesom samarbejdet hjælper til at overkomme den usikkerhed, der er forbundet med den accelerende nye teknologi. Dodgson (1993) og Lundvall (1993) er på dette punkt meget enige. Dogdson adskiller sig dog fra Lundvall, idet han deslige inddrager den omkostningsminimerende side ved netværkssamarbejdet, der selvsagt reducerer udgifterne og spreder risikoen, i forhold til en situation hvor alle produktionsledene bliver varetaget internt. Transaktionsomkostningerne ved dette netværkssamarbejde mindskes såfremt virksomhederne er lokaliseret tæt på hinanden.

Sammenfattende er samarbejdet med andre virksomheder i tætte netværk afgørende for flexibelt specialiserede virksomheders økonomiske succes. Dette er dels begrundet i, at kundernes præcise behov bedre opfyldes gennem kommunikation med leverandør. Dernæst opnås en større tilgang til ukodificerbar viden, hvilket stimulerer innovationsevnen. Selvom innovationer er afgørende for virksomheders økonomiske succes, skal man ikke se bort fra, at et netværksamarbejde kan minimere produktionsomkostningerne, idet der ligger en større risikospredning i denne produktionsform.

Software branchen er en relativ ny branche, som er præget af nylige basale innovationer, som den elektroniske chip og endnu nyere innovationer som internettet. Vi beskæftiger os derved med en branche, hvor de teknologiske muligheder stadigt er åbne og umiddelbart ubegrænsede. I sådanne tilfælde, hvor de teknologiske muligheder er uoverskuelige, er det afgørende at samarbejde med andre virksomheder, idet virksomhederne samlet vil opnå en større viden om teknologiens muligheder, end de ville opnå hver for sig.

Der er altid mulighed for, at ens samarbejdspartner vil misbruge den viden man vælger at dele med dem, derfor spiller tillid en central rolle. Den gensidige indsigt kunne bruges opportunistisk, hvilket bl.a. vil sige, at en virksomhed udnytter sin viden om en samarbejdspartner til at opnå indbyrdes fordele.

Opretholdelsen af samarbejdet i et fleksibelt produktions system, eller et organiseret marked om man vil, afhænger i sidste ende af at partnerne er i et gensidigt tillidsforhold. Det ville ikke kunne lade sig gøre at opnå fordelene af et organiseret marked, hvis ikke tilliden er til stede (Lorenz 1993). Udveksling af viden er nøglen til teknologisk dynamik i industrielle netværk af SME’er. En udveksling af viden kræver en tillid mellem de udvekslende parter. Viden ses nemlig som en ressource man lader samarbejdspartneren varetage, og som denne i teorien kunne misbruge (Lorenz 1993).

Man kan snakke om flere typer af tillid. Vi bringer her eksempel på tre typer af tillid. Den første type tillid er "contractual trust" som sørger for at samarbejdspartnere indfrier de formelle, såvel som uformelle, aftaler der indgås. Den anden type tillid er "competence trust" som omhandler forventningerne til en samarbejdspartner, om at han/hun lever op til, og udføre, dennes rolle. Den tredje og sidste type tillid er "goodwill trust" som henviser til de gensidige forventninger, og grad af åbenhed der skal være i samarbejdsforholdet (Dodgson 1993). Tillid på alle niveauer er yderst vigtig.

Det er oplagt at der må være nogle sociale spilleregler til stede før et succesfuldt samarbejde kan indgås med en anden virksomhed. Det er vigtigt at de tre former for tillid kan indgå som en ingrediens, men der er selvfølgeligt andre betragtninger der også skal gøres. En af de betragtninger, og måske den væsentligste, er udbytteforholdet for den enkelte virksomhed, dvs. får den enkelte virksomhed ligeså meget igen, eller mere, som de giver afkald på, f.eks. i form af ny viden. Hvis man betragter samarbejde blandt højteknologiske virksomheder, kan man udtrykke det på følgende måde; er det en økonomisk fortjeneste i sidste ende at overgive en del af den virksomhedsbaserede viden og know-how til en leverandør eller producent.

Det er vigtigt at et samarbejde mellem producenter og leverandører kan bestå, selv om tilliden mellem aktører inden for de enkelte virksomheder bliver brudt. Det handler derved ikke blot om tillid mellem personer, men i ligeså høj grad om tillid mellem organisationer, altså organisatorisk tillid.

Kommunikation kræver først og fremmest en fælles teknisk viden. Vi kan her trække på Habermas’ diskursbegreb til at forklare betingelserne for god kommunikation. I dette diskursbegreb er indeholdt en fælles indforståethed mellem kunde og producent, hvori de samme normer, sprogkoder og sociale værdier hersker. Succesfulde netværk er således betinget af, at samarbejdet foregår indenfor en fælles kultur, idet forskellige kulturer besidder forskellige sprog, normer og sociale værdier. Det kulturelle rum er geografisk afgrænset, således at der eksisterer forskellige kulturer over rumlige afstande (Lundvall, 1992, 1993).

Derved er interaktion og netværk stedbundne, hvilket vil sige, at vidensbaserede virksomhed ikke frit kan flytte sin produktion over geografiske afstande, mod netværk hvor fremmede kulturer dominerer. En tilpasning til netværk i fremmede kulturer kan dog skabes over tid. Man må ikke tro, at virksomheder efterfølgende frit kan flytte rundt mellem netværk indenfor en overordnet fælles kultur. Det tager nemlig tid at opbygge et succesfuldt samarbejde, selv indenfor samme overordnede kultur, idet tillid til samarbejdspartnere øges over tid, en større kommunikativ indforståethed skabes, ligesom der over tid opnås et større indblik i de muligheder et netværk giver.

Under fordismen og Den nye internationale arbejdsdeling var det kendetegnende, at produktionen ikke var stedbunden. Produktionen kunne frit flyttes rundt imod de steder, hvor omkostningerne var mindst. Såfremt der stilledes krav til det lokale var det omkring lønninger, firmaskatter etc. Produktionen var international, mobil og omkostningsminimerende.

Med ny industrien geografien er det lokales rolle som producent ændret, idet stedbundetheden i højere grad har gjort det lokale til en økonomisk faktor og reel aktør, som modspil til NIAs multinationale selskaber. De bagvedliggende mekanismer, der har skabt denne udvikling er blevet gennemgået i dette kapitel med følgende argumentation:

Et skift fra pris til design og kvalitet som vigtigste konkurrenceparameter har medført, at innovationer i højere grad præger produktionen. Den fordistiske produktionsstruktur var i sin natur ikke istand til, med stigende acceleration, at ændre sine produkter til de hastigt ændrede markedsbehov. Løsningen var flexibelt specialiserede virksomheder, der i tæt samarbejde med producenter, kunder og konkurrerende virksomheder var bedre til at innovere og tilpasse sig nye markedsbehov. De fleksible virksomheders force var samarbejdet, hvor viden udveksledes og de færdige produkter blev sammensat af komponenter fra forskellige firmaer. Som forudsætning for dette samarbejde lå en indbyrdes tillid, der styrkedes ved en fælles kommunikation og kultur. Deslige styrkedes tilliden og samarbejdet som helhed over tid. Alt dette medførte en øget sammenklumpning af virksomheder, hvor argumenter bag denne agglomoration var tillid og kultur, og ikke blot en sænkelse af transaktionsomkostningerne. Det lokales rolle er med de flexibelt specialiserede virksomheders fremkomst styrket.

Efter gennemgangen af ny industri geografien fremstår det lokale som en reel aktør indenfor den globale arbejdsdeling, hvilket det lokale da også betragtes som, blandt de fleste globaliserings geografer.

I den ny industrielle geografi er der lagt vægt på stedbundenhed og vertikal disintegration i regionale netværk. Disse netværk er objekt for samarbejde mellem kunder og producenter, et samarbejde baseret på tillid og gensidig forståelse af nødvendigheden for samarbejdet. Lundvall (1992, 93), Dodgson (1993) og Lorenz (1993) peger alle på regionernes konstruktion som værende centrale i forhold til den globale økonomi. Dog skal man ikke tro, at det udspiller betydningen af globaliseringen. De industrielle centre er fortsat aktører i en global økonomisk udvikling, selvom NIG kunne friste os til at tro, at der udelukkende er tale om vertikal disintegration i form af en udhulning af store vertikalt integrerede virksomheder.

Her er Amin og Thrift (1994), ifølge vores vurdering, yderst centrale. Ifølge dem ses en fremadrettet vertikal integration, som ikke fremgår af case studier på det regionale niveau. Nye former for netværk, herunder joint-ventures og udlicitering af arbejdsopgaver over store afstande, tegner et anderledes billede. For at opnå markedsfordele i forskellige regioner er der tendens til partner kontrakter og samarbejde med underleverandører på tværs af regionerne. Det billede der tegner sig er, at den vertikale disintegration også kan ses som et tegn på en global integration i netværk af underleverandører og samarbejdspartnere, der derigennem erhverver sig globale markedsandele (og fordele).

Den udvikling, som er beskrevet af Lundvall, Dodgson og Lorenz, og som er central for ny industriel geografi, er derved ikke kun et lokalt fænomen med dertil hørende lokale konsekvenser, men i lige så høj grad et globalt fænomen. Regionerne er måske relativt autonome, men de er ikke ’free agents’ i en global økonomi og som sådan ikke uafhængige af globale netværk.

Pointen er, at de lokale produktionsenheder, ikke kan betragtes som afgrænsede lokale størrelser. De lokale produktionsstrukturer integreres nemlig i stigende omfang med andre lokalområder, ifølge Amin og Thrift (1994). Dermed siger vi ikke, at man ikke skal studere netværks relationer på det lokale niveau. Amin og Thrift (1994) påpeger netop, at regionale centre udmærket kan være studieobjektet i et forsøg på at forstå globale spilleregler, da regionerne netop er lokale centre hvori specifikke vidensstrukturer hersker.

I NIG er produktionen lokalt forankret, idet der bl.a. hersker en kulturel homogenitet i et lokalt afgrænset område. Amin og Thrift (1994) mener samtidigt, at der forekommer en integration mellem regioners produktion. En del forfattere leder tanken hen på, at det måske ikke så meget er geografisk afstand, som det er kulturel afstand der er afgørende for produktionens lokalisering. Selv om face-to-face kontakt er at fortrække, så udelukker det ikke muligheden for, at man i mange tilfælde kan kommunikere udmærket ved hjælp af moderne kommunikations medier, såfremt de kulturelle værdier og normer ikke er for forskellige, og at der er en vis sammenlignelighed mellem de respektive virksomhedskulturer.

Til slut vil vi stille spørgsmåls tegn ved den geografiske afgrænsning af kultur. Der er ikke tvivl om der er kulturelle mellem USA og Danmark, og i endnu højere grad mellem Danmark og Indien. Men man skal huske på at der ikke opereres med aspekter af kulturen som den udspiller sig i hverdagen, men at der i lyset af en verden, til stadighed knyttet tættere sammen af nye kommunikationsmedier, kan opereres med virksomhedsspecifikke kulturer som transcendere hverdagslivet (en ’corporate culture’). Inden for IT branchen er det en del af den daglige rutine, at man har kontakt med kollegaer på tværs af regioner via globale computernetværk (her tænker vi i særdeleshed på internettet og andre lignende globale kommunikationsnetværk).

Thrift (1995) kommer med et udmærket eksempel på, hvorledes kultur kan være uafhængigt af geografiske afstande. I LA´s South Central er tilgangen til almindelige monetære transaktioner og kredit, kraftigt nedadgående, da bankerne lukker den ene afdeling efter anden p.g.a. økonomisk pres. Indbyggerne her er nød til at benytte sig af mere eller mindre uformelle institutioner. Her er der rigeligt med tid, men rummet er meget beskedent. Kun få kilometer fra South Central ligger Los Angeles financielle distrikt, et sted med den nødvendige telekommunikation der sætter dem i forbindelse med et verdensomspændende finansielt system. Dette financielle distrikt er tættere på New York, London eller Tokyo i kraft af deres netværk, end de er på South Central LA. Her er billedet omvendt, tiden er beskeden, men rummet er uendeligt stort.

Sammenfattende mener vi, at det lokale skal ses som en reel aktør i den globale arbejdsdeling. Det lokale producerer i høj grad på baggrund af viden og en vis virksomhedsmæssig kulturel ensartethed med leverandører og kunder. Vi vil dog stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne kulturelle ensartethed er geografisk afgrænset. Således er vi enige med Amin og Thrifts (1994) antagelse om, at der forekommer en vis produktionsmæssig integration mellem forskellige regioner, hvilket kan være udtryk for, at de kulturelle forskelle ikke nødvendigvis er store, selv over store geografiske afstande.

Studiet af den ny internationale arbejdsdeling var bl.a. præget af begreber fra fordismen og ikke mindst fra den neoklassiske teori. Vi har baseret vores empiriske arbejde på en ny industriel analyseramme, der tager afstand fra den neoklassiske økonomi. I det følgende vil vi præsentere en spørgeguide, der indeholder de begreber fra NIG, som vi finder væsentlige for analysen af udflytning af dansk softwareproduktion, i henhold til den internationale arbejdsdeling. Interviewguidens sidste to punkter er ikke elementer fra NIG, men faktorer vi finder nødvendige som supplement til en NIG baseret analyse. Heri ligger, at vi ikke betragter NIG som en fejlfri analyseramme, indeholdende alle de relevante parametre.

Det har været helt centralt at danne et overblik over virksomhedernes netværk. Her har vi spurgt til virksomhedernes brug af underleverandører, kontakt til kunder, samt til andre eksterne aktører. Eftefølgende har vi spurgt til den rolle de forskellige aktører i netværket spiller, i forhold til virksomhedens produktion.

Dette omhandler mere specifikt kundernes rolle i forhold til produktudviklingen. Ifølge NIGs lokaliseringstese sker selve produktudviklingen oftest i netop samspillet mellem kunde og producent. Vi har i casen forsøgt at forstå denne interaktions betydning for udviklingen indenfor softwarebranchen. Det er vigtigt, som et forsøg på at forstå arbejdsdelingen, at spørge de Indiske, såvel som danske producenter, om deres kunderelationer.

Da vi netop beskæftiger os med udflytning fra Danmark til Indien, hvor der umiddelbart syntes at være store kulturelle forskelle, har vi spurgt de implicerede virksomheder om, hvorvidt, og hvordan, samarbejdet er præget af kulturelle barrierer. En vigtig pointe i NIG er som sagt, at den lokale produktion bl.a. er forankret i en vis kulturel homogenitet. Efterfølgende har vi søgt at forholde de nævnte kulturelle problemer til den type af samarbejde, der eksisterer virksomhederne imellem. De kulturelle forhold har vi undersøgt på personniveau som virksomhedsniveau.

Vi har undersøgt to forhold der er betydende herfor, den historiske baggrund for samarbejdet, samt selve konstruktionen af samarbjdet. Konstruktionen af samarbejdet kan have en formel, såvel som uformel karakter. Dette har resulteret i to hovedspørgsmål:

En af hjørnestenen i NIGs lokaliseringstese, er antagelsen om, at virksomheder vil lokalisere sig tæt op ad kunder og producenter, dvs. en antagelse om geografisk nærhed i alle produktionens faser. Denne antagelse viste sig fra starten en smule fejlagtig, i forhold til vores case. Vi valgte dog at undersøge dens beretigelse ved at spørge til de enkelte virksomheders eventuelle samarbejde med andre regionale virksomheder, samt baggrunden for virksomhedernes lokalisering (faktisk var virksomhederne oftest placerede tæt op ad andre softwareproducenter). Vi spurgte her både til formelle og uformelle samarbejder.

Både i NIG og den evolutionære økonomiske tese, er der blevet lagt vægt på innovationer som drivkraften bag virksomheders økonomiske udvikling. Derfor anså vi det for vigtigt at klargøre innovationers betydning for de forskellige virksomheder. Det viste sig her, at innovationer havde forskellige betydninger for virksomhederne i henholdsvis Danmark og Indien.

Vi har naturligvis spurgt til karakteren de forskellige virksomheders softwareproduktion, samt de formelle kontrakter produkterne udvikles igennem, for herved at placere virksomhederne i softwareproduktionens hierarki. Dette er selvsagt nødvendigt i henhold til vores problemformulering.

Da vi skal vurdere, hvorvidt vores empiri er udtryk for en ændring i den ny internationale arbejdsdeling har det været oplagt at undersøge, hvorvidt NIAs mekanismer findes i vores case. Vi har spurgt til, hvorvidt inderne har udført standardiseret og omkostningsminimerende arbejde, dog først efter, at de danske respondenter selv har forklaret det dansk indiske samarbejde.

Ovennævnte punkter har i høj grad dannet rammen for vores interviews i Danmark, såvel som i Indien. Hvorvidt de forskellige punkter har været anvendelige i vores analyse, vil vi i afslutningen af dette projekt vurdere, således at en vurdering af NIG som analyseredskab, muliggøres.

Udflytning af softwareproduktion fra Danmark til Indien er blot et lille udsnit af de aktiviteter, der foregår indenfor den globale og hastigt udviklende computerbranche. Som introduktion til vores case vil vi indledningsvis skitsere computerbranchens udvikling og kendetegn, med fokus på produkter, produktionens organisering og rumlige placering. Som introduktion til det land, hvori vores case udspiller sig, vil vi efterfølgende give en kort beskrivelse af Indiens økonomiske historie, samt en generel karakteristisk af den indiske softwarebranche. Det er væsentligt at indføre os selv og læseren i den branche og det land, der danner rammen for vores egentlige analyse, således at en bedre forståelse for aktørernes handlinger opnås, ligesom en perspektiv af empirien muliggøres, både i forhold til selve branchen og til Indien som helhed.

Denne indførelse til computerbranchen er baseret på materiale fra OECD (1996), OECD (1997) og Erhvervsministeriet (1995). Som nævnt ovenfor vil vi se på udviklingen i branchens produkter, produktionens organisering, samt lokalisering. I en række tilfælde vil henføre til den danske udvikling indenfor branchen.

Computer industrien er i høj grad globaliseret, med et højt niveau af internationale investeringer i produktionen, samt international udlicitering af produktion af delkomponenter, eller bare dele af produktionen. Derudover er der en høj grad af intern handel, samt internationale samarbejdsaftaler, ligesom branchen generelt er meget handels intensiv. Computer industrien er blandt de mest aktive af alle højteknologiske brancher, på alle af de ovennævnte områder (OECD 1996).

Branchen er i enorm vækst, hvilket skyldes, at computere og ikke mindst informationsteknologi, i stadigt stigende omfang inddrages i øvrige erhverv, samtidigt med, at det private forbrug er stigende. Computere og ITs tiltagende indtrængen i andre brancher medfører, at en sammensmeltning af forskellige brancher, deriblandt underholdning, telekommunikation og selvfølgelig computer industrien er ved at finde sted (OECD, 1996 og erhvervsministeriet, 1995). Dette vil uden tvivl medføre en lang række nye og krævende udfordringer for computer industrien.

Fra 1987 til 1994 var den globale vækst indenfor IT dobbelt så stor, som væksten i verdens samlede produktion (OECD, 1997). I 1995 blev verdens samlede IT-marked målt til ca. 527,9 Mia. US dollars (OECD, 1997). Specifikt for Danmark udgjorde IT-branchen i 1993 ca. 3 % af det samlede erhvervs omsætning, hvilket på samme år var en værditilvækst på mere end 30 %, eller 15,9 Mia. kroner, samtidigt udgjore IT-produkter ca. 5 % af Danmarks eksport. I Danmark, såvel som resten af verden er der en kraftig vækst indenfor computer industrien, hvilket primært gælder software og IT-relaterede produkter.

I 1990'erne har der været to væsentlige tendenser. For det første er man gået væk fra multi-user main-frame systemer og bevæget sig mere i retning af single-user systemer (begge er hardware dominerede systemer). Der tænkes her på PC'en, først stationære og senere bærbare, samt work-stations, der alle er istand til understøtte netværk. For det andet har der været et skift i retning af en øget softwareproduktion, samt serviceydelser, som er blevet en væsentlig del som understøtter for den øgede efterspørgsel på informations teknologi. Disse udviklingsmønstre ses i tabellen nedenfor.

Kilde: International Data Corporation i OECD 1996.Det fremgår, at der har været et skift i den type hardware der produceres, fra multi-user til single-user, men samtidig har der også været en ændring af forholdet mellem hardware og software. I 1987 udgjorde produktionen af hardware 49.7%, men den i 1995 var faldet til ca. 43.5%. Modsat denne udvikling finder man, at softwareproduktionen er steget fra 13.8% til 18.5%.

De største virksomheder har øget deres softwareproduktion (softwareudvikling), samtidig med at de har bibeholdt hardwareproduktionen. Hardwareproduktionen har fået en mere standardiseret karakter. Der er ikke længere tale om udvikling af nye systemer, men derimod forøget kapacitet, øget hastighed, øget lagerkapacitet, samt forøgede netværksmuligheder. Mens hardwareproduktion er blevet standardiseret er IT investeringer kommet i fokus, hvilket fremgår af følgende citat.

"demand for computers have become more cyclical, as is the case for other investment goods. This is due to the pervasiveness of computer and IT use, the increasing share of computers and IT products in investment, as well as a shift towards standardisation in the industry, all og which bring IT investment decision making into the mainstream of investment." (OECD, s.114, 1996).

Der er tendens til, at alliancer og fusioner indgås blandt de helt store selskaber indenfor computerindustrien. Således vil branchen fremtidigt blive domineret af omkring ti gigant virksomheder (Ehvervsministeriet, 1995 og OECD, 1996), der på flere måder vil sætte de retningslinier som branchen vil udvikle sig efter.

Mens der finder en integration sted blandt de største virksomheder, opleves en disintegration blandt de mindre virksomheder. Computerbranchens organisering bliver stadigt præget af flere mindre virksomheder, der specialiserer sig indenfor en niche af computerbranchen (Erhvervsministeriet, 1995). De mindre virksomheder vil producere i tætte netværk, der oftest er baserede på længere kontrakter.

Da danske virksomheder er som udgangspunkt relativt små, og må derfor satse på niche produktioner. En vej til succes kan være en applikationsorienteret produktudvikling, hvor der er tætte relationer til slutkunde og bruger, hvilket endvidere gælder når produktionen er rettet internationalt (Ehvervsministeriet, 1995). For mindre virksomheder, deriblandt de danske, er niche produktion i tætte netværk et vigtigt succes kriterie.

Computerbranchen vil fremtidigt blive præget af et samspil mellem globale virksomheder og regionale leverandører (Ehvervsministeriet, 1995). Dette samspil vil fungere således, at de globale aktører ejer og udvikler grundsystemerne, hvorefter de regionale underleverandører hjælper til at implementere systemerne i deres egne regioner.

Udviklingen indenfor computer branchen beskrives af mange som værende organisk. Mange af de oprindelige computer koncerner, specielt de store amerikanske, har spredt sig til andre markeder, hvilket fremgår af følgende tabel.

Kilde: Gartner Group i OECD 1996, s.114.

Amerikanske IBM, Hewlett-Packard, Compaq og Mircrosoft har alle omkring halvdelen af deres indtjening udenfor USA Dog gælder denne organiske vækst i langt mindre grad for Europæiske og Asiatiske virksomheder. Mens Amerikanske virksomheder genererer op til 50% af deres indkomst fra andre markeder end det Amerikanske, har især Japanske virksomheder vist et modsat billede, med kun en minimal fortjeneste hentet ud af det Europæiske og Amerikanske marked.

USA har tidligere været den dominerende producent af hardware, men med tiden har SØ Asien, med Japan i spidsen, langsomt overtaget en mere dominerende position. Det skal dog ses lidt mere nuanceret end som så, hvilket fremgår af følgende kort, der henholdsvis viser den globale fordeling af hardwareproduktion og denne hardwareproduktions marked.

Kort 3: Hardwareproduktionens lokalisering.

Kilde: Tallene er fra Elsevier Advanced Technology i OECD (1996).

Kort 4: Lokaliseringen af hardwaremarkedet

Kilde: Tallene er fra Elsevier Advanced Technology i OECD (1996).

Det fremgår, at det samlede Asien sidder på halvdelen af verdensproduktionen, men omvendt kun på 30 % af markedet. Dette skyldes dels, at forbruget af denne type af produkter i Asien, privat som på virksomhedsplan, er væsentligt lavere end i den vestlige verden, hvilket grundlæggende skyldes en lavere levestandard. En anden grund er, at Europæiske og specielt Amerikanske producenter, har flyttet dele af produktionen til lande som Singapore, Taiwan og Sydkorea, hvilket er muliggjort af standardiseringen af hardwareproduktionen og begrundet i landenes lave lønninger. De i Asien producerede komponenter vil blive ført tilbage til de vestlige virksomheder.

Kendetegnende for den globale udvikling indenfor computer branchen, er at handelsbalancen mellem de forskellige hoved producerende verdensdele forskydes. Mens Europa og Nord Amerikas eksport har været dalende på verdensmarkedet, har både Japan og den nye Asiatiske økonomier vundet eksportandele. De nye Asiatiske økonomier eksporterede i 1980 mellem 1 og 2 % af verdens samlede eksport, men er i dag oppe på over 20% af den samlede eksport, hvilket er en markant forøgning. Samtidigt er deres import steget, dog ikke i samme grad, men alligevel har den økonomiske vækst i SØ Asien været med til at udvide markedet for IT og computer produkter, til også at omfatte denne verdensdel. Europas andel af eksport og import er faldet, mens USA har en dalende eksport, men derimod en stigende import.

Mens hardware produktionen er blevet standardiseret, er det nu softwareproduktionen, der præger udviklingen. Samtidigt har dele af softwareproduktionen undergået en udvikling hen imod en mere standardiseret karakter. Hvor softwareprodukter tidligere, altid var resultat af en ny udvikling, er genbrug nu en væsentlig del af softwareproduktionen (Ehvervsministeriet, 1995).

Et internationalt samarbejde, hvor producenter genbruger allerede udviklede softwaremoduler, og hvor produkterne skal tilpasses internationale snit, vil fremtidigt præge udviklingen. Derudover vil udvikling af applikationer i stigende grad bestå i en integration, sammensætning, af allerede eksisterende standardsystemer (Ehvervsministeriet, 1995).

Det fremgår, at hvor softwareproduktion tidligere var præget af konstant ny udvikling, innovationer, er branchen i dag præget af genbrug af allerede eksisterende produkter. Skal vi henholde dette til vores tidligere niveauer for softwareproduktion er det tydeligt, at der sker et skift fra udvikling i selve grundproduktet (mod markedet), til udvikling af applikationer, der bygger på allerede eksisterende grundprodukter (udvikling mod kunder).

Den globale computerbranche er primært præget af amerikanske, vesteuropæiske og SØ asiatiske producenter. Branchen er i enorm vækst, hvilket ikke mindst skyldes dens indtrængen i øvrige brancher. I takt med, at hardwareproduktionen er blevet standardiseret, er software- og IT-produktion kommet i fokus.

Indenfor softwareproduktionen er der tendens til en vis genbrug af produkter, hvilket har medført, at mindre virksomheder kan overleve på niche produktioner, der sigter på et smalt markedssegment, eller hvor allerede eksisterende produkter tilpasses til kunders behov gennem tætte relationer til slutkunder. På den anden ende af skalaen er der tendens til, at de største virksomheder fusioneres, således at få gigant virksomheder vil styre den egentlige udvikling.

Dette afsnit vil indledningsvis beskrive Indien og den historiske udvikling, der er relateret til Indiens økonomi og til samarbejdet med vestlige virksomheder. Efterfølgende vil nutidens Indien blive skitseret, først omkring en række generelle områder, dernæst relateret til den specifikke situationen på softwareområdet.

Areal (1995): 3287590 km2

Befolkning (1995): 937 mio.

Befolkningstilvækst (1988-1993): 2 %

BNI/capita (1994-95): 330 US Dollars

Vækst i BNI/capita (1994-95): 2,6 %

Årlig økonomisk vækst (1992-95): 5,9 %

Bruttonational produkt (1997): 330 mia. US Dollars

Eksport af varer (1997): 33 mia. US Dollars

Import af varer (1997): 38,5 mia. US Dollars

Levealder: 61 år

Analfabetisme: 52 %

Fordeling af de økonomiske sektorers betydning for BNP (1994-1995):

Landbrug 29,4 %

Industri 29,4 %

Tjenesteydelser 41,2 %

Ovennævnte tal er fra Danida 1997, samt LEC 1997.

Med næsten en milliard indbyggere er Indien verdens næst mest folkerige land. Indien er et såkaldt udviklingsland, hvor mellem 300 og 400 mio. mennesker lever under fattigdomsgrænsen (Danida, 1997). Således lever 1/3 del af inderne i fattigdom, ligesom landet har 1/3 del af verdens samlede antal fattige (Danida, 1997). Mens der er stor ulighed mellem Indiens rige og fattige, er der ikke de store økonomiske forskelle mellem landets enkelte delstater. Som nævnt i indledningen er det paradoksalt, at et så fattigt land som Indien er blandt verdens største softwareproducenter.

Danske virksomheder i Indien er ikke noget nyt fænomen. Tilbage i 1600-tallet etablerede Dansk Ostindisk Selskab sig i Indien, hvorfra tekstilvarer og krydderier blev hentet til Europa. Siden da har en række danske virksomheder haft interesser i Indien, men denne udvikling er først rigtigt taget fat her i 1990erne. Vi vil i dette afsnit inddele Indiens historie i tre perioder, hvor den første omhandler den britiske kolonimagts fysiske tilstedeværelse frem til 1947. Den anden periode er fra 1947 til 1991, hvor Indiens politik var bygget op omkring et tæt forhold til Sovjetunionen. Den sidste perioder leder op til landets nuværende situation. Den begyndte groft sagt i 1991, hvor Indien påbegyndte en liberalisering og åbnede op for udenlandske investeringer.

Det engelske East India Company begyndte sit virke i Indien 1600-tallel, og blev langsomt det dominerende selskab, der kontrollerede hovedparten af den indiske eksport til Europa. I begyndelsen af 1800-tallet havde selskabet kontrol over det meste af Indien. Englænderne styrede landets produktion, heriblandt te, kaffe og bomuld, der primært var rettet mod vesten, ligesom man påbegyndte en udbygning af infrastrukturen, hvoraf jernbanenettet var det vigtigste. East India Company var tilstede i Indien af økonomiske årsager og forsøgte ikke at missionere ved at omvende inderne til kristendommen, fra deres forskellige religioner. Strategien for udnyttelsen af Indiens ressourcer var langsigtet, og således investerede englænderne stort i netop udbyggelsen af infrastrukturen, vandingsanlæg til landbruget, opførelse af nye bydele etc. Først i anden halvdel af 1800-tallet blev kontrollen med Indien overdraget fra East India Company til den britiske regering.

Således var Indien under den britiske regering indtil 1947, hvor et selvstændigt Indien, som vi kender det i dag, blev skabt. Mahatma Gandhi skal her nævnes, idet han ofte bliver betragtet som Indien fader, pga. hans ikke voldelige kamp for selvstændighed. Ved uafhængigheden i 1947 blev Indien separeret fra Pakistan og Sri Lanka, hvilket har givet en række problemer i de indiske regioner, hvor man føler et tilhørsforhold til nævnte lande.

Relateret til vores teoriafsnit omkring den internationale arbejdsdeling er det oplagt, at arbejdsdelingen mellem Indien og England i perioden frem til 1947 kan karakteriseres som den klassiske arbejdsdeling. Råvarer fra Indien blev sejlet til England, hvor de efterfølgende blev forarbejdet og forbrugt.

Det engelske kolonistyre har med magt ført en masse ressourcer ud af Indien, samt tvunget den arbejdsdygtige befolkning til bestemte typer af arbejde, hvilket på flere måder kan have bremset Indiens naturlige udvikling. Kolonistyret har dog ikke været et ubetinget onde, set i bakspejlet. Inderne taler i dag udmærket Engelsk, hvilket er et resultat af englændernes tilstedeværelse, som giver landet en række fordele i forhold til andre 3. Verdens lande. På samme måde har jernbanen medført en infrastruktur, der gør det nemmere at transportere varer og mennesker rundt i dette enorme land. Derudover efterlod englænderne i 1947 et relativt udbygget administrationsapparat, der, selvom man oplever en del korruption i dag, gav inderne et nogenlunde grundlag for at påbegynde deres egen regering af dette land.

Siden selvstændigheden i 1947 har Indien været en suveræn, demokratisk og føderal republik. Politisk har det demokratiske Indien været domineret af Kongres partiet, der søgte den brede befolkning, bl.a. ved at acceptere det indiske folk forskellige religioner. Kongres partiet var domineret af Nehru og Gandhi familierne.

Den økonomiske politik blev baseret på planøkonomiske idéer, hvor målsætningen var selvforsyning. Deraf ville man opnå uafhængighed af omverden, hvilket ville gøre landet mindre sårbart (Danida, 1997). Udenrigspolitisk fik Indien et tæt tilknytning til Sovjetunionen, der blev en vigtig handelspartner, på trods af selvforsyningsstrategierne.

I forlængelse af de planøkonomiske strategier og ønsket om selvforsyning var udenlandske investeringer generelt ikke velkomne. Således krævede det specielle tilladelser, ligesom der stilledes bestemte krav til virksomheder, hvor mere end halvdelen af aktierne var udenlandsk ejede. IBM trak sig ud af Indien tilbage i 1980erne, da de mente, at forretningsklimaet var blevet for fjendtligt (Poul Steen). Coca Cola kom først ind på det indiske marked i 1990erne, hvilket er sent i betragtning af selskabets erklæring om, at Coca Cola skal kunne købes overalt i verden.

I 1984 udgjorde de udenlandske investeringer (FDI) i Indien mellem 1 og 1.5 Mia. amerikanske dollars, hvilket svarede til mellem 0,6 og 0,7 % af landets BNP (Sanjaya Lall, 1993). Til sammenligning udgjore FDI 8,1 % af Taiwans BNP (1988), 11,3 % af Indonesiens BNP (1987), ca. 12 % af Thailands BNP (1986), 12,0 % af Kenyas BNP (1984) og 13,6 % af Mexicos BNP (1987). Det er tydeligt, at den relative andel af udenlandske investeringer i 1980erne var væsentligt lavere i Indien, end i andre udviklingslande, eller NIC lande, hvilket skyldtes landets planøkonomiske selvforsyningsstrategier.

Relateret til den internationale arbejdsdeling har de få udenlandske (vestlige) investeringer i Indien fra 1947 til 1991 medført, at Indiens involvering i den ny internationale arbejdsdeling har været relativ beskeden. Da vestlige virksomheder udflyttede de arbejdskraftsintensive dele af deres produktion valgte de kun sjældent at lokalisere dette i Indien. Lønningerne har helt sikkert været lave, der har været nok mennesker til at betjene maskinerne, men det politiske klima i Indien har ikke tilgodeset en udflytning dertil.

I slutningen af 1980erne oplevede Indien en økonomisk krise. Det stigende underskud på statsvirksomhederne, den stigende inflation, den reducerede vækst og den næsten opbrugte valutabeholdningen medførte et behov for ændring af den økonomiske politik (Danida, 1997). At den økonomiske krise ramte Indien i slutningen af 1980erne, og at regeringen efterfølgende reformerede det økonomiske system, hænger sammen med Sovjetunionens sammenbrud, og Rusland efterfølgende skift imod markedsøkonomi.

Som resultat af den økonomiske krise søgte den indiske regering lån hos IMF, hvorefter man med støtte fra IMF og Valutafonden besluttede at gennemføre økonomiske reformer, i form af liberalisering og markedsøkonomi (Danida, 1997). Krav om økonomiske reformer kan tænkes at være en forudsætning for dette lån. Et af formålene med de økonomiske reformer var at tiltrække flere udenlandske investeringer, hvilket medførte en lempelse af den proces, der skal godkende de udenlandske firmaers tilstedeværelse i Indien. Siden 1992, hvor reformerne begyndte at træde i kraft, har Indien haft en årlig vækst på ca. 6 %, en øget eksport, samt en forøgning af valutabefolkning, hvilket bl.a. er resultat af udenlandske investeringer (Danida, 1997).

Mellem 1991 og 1993 steg de amerikanske investeringer i Indien fra 104 mio. USD til 1,1 mia. USD, hvilket er en ti dobling på blot to år (Streamlau, 1996). Dette vidner om, at Indiens økonomiske systemskifte i 1991, i praksis medførte enorme forøgelser i mængden af udenlandske investeringer. Ifølge Danida her væksten primært tilgodeset middelklassen, hvorimod den fattige del af befolkning kun har fået et lille udbytte af denne vækst. Dette kan forklares med, at hovedparten af Indiens fattige bor i landdistrikterne, mens de udenlandske investeringer koncentreres i storbyerne. I softwarebranchen er de udenlandske investeringer netop koncentreret i storbyerne, samtidigt med, at de beskæftiger de veluddannede, middelklassen og opefter.

Dette afsnits funktion er at præsentere en række karakteristika ved den indiske softwarebranche, som vores cases udspiller sig i. Visse steder vil det være oplagt at diskutere de skitserede forhold, men så vidt muligt vil vi gemme diskussioner til efter vores analyse af empirien, således at denne kan inddrages i diskussionerne.

Ansatte i softwarebranchen: 160.000

Salg til eksport: 1,6 mia. US Dollars

Salg til hjemmemarked: 0,5 mia. US Dollars

Vækst i eksport salg (1996-97): 55,04 %

Vækst i hjemmemarked salg (1996-97): 48,90 %

Vækst i alt: 52,60 %

(Alle tal er fra LEC, 1997)

Indiens softwareproduktion har en verdensmarkedsandel på mere end 20 % (LEC, 1997), hvilket gør Indien til verdens næst største softwareproducent (ifølge Jørgen Nielsen). Den store verdensmarkedsandel er et resultat af vestlige softwareproducenters udflytning til Indien, hvorfra produkterne efterfølgende eksporteres tilbage til vesten. Af store udflyttede virksomheder kan nævnes Microsoft, Motorola, Oracle, Texas Instruments, British Telecom, Siemens, Mærsk Data og Sony.

I 1997 udgjore den samlede softwareproduktion i Indien ca. 0,6 % af landets BNP. Samtidigt udgjore softwareprodukter ca. 5 % af Indiens samlede eksport. Vi kan ikke generalisere over kvaliteten af det softwarearbejde, der udføres i Indien. På den ene side har 142 af verdens 500 højest estimerede softwarevirksomheder, "fortune 500", afdelinger i Indien (LEC, 1997), ligesom Motorolas software team i Bangalore officielt er blandt verdens 3-4 eneste 5 stjernede softwareudviklere (Stremlau, 1996). Omvendt er der eksempler på, at inderne udfører standardiseret softwarearbejde, idet lønningerne er lavere i Indien, end i vesten. I vores case vil vi vende tilbage til denne karakterisering af den indiske softwareproduktion. Generelt er lønningerne i softwarebranchen i Indien ca. 20-25 %, i forhold til de tilsvarende stillinger i vesten (Stremlau, 1996 og Maegaard 1997).

Det fremgår tydeligt, at softwareproduktionen er lokaliseret og koncentreret i Indiens storbyer. Der er en række oplagte grunde til dette, hvilket inkluderer infrastruktur (internationale lufthavne, hoteller, boliger etc.), rigeligt med velkvalificerede arbejdere, universiteter, samt mere generelt et storbymiljø, hvor veluddannede indere og vesterlændinge alt andet lige vil trives bedst, grundet større intellektuelle og kulturelle udfordringer. Derudover vil en placering i storbyerne mindske en række transaktionsomkostninger, idet banker, servicefunktioner etc. ligeledes er placeres i storbyerne.

Softwareproduktionen er ikke koncentreret i enkelte storbyer, hvilket den evige fokusering på Bangalore ellers kunne vidne om. Dette kan bl.a. forklares med, at den enkelte storbys humanressourcer og infrastruktur ikke alene kan absorbere denne massive udflytning. Derfor må udflytningen nødvendigvis sprede sig imod den relativt immobile familieorienterede indiske arbejdsstyrke, således at hverken humanressourcerne eller infrastrukturen overbelastes.

Som det ses på kortet har Mumbai, Indiens økonomiske center, den største andel af Indiens samlede softwareproduktion med sine 26, 74 %. Bangalore, der ofte betragtes som synonymt med Indiens softwareproduktion, har tilsvarende ca. 20 %. Derefter følger Delhi (16,28 %), Madras (11,86 %) og Hyderabad (8,60 %). Sammenlignes byernes indbyggertal med deres produktion vil Bangalore fremstå som den mest produktive, hvorimod Calcuttas produktion er temmelig begrænset i forhold til byens mange indbyggere.

Det fremgår af tidligere nævnte tal, at ca. 25 % (0,5 mia. USD) af den indiske softwareproduktions omsætning er på det indiske hjemmemarked. En væsentlig andel af de 25 % udgøres af intern handel mellem de i Indien placerede vestlige softwarevirksomheder, og således er tallet ikke et reelt udtryk for et stort indisk hjemmemarked. Den indiske eksport af software fordeler sig på følgende vis:

Kort 5: Softwareproduktions destination

Kilde: Tal er fra LEC (1997)

Den indiske eksport af software er ulige fordelt mellem de tre største markeder; USA, EU og Japan. Således aftager USA 56,24 % af Indiens produktion, imod Europas 20,60 % og Japans beskedne 4,41 %. Faktisk er Singapore og Hong Kong tredje største importør af indisk software, da de tilsammen importerer 10,40 % af denne. Indiens beskedne eksport til Japan skal forklares med, at Japan primært investerer i de Sydøst asiatiske lande som Thailand og Taiwan, og således har Indien og Japan ikke den store forretningsmæssige tilknytning. Indien er i højere grad orienteret imod vesten, hvor man, i hvert fald forretningsmæssigt, føler et større tilhørsforhold, hvilket kan forklares med det engelske sprog, og den historiske tilknytning til netop England.

USA store import af indisk software, sammenlignet med EU, er et resultat af større amerikanske investeringer i indisk softwareproduktion, i forhold til EU. Denne udvikling kommer af en amerikanske softwareproduktion, der i højere grad end den europæiske, har været præget af store virksomheder. Alt andet lige har store virksomheder nemmere ved at udflytte dele af produktionen, idet de besidder den kapital som investeringer i en udflytning kræver. Det fremgår, at der er en sammenhæng mellem den rumlige fordeling af Indiens softwareeksport og den geografiske oprindelse af de udenlandske investeringer i Indien. Ofte vil en indisk softwareproducent, der er amerikansk ejet, således eksportere produkter til det amerikanske marked eller direkte til det amerikanske moderselskab.

Der forventes stadig en kraftig vækst i den indiske softwarebranche, der ifølge the National Association of Software and Service Companies vil opnå et salg på omkring 5 mia. USD ved år tusind skiftet. Indien har omkring 3 mio. forskere og teknikkere, hvilket betyder, at Indien kan absorbere en fortsat vækst i softwarebranchen, idet de veluddannede indenfor de naturfaglige områder hurtigt kan konverteres til softwarebranchen. Derudover uddannes hvert år ca. 15.000 programmører fra de indiske universiteter, hvortil bl.a. ingeniører med datalogi som sidefag kan tillægges. Softwarebranchen er stor i Indien, og der er ingen tvivl om, at der fra det officielle Indiens side, bl.a. satses på denne branche som bærende for den økonomiske udvikling.

Væksten i den indiske softwarebranche har medført en markant lønstigning til de inderne, der er blevet involveret i branchen. Flere og flere inderne får job i branchen, hvor der typisk tjenes 10.000 USD årligt, og hvor lønstigningerne årligt er op imod 25 % (Stremlau, 1996). Der er næppe tvivl om, at væksten i softwarebranchen medfører store lønstigninger til en voksende del af befolkningen, hvilket medfører en kapitaltilførsel fra vesten til Indien.

På nuværende tidspunkt rammer den øgede velstand primært de involverede i softwarebranchen, og således skabes et større skel mellem en fremgangsrig middelklasse og de stilstandsprægede lavere klasser. I dag er der ikke tendens til, at væksten i softwarebranchen genererer en bredere økonomisk udvikling i Indien, eller at den kommer de fattige tilgode i form af sociale programmer og udbygget infrastruktur, iværksat af et større skattegrundlag (Stemlau, 1996).

Selv i Bangalore, hvor softwareproduktionen er størst i forhold til indbyggertallet, har beskæftigelsen i softwarebranchen ikke formået at øge byens generelle velstand, i form af bedre vandforsyning, infrastruktur, færre fattige etc. Mange af de udenlandske firmaer i Bangalore har bygget såkaldte Technologyparks, der udover arbejdspladser, kan indeholde boliger, egen strømforsyning, butikker, skoler, sygepleje etc. (Stemlau, 1996). I sådanne tilfælde, hvor der skabes et samfund i samfundet, er det oplagt, at investeringerne absolut ikke kommer den brede befolkning tilgode.

Omvendt medfører væksten i softwarebranchen et potentiale for en bred økonomisk udvikling i Indien, såfremt den økonomiske vækst kan spredes rundt i samfundet, hvilket formentligt vil kræve politiske initiativer, byggende på en omfordelingen via skatten.

Vi har i dette projekt ledt op til, at der kan være grundlag for at revidere den hidtidige arbejdsdelingsopfattelse, som er beskrevet i afsnittet om den ny internationale arbejdsdeling. Teoretisk har vi med inddragelsen af ny industri geografien, samt globaliseringsteorien allerede argumenteret for, at der er basis for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling, primært med baggrund i ny industri geografiens lokalt forankrede produktion. Opsamlingen på teorien resulterede i den tidligere behandlede interviewguide, der indeholdt de elementer og begreber, hvormed vi mente, at nutidens internationale arbejdsdeling skal belyses. Empirisk vil vi med semi strukturerede kvalitative interviews, baseret på den omtalte interview guide, belyse om der er basis for en revurdering af NIA.

Vi har i første omgang valgt at holde den danske og indiske analyse adskilt, således at de fire danske virksomheder behandles, analyseres og sammenfattes, før end den indiske analyse foretages. Ved at holde analyserne adskilt mener vi at få en bedre forståelse for, hvorledes samarbejdet opfattes fra henholdsvis Danmark og Indien. Det vil vise sig, at der er en forskel i, hvordan den internationale arbejdsdeling fremstår ifølge analysen fra henholdsvis Danmark og Indien. Vi mener, at det er vigtigt at præsentere begge resultater, før end vi sammenfatter de to analyser til en beskrivelse af udviklingen i den internationale arbejdsdeling. Vi vil ikke forholde os decideret kritisk til respondenternes udlægning af samarbejdet i analyserne af henholdsvis Danmark og Indien. Vores kritiske stillingtagen vil blive gemt til sammenfatningen af de to analyser, hvor synspunkterne for de samarbejdende virksomheder vil blive vejet overfor hinanden, for efterfølgende, at danne grundlag for en stillingtagen til arbejdsdelingsbegrebet.

I det følgende vil vi analysere henholdsvis CRI, Mærsk Data, IBM Danmark og 7 Technologies med henblik på virksomhedernes brug af indiske underleverandører. Alle interviewene, som analysen er baseret på, er opbygget omkring den tidligere præsenterede danske interviewguide. Vi har ikke haft tilladelse til at optage interviewene, hvilket medfører, at der ikke er citater i analysen. Jørgen Nielsen (7 Technologies) og Henrik Maegaard (CRI) har dog begge udgivet tekster, der omhandler dette emne, hvilket vil i visse tilfælde vil citere fra.

CRI begyndte sit virke i 1978 og er lokaliseret i Birkerød. CRI er en forskningsbaseret virksomhed med udspring i dansk softwareproduktion i det man kan kalde den Danske ’Silicon Valley, som rent geografisk hører hjemme i Nordsjælland. Den har herfra spredt sig ud til at omfatte en række afdelinger rundt om i verden, bl.a. en udviklingsafdeling i Norge og en salgsafdeling i USA. På verdensplan tæller CRI 500 ansatte, hvoraf de 300 er ansat på afdelingen i Birkerød. CRI besidder et højt teknologiske niveau, hvor deres forsknings- og udviklingsafdeling danner grundlaget for deres ekspertise, der har medført kunder som NASA, Philippine Airlines, Lufthansa, British Airways, Rolls-Royce Aero Engines og Commerzbank (i Tyskland). Vores informant hos CRI var Henrik Maegaard. Nedenstående analyse af CRI er dels baseret på vores interview med Maegaard, dels på en artikel af Maegaard, der henvender sig til virksomheder, der overvejer brugen af indiske samarbejdspartnere. Maegaard er chef for CRIs produktudvikling.

Figuren er egen produktion – Den viser CRI’s netværksrelationer i forhold til et produkt.

egne underleverandører, fra såvel USA som Indien. I det følgende vil vi beskæftige os med CRIs netværk omkring udviklingen af programmet workflow management. Grunden til at vi har valgt udviklingen af workflow management som case er, at inderne bruges til dette produkt.

Figuren viser først og fremmest, at CRI fungerer både som kunde og som leverandør. Dernæst ses det, at den innovative produktudvikling primært sker som et samspil mellem CRIs udviklingsafdeling og CRIs kunder. Der tilføres endvidere ekstern viden fra den internationale Workflow Management Coallition, men dette vidensinput er ikke af samme betydning for produktudviklingen, som interaktion med UNISYS er det. Ved forholdet mellem CRI og underleverandører ses det, at CRI er afhængige af amerikanske Oracle og Summit Soft, hvorimod man ikke er afhængig af indiske CRBs produktion.

Omkring softwareproduktion er det nødvendigt, at man har et programmeringssystem som C++, Visual Basic eller Turbo Pascal, for overhovedet at kunne designe nye programmer. Oracle og Sumit Soft er begge leverandører af CRIs programmeringssystemer og CRI er derfor afhængige af de to eksterne underleverandørers produkter for at kunne udvikle Workflow Management. CRIs indiske partner CRB, fremtræder derfor anderledes sammenlignet med de to andre underleverandører, idet CRI ikke er afhængigt af det indiske firmas produkter.

Konkret leverer inderne dele af Workflow Managements brugerflade, hvorimod CRI, i samarbejde med UNISYS, udvikler grundprogrammet. Grundprogrammet er selve kernen i produktet, mens brugerfladen bliver betragtet som en mere standardiseret vare, der skal gøre programmet brugervenligt. Når inderne programmerer selve brugerfladen er det udtryk for, at inderne tilpasser produktet til kunders præcise behov. Inderne lægger en applikation oven på grundproduktet. Således er der ifølge Maegaard en teknologiske niveau deling i arbejdsopgaverne, hvor indernes opgaver omkring udviklingen af Workflow Management er på et lavere teknologisk niveau end CRIs og UNISYS'. Det lavere teknologiske niveau, der kræves af design af brugerflader medfører, at denne type opgaver kan varetages af de fleste programmører. Derfor kan CRB uden de store problemer udskiftes til en ny underleverandør, såfremt CRI ønskede dette.

Maegaard mener, at vidensudveksling mellem firmaer, der potentielt set er konkurrenter, i det store hele er positivt. Ansatte skal have lov at kommunikere på tværs af virksomheder, hvilket fremmer deres kunnen på området. Derudover får man tilført viden, såfremt der deltages i såkaldte standardiseringsgrupper, hvor forskellige virksomheder kan udveksle erfaringer, idéer mv. omkring specifikke typer af programmer. CRIs deltagelse i Workflow Management Coallition er et eksempel på et sådant samarbejde. Det kan ikke undgås, at konkurrerende virksomheder drager fordele af CRIs bidrag til sådanne samarbejder, men sådan er vilkårene, og det overordnede udbytte af sådanne standardiseringsgrupper er da også positivt.

Udfra CRIs opbygning og brug af netværk vil vi karakterisere virksomheden som en fleksibelt specialiseret virksomhed, som de er beskrevet i vores NIG afsnit. Dette er primært begrundet i CRIs interaktion med leverandører og kunder, hvilket spiller en væsentlig rolle for CRIs innovationsevne og produktudvikling.

Omkring CRIs udvikling af Workflow Management bruges CRB til at minimere produktionsomkostningerne. CRI benytter i dette tilfælde groft sagt inderne som billig arbejdskraft, hvis konkrete arbejdsopgaver er dikteret og udførligt beskrevet af CRI. CRI kunne omkring udviklingen af Workflow management gøre brug af andre underleverandører men bruger CRB, idet de indiske programmører er billigere end de danske, norske eller amerikanske programmører, som CRI ellers gør brug af.

Set i et større perspektiv bruger CRI i høj grad inderne til at holde omkostningerne nede, og således er indernes rolle ved udviklingen af Workflow Management ikke et enestående tilfælde. CRI bruger ofte CRBs indiske programmører til at levere bestillingsopgaver, udfra forudsatte overordnede specifikationer, således at produktionsomkostningerne holdes nede i forhold til de vestlige kunder.

Ifølge Maegaard er de indiske programmørers lønsats ca. 20% i forhold til de danske lønninger. Når diverse udflytnings omkostninger medregnes opnås en besparelse på ca. 50%, ved en softwareproduktion på 500.000 linier i Indien, i forhold til en tilsvarende produktion i Skandinavien. Dette resultat, som Maegaard er nået frem til via projekter i henholdsvis Norge og Indien, medfører en absolut besparelse på 1 mio. Amerikanske Dollars om året, ved en årlig produktion på 500.000 linier. Da produktionsomkostningerne i Norge og i Danmark er relativt ens, gælder en besparelse på 50% ved produktion i Indien ligeledes, i forhold til en tilsvarende produktion i Danmark. Besparelser af denne størrelse er selvsagt af enorm betydning for et givent firmas konkurrenceevne, også selvom der indenfor de højteknologiske brancher primært konkurreres på design og kvalitet, fremfor på pris. Ifølge Maegaard er de primære incitamenter til udflytning af software produktion til Indien af omkostningsminimerende karakter.

Det skal så afgjort tilføjes, at inderne ifølge Maegaard er ganske gode, når det gælder programmering og design af brugerflader. De er i højere grad end danskerne uddannet vha. brugerflader, og er således yderst kompetente på dette område. Til gengæld er de meget svage på andre punkter, og der er da også et teknologisk niveau til forskel på programmering af brugerflader og selve programkernen.

Størstedelen af CRIs aktiviteter er rettet mod vestlige kunder, men CRI opererer ligeledes på det asiatiske marked, hvor man har kunder som Singapore- og Philipine Airlines. Vi mener, at det er vigtigt at skelne mellem CRI’s brug af Inderne i forhold til de Asiatiske kunder og brugen af Inderne i forhold til de vestlige kunder Således bruges inderne af omkostningsminimerende årsager i forhold til de vestlige markeder, hvilket er fremgået af ovenstående, mens karakteren af CRBs arbejde er noget anderledes i forhold til de asiatiske kunder.

I forbindelse med kontraktarbejde for Singapore- og Philipine Airlines har CRI udelukkende benyttet sig af Indisk arbejdskraft. I forhold til det Asiatiske marked fremgår det at inderne spiller en anden rolle, end blot at være omkostningsminimerende. Inderne er i dette tilfælde vigtige i forholdet til kunden, hvilket inkluderer skabelsen af aftaler og forståelsen af det asiatiske markeds behov. I dette tilfælde får CRI adgang til det asiatiske marked via CRB. Således er CRI delvist afhængig af CRB i forhold til adgangen til det asiatiske marked, og således bruges inderne til mere end blot at være omkostningsminimerende, i forhold til CRIs kunder i Østen.

En udflytning af software produktion er forbundet med forskellige omkostninger, hvilket bl.a. illustreres af, at lønningerne i Indien som tidligere nævnt er 20% af de danske, men at besparelsen i sidste ende bliver 50%, og ikke de 80% som ellers ville matche lønningerne. En del af omkostningerne er forbundet med flyrejser, opstart af projektet, investeringer etc. Denne type omkostninger vil være tilstede ved enhver udflytning af produktion, deriblandt ved udflytning mellem vestlige lande.

Teknologisk set er udflytning til Indien ikke et væsentligt problem, idet inderne betragtes som dygtige programører til de lidt lettere opgaver, omkring design af brugerflader. Da indernes funktion er denne type af opgaver er der ingen teknologisk barriere ved CRIs udflytning af software produktion.

Ifølge Maegaard er det naturligvis vigtigt at fastholde et formelt kontraktforhold til sin indiske samarbejdspartner, men derudover er det ligeså vigtigt at opretholde et forhold af personlig tillid til inderne. Det tager længere tid at opnå et tillidsfuldt forhold til inderne, end det f.eks. tager i forhold til amerikanske samarbejdspartnere, hvilket i høj grad bunder i større kulturelle forskelle.

Den indiske forretningskultur er meget forskellig fra den vestlige, da den bl.a. forudsætter at man har et godt personligt forhold, førend man begynder på forretninger. Således er det vigtigt, at der skabes personlige forhold mellem inderne og danskerne, og at danskerne forstår den indiske kultur, hvor familien og religionen er livets vigtigste aspekter. Derudover kan det være nyttigt at tage med inderne i templer, samt efterligne deres vegetariske spisevaner, hvilket dog ikke skal overdrives.

Udover kulturelle forskelle skal man endvidere være opmærksom på de teknologiske og organisatoriske forskelle mellem Danmark og Indien. Inderne er dygtige omkring brugerflader, men på andre områder befinder de sig på et lavere teknologisk niveau. Der et stort spring i lønninger mellem managere og programmører i Indien, og derfor vil programmørernes arbejde i høj grad drives af løn, samt forhåbninger om forfremmelse, og ikke af hvorvidt arbejdet er interessant eller ej.

Den relativt lille tidsforskel gør det muligt at have kontakt med inderne i den normale arbejdstid, telefonisk som over internettet, internettet der anses som en afgørende forudsætning for denne udflytning af arbejde. Det arbejde der udføres i Indien kan nemlig sendes via nettet til CRI, der efterfølgende vurderer det og sender rettelser mm. tilbage over nettet. I princippet betyder den geografiske afstand mellem Danmark og Indien intet i dette tilfælde, ifølge Maegaard.

Alt i alt er der en række omkostninger ved udflytning af arbejde til Indien, hvilket primært bunder i kulturelle og forretningsmæssige forskelle mellem Danmark og Indien, og ikke de to landes geografiske afstand. De nævnte barrierer er dog til at overkomme, når man tager i betragtning, hvilke enorme lønmæssige besparelser en sådan udflytning medfører. Heri ligger desuden, at det primære incitament til udflytning er omkostningsminimerende, og således er inderne ikke en del af den produktudviklende proces, men leverer et stykke arbejde, der er af standardiseret karakter. CRI benytter deslige, indernes ekspertise omkring de asiatiske forhold som adgang til det asiatiske marked.

I henhold til vores arbejdsdeling indenfor softwareproduktionen fremgår det, at CRI besidder og udvikler i kernen af workflow management produktet, hvilket medfører at CRIs produktion er rettet mod markedet, ligesom de innovative processer i produktudviklingen findes her. I henhold til det asiatiske marked lægger CRB applikationer ovenpå grundprogrammet, således at brugerfladen tilpasses kundernes behov, hvilket vi har karakteriseret som arbejdsdelingens andet trin. Derudover leverer CRB standardiserede dele af CRIs programmer, hvilket betragtes som arbejdsdelingens tredje niveau.

Afslutningsvis kan CRI på flere punkter betragtes som en flexibelt specialiseret virksomhed, der produktudvikler i samarbejde med kunder og andre eksterne forbindelser, ligesom virksomheden gør brug af underleverandører, deriblandt indiske CRB.

Mærsk Data adskiller sig fra CRI ved i højere grad at basere sin ekspertise på et behovsbaseret grundlag. MD er opstået med baggrund i et behov for transportstyringssystemer hos A. P. Møller, men har så senere lanceret sig på et større marked med baggrund i den ekspertise de derved har opnået. I Danmark har MD ca. 350 ansatte i afdelingen på Nørrebro i København. MD har yderligere 80 ansatte i USA, en afdeling i Tokyo med 30-40 ansatte, samt naturligvis en indisk afdeling. MDs produkter er dels rettet mod brug i selve AP Møller koncernen, og dels mod eksterne kunder. Selve MDs produktudvikling foregår hovedsageligt i et samspil mellem MD og deres kunder, om end der ligeledes produktudvikles internt i koncernen, hvorefter de færdige produkter er rettet mod markedet. Mærsk Data har deres egne grundprodukter, hvor der udvikles i kernen, men væsentligt er det, at de bruger mange ressourcer på selv at tilpasse deres produkter til kunderne. Vores informant hos MD var Grethe Toxværd.

Det fremår af figuren, at Mærsk Datas produktudvikling forgår internt, samt ved interaktion med kunder. MD gør i modsætning til CRI ikke brug af en ekstern vidensbase, ligesom der ikke gøres brug af eksterne underleverandører i forbindelse med software produktion. MD er i højere grad en integreret virksomhed, end eksempelvis CRI. Det ses endvidere, at MDs afdelinger i Japan og USA produktudvikler med deres lokale kunder, og således er disse afdelingers funktion at supplere henholdsvis det japanske og det amerikanske marked. I henhold til arbejdsdelingen indenfor softwareproduktionen lægger disse afdelinger applikationer oven på MDs grundprodukt, således at det tilpasses henholdsvis det japanske og det amerikanske marked. MD ejer sin indiske partner Crompton Greaves, der fungerer som underleverandør til de tre geografisk adskilte MD afdelinger. De tre afdelinger udsteder opgaver til Crompton Greaves (CG), der efterfølgende leverer programmørassistance.

Som nævnt ovenfor fremstår MD i høj grad som en integreret virksomhed. Hertil vil vi tilføje, at MD er opstået udfra et behov i AP Møller, for hvem de stadigt fungerer som underleverandør for. MD har derfor en tradition for at være et relativt lukket foretagende, der ikke almindeligvis deler viden og erfaring med andre, leverandører som kunder, men fortrinsvis opfylder behov indenfor koncernens grænser. Derudover er store koncerner generelt set mere integrerede end mindre virksomheder, hvilket endvidere kan forklare denne forskel mellem MD og CRI, hvortil vi henviser til vores teoriafsnit om henholdsvis fordisme og flexibelt specialiserede virksomheder.

Omkring vidensudveksling mellem firmaer fremstår MD ligeledes mere integreret end CRI. Hvor CRIs Henrik Maegaard grundlæggende fandt, at en vidensudveksling med konkurrerende firmaer var positivt, mener Grethe Toxværd at en sådan bør undgås. MD deltager således ikke i eksterne samarbejdsgrupper, hvor erfaringer og idéer udveksles. Der finder dog en vidensudveksling sted mellem MD og deres kunder, da dette er nødvendigt for produktudviklingen. Sammenlignet med CRI fremstår MD mere integreret i sin opbygning, og virksomheden besidder da også visse fordistiske træk.

Ifølge Grethe Toxværd bruger MD inderene som programmørassistance. Inderne deltager ikke i produktudviklingen, og de opgaver de får stillet, bliver beskrevet fra central hånd, ned til mindste detalje. Inderne kan bruges til alle prototyper af programmering, og heri ligger der, at indernes programmeringsopgaver er af en standardiseret karakter. Inderne udvikler ikke i MDs grundprogram, ligesom de i modsætning til den japanske og amerikanske afdeling, heller ikke tilpasser produkter til kunder. MD bruger indisk arbejdskraft, da denne er omkostningsminimerende, grundet de lave lønninger til indiske programmører. De indiske programmører bidrager ikke til den innovative proces, men leverer en prototype af arbejde, der holder MDs omkostninger nede.

Eftersom de til Indien udliciterede opgaver skal beskrives helt ned i detaljerne er det ofte en fordel at hente Inderne op til den Danske afdeling i en kortere eller længere periode. Dette er med til at øge forståelse for produktbehov og specifikationer i en positiv retning. Ellers forløber selve samarbejdet med inderne via Mærsks Data net, hvorigennem programdele, rettelser, instruktioner etc. sendes mellem Indien og Danmark.

Inderne har en anden kultur end vores, deriblandt en anden forretnings- og arbejdskultur. Det blev gjort tydeligt i interviewet, at det er inderne, der skal lære vores vestlige måde at arbejde på. De kulturelle forskelle virkede ikke umiddelbart som en væsentlig barriere i MDs samarbejde med inderne, omkring hvilket Toxværd mener, at inderne må tilpasse sig den vestlige arbejdsmåde.

MD bruger de indiske programmører til at holde omkostningerne nede, omkring den mere standardiserede del af softwareproduktionen. Hverken den geografiske afstand eller de kulturelle forskelle lod til at være barrierer i MDs samarbejde med indiske Crompton Greaves. Dette kan måske forklares med, at MD i endnu højere grad end CRI brugte inderne til standardiseret programmør arbejde.

MDs softwareproduktion foregår i selve kernen af produktet (den innovative proces), samt omkring de applikationer, der tilpasser deres produkter til deres kunder. Hvor MDs arbejdsopgaver er på trin et og to indenfor softwareproduktionens arbejdsdeling, er indiske Crompton Greaves placeret på arbejdsdelingen tredje trin, idet de hverken innoverer i grundprodukter eller tilpasser produkter til forbrugerne.

MD fremstår som en mere integreret (fordistisk) virksomhed, i forhold til CRI. Der gøres ikke brug af eksterne underleverandør, bortset fra Crompton Greaves, ligesom MD ikke udveksler viden med andre virksomheder, såfremt vi ser bort fra deres kunder.

Som det fremgår af figuren er IBM opbygget af landeafdelinger spredt ud over hele verden i det man kan kalde IBM matrixen. Internt udvikler IBMs overordnede vidensbase en række produkter, der er rettet mod markedet, og ikke imod enkelte kunder. Sådanne produkter er endvidere rettet mod matrixens landeafdelinger, deriblandt IBM Danmark, der efterfølgende justerer produktet til de lokale markeder og kunder. De lokale afdelinger trækker således på den viden og de produkter, der findes indenfor IBMs verdensmatrix. Der samarbejdes i høj grad internt i denne matrix, såvel mellem de lokale afdelinger, som mellem de lokale afdelinger og selve de centrale IBM afdelinger.

Det fremgår af figuren, at IBM Danmark dels produktudvikler i samarbejde med kunder, dels i samarbejde med IBMs matrix. Denne produktudviklingsform udgør hele konceptet i IBMs overordnede opbygning, hvor afdelingernes i de forskellige lande skal udvikle efter de lokale behov, men med IBMs overordnede vidensbase som baggrund. IBM Danmark gør ligeledes brug af eksterne underleverandører, om end interne leverandører foretrækkes. Interne leverandører foretrækkes, idet man herved ikke afgiver viden til eksterne virksomheder. Derfor er IBM Danmarks brug af underleverandører begrænset. Underleverandører bruges omkring uudforskede produktområder, hvor omkostningerne selvsagt ville være for store ved at udvikle produktet selv. To af sådanne underleverandører er Olicom og Danadata. Det skal nævnes, at IBM Danmark under deres produktudvikling afgiver viden til deres kunder, men dette betaler de trods alt for, som Poul Steen udtrykker det.

IBM Danmark besidder visse fordistiske træk, ligesom Mærsk Data. Forklaringen herpå er, at IBM Danmark er en del af IBMs gigantiske koncern. Store koncerner er ofte integrerede, idet de ikraft af deres størrelse, kapital og ekspertise kan overkomme de fleste produktionsled inhouse. Som nævnt tidligere er IBM Danmark ikke involveret i et direkte samarbejde med en Indisk software producent, så den indiske leverandørs tilstedeværelse på vores figur bygger ikke på de faktiske forhold, men på Poul Steens idéer omkring fremtidig brug af indiske programmører.

IBM Danmark begyndte sit indiske pilotprojekt for at undersøge hvilke vanskeligheder, der kunne være forbundet ved et reelt samarbejde med en indisk softwareproducent. De mere langsigtede motiver bag projektet gik på at udforske muligheden af at benytte Inderne til større projekter, da de indiske softwareproducenter er billige og dygtige. Poul Steen mener, at IBM Danmark er blevet lidt presset i konkurrencen på de produkter, hvor selve teknologiniveauet i produktudviklingen er lavt. Dette skyldes at konkurrerende firmaer kan presse prisen ved at bruge indisk arbejdskraft i denne teknologisk set relativt simple produktion. Det ville være omkostningsminimerende at benytte sig af Indiske programmører til de arbejskraftintensive programøropgaver, og derved kunne IBM Danmark lette presset omkring konkurrencen på pris.

Til pilotprojektet valgte IBM Danmark at benytte CRIs indiske partner, CRB. Pilotprojektet blev dog foretaget uden CRIs indblanding, idet IBM Danmark ikke ønskede hjælp til projektet, da et af formålene netop var at teste alle de vanskeligheder, der var forbundet med et indisk samarbejde.

Konklusionen på pilotprojektet blev, at IBM Danmark fremtidigt vil gøre brug af indiske softwareproducenter. Ifølge Poul Steen skal inderne bruges til store opgaver, hvor der skal bruges meget arbejdskraft. Der vil altid være omkostninger forbundet med opstarten af et projekt, hvor indisk arbejdskraft bruges, og derfor kræver projektet en vis størrelse, før end det kan betale sig at gøre brug af inderne. Inderne er billige og ligeså gode som de danske programmører på de arbejdskrafts intensive områder, og derfor kan de med nytte bruges til store projekter.

Som det er fremgået af ovenstående skal inderne ikke bruges til selve produktudviklingen. Inderne er ikke fremmende for den innovative proces, men er tilgengæld effektive til at holde omkostningerne nede. Den åbenbare situation vil ifølge Poul Steen være at udlicitere de standardiserede opgaver til inderne, som på forhånd er designet. Den indiske afdeling skal herved levere dele af IBM Danmarks produkter. IBM Danmark har skabt kontakten til sin indiske samarbejdspartner, men har reelt ikke brugt denne endnu.

Teknologisk set er der ikke de store problemer ved at samarbejde med inderne, idet inderne er dygtige til de arbejdskraftsintensive opgaver, hvilket netop er de opgaver de er tiltænkt. Der er dog det problem, at inderne ikke vil fornærme, og siger derfor ikke imod, hvilket ofte resulterer i at der ikke opnås et fagligt feed-back fra de indiske samarbejdspartnere.

Det er væsentligt at tilbringe tid sammen med de indiske samarbejdspartnere, således at et personligt forhold til disse opnås, førend det forretningsmæssige aspekt kan drøftes. At have gode personlige forhold er yderst vigtigt, idet dette danner grundlag for et tillidsfuldt forretningsmæssigt samarbejde. Det centrale problem er den personlige kommunikation, hvor man skal overkomme en række kulturelle forskelle, hvilket bedst sker ved at skabe en slags personlige bånd, jvf. ovenstående. Man må endvidere forstå at det kræver en vis indforståethed at kommunikere via fax og internet, og denne opnås først efter en række møder face to face.

De kulturelle og tillidsmæssige barrierer, der eksisterer i forbindelse med et indisk samarbejde er alle til at overkomme. Det tager tid at overkomme disse, men når de først er overkommet er der ikke de store hindringer ved udflytning af opgaver, hvor den indiske afdeling leverer dele af IMB Danmarks produkter.

IBM Danmark produktudvikler ikke imod markedet, hvilket IBM matrixen tager sig af. Der vil dog være tilfælde, hvor IBMs matrix og IBMs danske afdeling produktudvikler sammen, hvilket vi betragter som en mere sekundær beskæftigelse. IBM Danmarks produktudvikling er rettet mod kunder, hvilket udgør selve konceptet i IBM koncernens opbygning, hvor landeafdelinger skal tilpasse IBMs grundprodukter til landenes behov.

Ligesom Mærsk Data fremstår IBM Danmark som mere integreret (fordistisk) i forhold til CRI. Der gøres kun i ringe grad brug af eksterne underleverandør, ligesom IBM Danmark ikke udveksler viden med eksterne virksomheder, såfremt vi ser bort fra deres kunder (og IBM matrixen).

Danske 7 Technologies A/S er en højteknologisk virksomhed, der leverer styresystemer til industrien. kunderne er primært koncentreret i Europa, og tæller blandt andre tyske Siemens og Bosch, samt danske Lyngsøe og Falch. Virksomheden, der ligger i Købmagergade i København, har 25 ansatte. 7 Technologies blev grundlagt i 1984, og påbegyndte i 1991 et samarbejde med et nystartet indisk firma, der ligeledes valgte at kalde sig 7 Technologies. Vores informant var firmaets administrerende direktør, Jørgen Nielsen.

7 Technologies produktudvikling er baseret på deres eget grundprogram, eller softwarekode, kaldet igss. Produktudviklingen er oftest en udvikling af dette styresystem, der sigter mod en bred kundekreds, hvilket vil sige at 7 Technologies udvikler mod markedet. Oftest leverer 7 Technologies produkter, hvor kunden færdiggør produktet til egen brug eller til videre salg, hvilket i fagsprog vil sige at kunden lægger den sidste applikation på. Denne handling er af standardiseret karakter, og således er der reelt ingen decideret produktudvikling i dette.

Det fremgår af figuren, at der udelukkende gøres brug af en enkelt underleverandør, indiske 7 Technologies. Jørgen Nielsens umiddelbare bud var, at den indiske underleverandør blev brugt i omkring 30 % af produktionen. Derudover fremgår det, at en væsentlig del af produktudvikling sker i et samspil mellem danske 7 Technologies og deres kunder. Rent praktisk foregår dette blandt andet ved rundspørgelser til de væsentlige kunder, hvorefter det faglige feedback herfra bruges til videreudvikling af produkterne. Fremmende for 7 Technologies innovationsevne er endvidere et samarbejde med forsknings- og uddannelsesinstitutioner, hvilket dog ikke udgør det væsentligste vidensinput. 7 Technologies leverer ikke det endelige produkt, hvilket i dette konkrete tilfælde leveres af Siemens. Selvom figuren viser udviklingen af et specifik slutprodukt, er den alligevel repræsentativ for 7 Technologies generelle produktudvikling, som den fremstod ifølge Jørgen Nielsen.

Ifølge Jørgen Nielsen er der ingen klar skillelinie mellem det arbejde der udføres i henholdsvis Indien og Danmark. Inderne indgår i udviklingen af selve kernen af produkterne, deriblandt i udviklingen af kernen af ígss-produktet. Da vi besøgte denne indiske virksomhed var de i færd med at programmere på det styresystem, der bruges i ovennævnte Cruise Liner i ovenstående figur.

Således bygger indiske 7 Technologies ikke kun applikationer ovenpå kerneprodukterne. Omkring rollefordelingen imellem de to virksomheder skal det dog gøres klart, at den danske afdeling har al kundekontakten, hvorved inderne ingen kundekontakt har. Derudover er teknologien ejet af danske 7 Technologies.

Danske 7 Technologies begyndte sit indiske samarbejde, da to af virksomhedens dygtige indiske medarbejdere rejste tilbage til Indien. 7 Technologies havde i længere tid haft indiske programmører i deres danske afdeling, og da disse ville vende tilbage til deres indiske familier, besluttede virksomheden at opstarte en indisk afdeling, således at der stadig kunne gøres brug af de programmører, som Jørgen Nielsen betragter som nogle af 7 Technologies dygtigste medarbejdere. Der gøres derved brug af indiske arbejdskraft, idet denne er yderst velkvalificeret, og således var der ikke umiddelbart omkostningsminimerende betragtninger involveret, da beslutningen om opstarten af en indisk afdeling blev truffet. Dette hænger udemærket sammen med, at der ikke er nogen klar skillelinie mellem arbejdsdelingen mellem den indiske og den danske afdeling omkring produktudvikling.

Der er en række problemer forbundet med det dansk indiske samarbejde, hvilket ofte medfører, at der reelt ingen besparelser er ved at bruge den indiske afdeling. Det kan godt være, at man får 3-4 indiske programmører for en dansk programmørs pris, men hvis den indiske afdeling medfører forsinkelser, dårligt design, ubrugelige produkter etc, så er det en ringe trøst, at programmørerne har været billige, ifølge Jørgen Nielsen.

Han skriver, "Erfaringerne fra udflytning af arbejde til Indien viser, at de simple rene konverteringsopgaver oftest går godt, mens de opgaver som kræver design og selvstændig tænkning samt intuition næsten altid mislykkes. Det skyldes ikke indernes teoretiske viden og uddannelsesniveau. Den er i de fleste tilfælde helt på højde med det danske niveau. Årsagen skal findes i det faktum, at det er svært at kompensere for den kulturelle ballast og den konstante erfaringsopbygning, som vi, der lever idet samfund, hvor produktet skal bruges, opfostres med."

Det er interessant, at Jørgen Nielsen mener, at udflytning af det standardiserede software arbejde generelt går godt, mens det mere krævende ofte mislykkes, når man tager i betragtning, at hans eget firma netop udflytter de mere krævende dele af produktionen. 7 Technologies har da også haft problemer med deres udflytning, hvorom han i store træk mener, at 50 % af den udvikling hans firma har sat i gang i Indien har fået et fornuftigt forløb, mens de resterende 50 % har været problematiske.

Virksomheden har da lært af erfaringerne, og den nuværende model, hvor inderen Venkat fungerer som et bindeled mellem de den danske og den indiske afdeling fungerer udmærket, ifølge Jørgen Nielsen, hvorimod de tidligere modeller ikke fungerede efter hensigten. Jørgen Nielsen anser Venkat som central i forhold til at overkomme de kulturelle forskelle, der problematiserer samarbejdet. Den ene kulturelle forskel er, at inderne ikke ved, hvad man i vesten forventer sig af et produkt, mht. design og kvalitet, hvilket ovennævnte citat referer til. Den anden forskel ligger i selve arbejdsmetoden, hvorom Jørgen Nielsen skriver, "Ligeledes kan det være svært at videreføre den vestlige arbejdsmetodik. En Inder spørger f.eks. meget sjældent, også selvom vedkommende ikke har forstået sin opgave." Dette problem bunder bl.a. i, at inderne er stolte, og nødigt vil indrømme hvis de tager fejl eller ikke forstår en opgave. Jørgen Nielsen anser dette som en seriøst problem. Da Venkat både har indsigt i vestens forventninger til de færdige softwareprodukter, samt kender den indiske arbejdskultur, anser Jørgen Nielsen den model, hvor Venkat fungerer som et bindeled mellem Danmark og Indien, som ideel. At bruge indere, med erfaring i vesten, som bindeled vil være ideel for de fleste virksomheder.

Grundlæggende betragtes de kulturelle forskelle som en væsentlig barriere, der besværliggør det dansk indiske samarbejde. Mange vestlige firmaer har ifølge Jørgen Nielsen ikke forstået indernes kultur og holdninger, hvilket har resulteret i en række mislykkede samarbejdsforhold. Jørgen Nielsen anser ikke det omkostningsminimerende aspekt i udflytning som væsentlig, idet en stor del af de lønmæssige besparelse må bruges på de omkostninger som de kulturelle forskelle medfører. Et andet grundlæggende argument for udflytning er selvfølgeligt, at der simpelthen ikke er nok ressourcer i Danmark, hvor der potentielt er langt flere stillinger i branchen, end der reelt er uddannede ingeniører og dataloger.

Danske softwareproducenter skal ikke kun konkurrere på pris, hvilket gør, at det omkostningsminimerende aspekt i brugen af indisk arbejdskraft ikke er afgørende, ifølge Jørgen Nielsen. I stedet mener han at, der skal innoveres, hvilket stiller store i krav i den branche. Faktum er, at branchen er i en accelerende udvikling, hvorunder det afgørende er, at ens produktudvikling ikke blot tager udgangspunkt i de teknologiske muligheder der eksisterer i nuet, men sigter mod en udnyttelse af de muligheder der vil være tilstede, når produktet er færdigt. Billedligt betegner Jørgen Nielsen dette som en pil, der skal ramme et hurtigt bevægende vindue. Man skal her ikke sigte imod vinduet, idet dette vil have flyttet sig, når pilen når frem, men derimod skal der sigtes fremad, foran vinduet. Det er svært et integrere en omkostningsminimerende brug af indere med en sådan innovativ produktudvikling, grundet den usikkerhed der er forbundet med brug af indere. Dette er en af grundene til, at 7 Technologies ikke bruger inderne af omkostningsminimerende årsager, men inddrager de dygtigste folk til selve produktudviklingen.

På længere sigt mener Jørgen Nielsen, at der må inddrages flere discipliner i den danske softwareprogrammering, såfremt den ikke skal udkonkurreres af den indiske indenfor de næste 10 år. Han mener her, at inderne om 10 er istand til at udføre alt det software arbejde vi i dag laver i vesten, og i sådant et tilfælde vil det være umuligt at konkurrere, grundet indernes lavere lønniveau. Denne situation sammenligner han med industrien, som vi i dag har opgivet at konkurrere på. Udflytningen af arbejdsopgaver fra Danmark til Indien overfører en viden som inderne kan bruge positivt til på sigt at etablere deres egne virksomheder. Software branchen skal i Danmark blive tværfaglig, således at bl.a. arkitekturen, psykologien og kunsten integreres i den ellers naturfaglige disciplin. Dette vil være vejen til bibeholdelse af branchens arbejdspladser i Danmark.

Der er problemer forbundet med udflytning af softwarearbejde, hvilket dels bunder i, at inderne ikke er opvokset i den vestlige verden, hvor produkterne skal bruges. Derudover har inderne en anderledes arbejdskultur end danskerne. De kulturelle forskelle har medført seriøse problemer omkring det dansk indiske samarbejde, men problemerne er efterhånden overkommet.

Danske 7 Technologies produktudvikler i samarbejde med underleverandører og kunder, men leverer ikke de afsluttende applikationer til slutkunden. Virksomhedens produktion er således kendetegnet ved en produktudvikling rettet imod markedet.

Indiske 7 Technologies bruges ikke af omkostningsminimerende årsager, men deltager i den innovative udvikling af kerneproduktet, der sigter mod markedet. På denne måde har danske 7 Technologies formået at beholde nogle dygtige indiske programmører, ligesom man overkommer den mangel på ressourcer, der eksisterer i Danmark på dette område.

Denne delkonklusion vil sammenfatte de danske analyser, med henblik på en vurdering af, hvordan den internationale arbejdsdeling i softwarebranchen tager sig ud, set fra et danske synspunkt. Da vi mener, at der er en sammenhæng mellem produktionsmåde og international arbejdsdeling vil vi indledningsvis sammenfatte virksomhedernes produktionsmæssige organisering, således at ny industri geografien relevans som analyseramme for den internationale arbejdsdeling kan vurderes.

Efterfølgende vil de indiske afdelingers funktion i de danske virksomheders produktion karakteriseres. Herunder vil indgå indernes arbejdsopgaver, incitamenter til udflytning, samt eventuelle barrierer ved udflytning. Afslutningsvis vil vi sammenligne produktionsstrukturerne og den internationale arbejdsdeling, som den fremgår af ovenstående empiri.

CRI, Mærsk Data, IBM Danmark og 7 Technologies har en række fællestræk, i forhold til produktionens organisering og karakter. Grundlæggende gør alle fire brug af underleverandører. Hvor CRIs produktion i høj grad er afhængig af forskellige underleverandører, gør IBM Danmark kun sjældent brug af sådanne. 7 Technologies og Mærsk Data eneste underleverandører er deres respektive indiske samarbejdspartnere.

Derudover produktudvikler alle fire i samarbejde med deres kunder, hvorved virksomhederne fremstår som fleksible, idet de kan tilpasse og forandre produkter til kunders præcise behov. De fire virksomheder fleksible produktion, der skabes i et netværk med underleverandører og kunder gør, at virksomhederne grundlæggende kan karakteriseres med begreber fra den ny industri geografiske skole. Når det er sagt har IBM Danmark og Mærsk Data visse fordistiske træk, hvilket kan forklares med virksomhedernes størrelse (primært IBM) og historie (MD begyndte sit virke som underleverandør for selve Mærsk koncernen).

Teoretisk skulle virksomhedernes produktion herved være lokalt forankret, baseret på lave transaktionsomkostninger og en fælles kultur.

Ser vi bort fra 7 Technologies har de øvrige virksomheder brugt inderne til de standardiserede dele af deres produktion. Mærsk Data, CRI og potentielt IBM Danmark bruger de indiske afdelinger til at producere dele af deres egne produkter. Samtidigt gør CRI endvidere brug af indisk arbejdskraft til at tilpasse produkter til det asiatiske marked. Argumentet for brugen af indisk arbejdskraft har tilsvarende været omkostningsminimerende, såfremt der igen ses bort fra 7 Technologies.

Det er interessant, at prisen tilsyneladende spiller en så væsentlig rolle, når innovationer samtidigt betragtes som det vigtigste konkurrence parameter i ny industri geografien, som i selve softwarebranchen jvf. vores tidligere brancheoversigt.

De fire danske virksomheder er enige om, at der er kulturelle forskelle mellem Danmark og Indien, hvilket kan besværliggøre udflytningen til Indien. Tilsyneladende har 7 Technologies oplevet de største problemer, hvorimod Mærsk Datas problemer har været begrænsede. Dette kan igen forklares med 7 Technologies andeledes brug af den indiske arbejdskraft, i forhold til andre danske virksomheder. Som Jørgen Nielsen selv gjorde opmærksom på forløber udflytning af simple konverteringsopgaver oftest langt bedre, end udflytning af opgaver, der kræver design og kreativ tænkning. Således er der en sammenhæng mellem arbejdsopgaver og de kulturelle problemer ved udflytning.

Følgende skema viser arbejdsdelingen mellem Danmark og Indien, som den er udtrykt igennem vores empiri, med vores tre niveauer af softwareproduktion som parametre for arbejdsdeling. De tre niveauer er henholdsvis produktion rettet mod markedet (1), produktion rettet mod kunden (2), samt levering af delprodukter (3).

Den danske analyse viser i tre ud af fire tilfælde en klar arbejdsdeling mellem de danske og indiske softwareproducenter. CRI, Mærsk Data og IBM Danmarks softwareproduktion foregår på et højere niveau, end deres indiske samarbejdspartnere. Den innovative del af produktion, teknologien, og den væsentligste del af kundekontakten er bevaret i Danmark, mens de indiske afdelinger primært leverer dele af de danske virksomheders produkter. Incitamentet til de tre virksomheders udflytning er omkostningsminimerende, ligesom ingen af de tre virksomheder har oplevet samme kulturelle problemer ved udflytningen som 7 Technologies.

Denne situation minder på flere måder om Fröbel, Heinrich og Kreyes ny internationale arbejdsdeling, hvor virksomheder udflyttede de standardiserede dele af produktion af omkostningsminimerende årsager, eller for at opnå adgang til nye markeder. Omvendt optræder de tre virksomheder ikke fordistiske i deres organisering, da de gør brug af underleverandører, er fleksible og produktudvikler med kunder. Umiddelbart vidner dette om, at den ny internationale arbejdsdelings grundlæggende mekanisme, udflytning af standardiseret arbejde af omkostningsminimerende årsager, stadigt eksisterer, selv i et ændret produktionsmønster, hvor man i højere grad konkurrerer på innovationer og tilpasning af produkter til kunders præcise behov.

Tilfældet med 7 Technologies vidner imidlertid om et skift i den ny internationale arbejdsdeling, idet der ikke eksisterer en klar arbejdsdeling mellem de to virksomheder, ligesom udflytning ikke er begrundet i omkostningsminimerende betragtninger. Det skal dog tilføjes at teknologien og kundekontakten er forbundet med den danske afdeling.

Som tidligere nævnt betragtes det som et nyt fænomen, at højkvalificeret og kapitalintensivt arbejde udflyttes fra eksempelvis Danmark til Indien. Omkring dette mener vi, at softwareproduktion ikke nødvendigvis skal betragtes som højkvalificeret arbejde. Softwarebranchen er traditionelt blevet betragtet som højteknologisk, men i takt med dens kraftige ekspansion, vil der automatisk ske en opdeling indenfor selve branchen, hvor arbejdet vil blive opdelt i forskellige teknologiske stadier. Set i et større perspektiv kan man hævde, at den mere generelle produktion er ved at skifte fra samlebånd til tastaturer, ligesom den engang skiftede fra landbrug til industri.

Umiddelbart danner vores danske analyse ikke basis for en egentlig revurdering af den ny internationale arbejdsdeling, såfremt vi ser bort fra 7 Technologies. Ny industri geografiens fokus på netværks betydning for produktudvikling er i denne case identificeret, men omvendt oplever vi en produktion, der ikke kan karakteriseres som lokalt forankret, da netværkene er udpræget globale. Den ny industrielle skole udspringer på flere måder i en afstandstagen fra opfattelsen af den omkostningsminimerende udflytning, som væsentlig for produktionens lokalisering. I den danske analyse har vi identificeret den arbejdsdeling, som NIG på flere måder tager afstand fra.

De tre virksomheder vi besøgte var CG Mærsk, Impel software solution, samt 7 Technologies. CG Mærsk er ikke overraskende beslægtet med Mærsk Data. Impel var tidligere ejet af CRI, dengang da firmaet hed CRB, mens 7 technologies arbejder tæt sammen med danske 7 Technologies. Det faglige formål med besøget i Indien var at anskue arbejdsdelingen fra et indisk perspektiv, for at få et mere nuanceret billede af de faktiske forhold.

I Indien viste det sig hurtigt, at det reelle billede af den indiske softwarebranche ikke stemte helt overens med de indtryk vi havde fået gennem vores analyse af de danske firmaers brug af indisk arbejdskraft. Dette skyldes først og fremmest, at de indiske firmaer har en lang række beskæftigelser, udover deres tilknytning til de danske firmaer. Disse beskæftigelser kunne vi naturligvis ikke indfange i vores danske feltarbejde, ligesom de danske virksomheder generelt set virkede en smule uvidende om de indiske firmaers egentlige arbejde, hvilket vi naturligvis kun kan se i bakspejlet. Derfor har vores feltarbejde i Indien rykket lidt ved den opfattelse af den internationale arbejdsdeling, som vores analyse i Danmark havde givet os, hvilket i sig selv gør vores arbejde i Indien vellykket.

Vi vil behandle virksomhederne en af gangen, med hovedvægt på en placering af virksomhedernes arbejde indenfor de tre niveauer af softwareproduktion. Andre nøglepunkter vil være netværk og kultur, hvilket, om end mere indirekte, har betydning for den internationale arbejdsdeling. En behandling af netværk og kultur bidrager endvidere til en evaluering af NIG som forklaringsmodel for den globale softwarebranche.

CG Mærsks fulde navn er Crompton Greave Mærsk. Selskaber er 25% ejet af Mærsk Data, 25% af IFU og endeligt 50% af det indiske Crompton Greaves. Crompton Greaves er den tekniske gren af den store Taphar organisation, Taphar familie, der er blandt de 3-4 største industrihuse i Indien. Der havde i længere tid været relationer mellem Mærsk og Taphar-gruppen, på andre punkter end software, og derfor var Crompton Greaves en naturlig samarbejdspartner for Mærsk Data, der ønskede at sætte en afdeling op i Indien.

CG Mærsk er lokaliseret i det relativt stille og velstående sydlige Madras, tæt på andre højteknologiske virksomheder, samt University of Madras. Virksomheden er placeret øverst i en ny, stor og moderne kontorbygning med mørk spejlfacade, som deles med 2-3 andre software virksomheder.

Vores informant hos CG Mærsk var virksomhedens præsident, den dansk fødte amerikaner, Svend Anker Madsen. I 1986 opstartede Svend Anker Madsen Mærsk Datas amerikanske afdeling, der egentligt skulle have været et produktionscenter, men i højere grad udviklede sig til en ren marketing afdeling. CG Mærsk begyndte sit arbejde i Indien i januar 1996 og blev registreret i juli 1996. Firmaet har i dag 130 ansatte, hvoraf de 128 er indere. Udover den amerikanske præsident har CG Mærsk en nordmand blandt ledelsens top.

CG Mærsk har ekspertise indenfor områderne Mainframe (primært baseret på IBM 370), client server, multi media, remote projects (dvs. arbejde over store afstande). Derudover er firmaet godt med indenfor de nyeste teknologier, ligesom navnet Mærsk er internationalt anerkendt, hvilket både giver muligheder, samt forpligter.

CG Mærsks datterselskab i USA har den primære funktion at skabe kontrakter med amerikanske firmaer (marketing). Kontrakter skabes nemmest mellem to amerikanske firmaer. Datterselskabet i Indien tager sig af funktioner som uddannelse og køb af ejendomme. Selvom Industrialiseringsfonden ejer 25% af CG Mærsk er denne ikke repræsenteret i firmaets bestyrelse, og har således ingen reel indflydelse på CG Mærsks beslutninger.

Da vi spurgte om der var omkostningsminimerende betragtninger involveret da Mærsk Data besluttede af opstarte en afdeling i Indien forklarede Svend Anker Madsen, at der var mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark, USA og Japan, dvs. de tre lande, hvor Mærsk Data allerede havde afdelinger. Efterfølgende søgte firmaet efter steder, hvor der var nok af velkvalificeret arbejdskraft, hvilket man bl.a. fandt i Australien, Malaysia, Singapore, Kina (blev dog hurtigt fravalgt) og Indien. Når steder med stor velkvalificeret arbejdsstyrke er fundet, er næste skridt at undersøge prisen på denne arbejdskraft, samt eventuelle sprogproblemer. Indien blev først og fremmest valgt, idet der er ca. 1 mia. mennesker og selvom kun en lille procentdel af denne milliard har uddannelse giver det alligevel en stor velkvalificeret arbejdsstyrke. Den velkvalificerede arbejdsstyrke kan endvidere forventes at vokse, da levestandarden i Indien er stigende. Sammenfattende sagde svend Anker Madsen omkring det omkostningsminimerende spørgsmål: "Helt givet, at prisen på en ingeniør er lavere (i Indien) end i USA eller i Danmark, med det kom altså langt nede på listen."

Madras blev valgt fremfor eksempelvis Bangalore, idet infrastrukturen er bedre i Madras, medarbejderne kan bo tættere på deres hjem, byen har gode universiteter, samt en international lufthavn. Derudover er der en større efterspørgsel på arbejdskraft i Bangalore, samt problemer med elektriciteten. Når det er sagt har Bangalore jo en række oplagte fordele, og forskellen er i grunden ikke så stor, hvor end man er placeret i Indien.

Grethe Toxværd fortalte, at CG Mærsk leverede bestillingsopgaver og personale til Mærsk Datas afdelinger i Japan, USA og København. Med andre ord var der ikke tale om produktudvikling, men udførelse af temmeligt standardiseret arbejde, der var med til at holde Mærsk Datas omkostninger nede. Da vi spurgte Svend Anker Madsen om, hvorvidt det forholdt sig sådan som Grethe Toxværd havde udtalt, var svaret, at "Det har aldrig været sådan. Set fra programmørerne i Danmark ser det måske sådan ud, men det har aldrig været vores mening, vores formål... Det har aldrig været meningen, at vi primært skulle have Mærsk Data som kunde." Senere fortsætter Madsen, "Vi er ikke her for at overføre arbejde fra København. Vi laver en del opgaver for dem, det var en måde at komme i gang på, men det er ikke formålet med foretagendet. Det her er et godt sted at lave et softwarefirma, det var idéen." Madsen mener, at CG Mærsk adskiller sig fra de fleste andre danske firmaer i Indien, hvorom han mener, at de netop overfører arbejde fra Danmark til Indien.

CG Mærsk har en række internationale kunder, primært i USA, hvor General Electric er den største. Derudover har firmaet kunder som NOVO og Wolkswagen i henholdsvis Danmark og Tyskland. CG Mærsk leverer færdige produkter til disse kunder, og således er CG Mærsks primære arbejde kendetegnet ved produktudvikling rettet mod kunden.

I Henhold til vores niveauer for softwareproduktion er det tydeligt, at hovedparten af CG Mærsks produktion er kendetegnet ved en produktudvikling rettet imod kunder, hvorunder der er en direkte kontakt mellem CG Mærsk og deres kunder. CG Mærsk gør ikke brug af andre softwareproducenter som underleverandører til deres produkter.

Derudover fungerer CG Mærsk stadigt som leverandør af bestillingsarbejde for Mærsk Data, om end denne type arbejde er faldende, ligesom det heller ikke er idéen med foretagendet CG Mærsk.

"Vi har ikke forsøgt at produktudvikle mod markedet endnu, så det starter med kunden. Det er selvfølgeligt også en slags produktudvikling. Generelt så er det kunderne, der kommer med idéerne og så går vi i gang. Nogle gange er det en ret konkret opgave vi får, andre gange er det relativt løse idéer."

Afslutningsvis skal vi pointere, at CG Mærsk endnu ikke produktudvikler imod markedet.

En produktudvikling imod markedet medfører en omkostningsstruktur, hvor der kræves store investeringer i udviklingen af nye produkter, samt marketing (ca. 60% ifølge Madsen), førend det giver udbytte. Således er det oftest de største virksomheder, der produktudvikler imod markedet, idet de besidder den fornødne kapital til sådanne investeringer.

De indere, der skal mødes med vestlige kunder, gives visse retningslinier, da der kan være kulturelle forskelle mellem indere og folk fra vesten. De kulturelle forskelle lader dog ikke til at være et reelt problem for CG Mærsk, og således er ovenstående retningslinier mere konkret en liste, hvorpå der står, at man bruger lommetørklæde i stedet for at snøfte, at man ikke bøvser etc.

CG Mærsk arbejder over store geografiske afstande, hvilket Madsen ikke ser som et problem, idet man har internettet og e-mailen. "Man behøver ikke at kunne se sine kunder, men det kræver at man forstår hinanden....Når man først har specifikationerne på plads, så er e-mail akkurat ligeså godt som at sidde ved siden af hinanden." Madsen tilføjer, at kontrakt forhandlinger bedst foretages face to face, da man således kan følge hinandens kropssprog. Den indbyrdes forståelse det kræver at arbejde over nettet opnås ligeledes ved interaktion face to face.

Indretningen og de fysiske rammer omkring CG Mærsk minder om de vestlige virksomheder. Om dette siger Madsen: "...vi har gjort meget for at gøre det internationalt, vi har de samme kulturer, ikke sandt. Som vi kan se har vi et kontormiljø, som ligner dem i den vestlige verden. Det kunne have været i USA eller i Danmark, ikke sandt." Det er sandt, at virksomheden indefra, såvel som udefra, minder om vestlige virksomheder. Et stort åbent kontormiljø udgør den ene fløj, mens ledelse og administration er placeret i modsatte fløj, hvor personalet her har deres egne kontorer.

CG Mærsk udveksler hverken viden eller samarbejder med andre software producenter for at øge innovationsevnen, selvom virksomheden er placeret tæt opad en række af andre softwareproducenter. Det er dog klart, at de ansatte taler og udveksler erfaringer med deres tidligere studiekollegaer, arbejdskolleager osv. Således ved CG Mærsks programmører hvad der rør sig i andre virksomheder, hvilket naturligvis også gælder den modsatte vej. Dette er selvfølgeligt på et informelt plan.

CG Mærsk minder på dette punkt om Mærsk Data, der heller ikke gør brug af netværksrelationer, som stimulerende for innovationsevnen. Naturligvis er der en væsentlig kundekontakt, som øger firmaets kompetencer. Fremtidige behov mærkes endvidere gennem kunder, samt nyheder fra analytikere, wall-street og gennem internettet.

Udviklingen indenfor IT er meget lille i Indien, idet man ikke har den fornødne kapital til at satse på udvikling af egne produkter, der første vil give afkast senere. Det skal nok komme, når de økonomiske strukturer er til det. Han mener, at det er noget der kommer og er nødvendigt, såfremt Indien skal finde en platform indenfor softwareudvikling. Madsen kunne forestille sig, at 10 år fremme vil udflytningen af de dygtige indiske programmører stoppe, og så vil man se en højborg for produktudvikling her.

På nuværende tidspunkt er uddannelsen i Indien rettet mod markedsbehovene, mod hvad der kan sælges. Uddannelsen er rettet mod at skaffe de indiske programmører jobs hos de vestlige virksomheder, hvilket der er et økonomisk behov for.

På spørgsmålet om, hvorvidt produktionen i Indien fortsat vil blive ledet af vestlige virksomheder svarer Madsen; "Verden udvikler sig derhen, hvor det vil blive både og. Som tiden går vil nationaliteten blive mindre og mindre væsentlig. Evner og intelligens er stort set ligeligt fordelt, så der er kun et spørgsmål om uddannelsesinstitutioner." Derudover anser han Indien som et fantastisk markedspotentiale, idet han mener, at landet over lang tid vil komme på niveau med den vestlige verden.

Impel er nu ejet af det 14 år gamle amerikanske selskab Complete Buisness Solutions, som har 2000 ansatte, deraf ca. 800 i Indien. Afdelingen er flyttet til Indien fra Seattle. Tidligere har firmaet heddet CRB og CRI India, dengang da firmaet var ejet af CRI Denmark. Sådan var forholdet, da de to virksomheder udviklede workflow management programmet. Derudover var firmaet partner med IBM Denmark omkring et pilot projekt, igangsat af IBM Denmark. Vores informant I dette firma var vi primært Sumanthra. Dette blev suppleret af Sanjay Dattatri, der var på vej over i det mindre firma 7 Technologies, hvilket vi senere vender tilbage til. De oplysninger, der danner baggrund for nedenstående analyse, er Sumanthras, såfremt intet andet er angivet.

Sumanthra er uddannet fysiker, fra Madras, men har altid været ansat indenfor software produktion. Først hos Norsk Data, dernæst hos amerikanske Physical Equipment Cooperation, efterfulgt af 3 år hos danske CRI, før han afslutningsvis kom til Impel. Sanjay har en master degree i datalogi, fra et indisk universitet. Efter uddannelsen begyndte han hos Asara Association, der sammen med CRI opstartede Impel, under et af Impels tidligere navne. Således har Sanjay været i dette firma, siden hans karriere begyndte, derudover var han den første projekt manager på workflow management programmet, og arbejde i København på dette tidspunkt.

CRI India var en underafdeling af CRI Denmark, hvor CRI Denmark havde penge i firmaet, ligesom teknologien tilhørte den danske afdeling. Alligevel mener Sumanthra, at CRI India var en selvstændig enhed med egne forretningsplaner, egne mål og en frihed til at forfølge alt, der gav forretningsmæssig mening.

CRI India fungerede endvidere som underleverandør for CRI Denmark, "CRI used to see us as belonging to them, because they had invested money in us. And we have had associasions with CRI Denmark in their customer projects, where we used to support them with software development, with skilled ressources." Sumanthra fortæller her, at Impel har stillet personale til rådighed til CRI Danmarks egne projekter.

Da der opstod kontakt mellem IBM Denmark og CRI India var det vigtigt at blive betragtet som et selvstændigt firma, og ikke som en underafdeling af CRI Denmark. Det var naturligvis attraktivt at etablere et langtids samarbejde med en så stor virksomhed som IBM Denmark, da dette ville medføre enorme mængder af arbejde. "We had offered them to develop on platforms of their choice....We want to make sure to have a dedicated team to IBM Denmark, to various projects. We would like to have 20 to 50 seats dedicated to IBM, including projectmanagers, each of them with responsibility for the work outsources by IBM..."

Det fremgår her, at et sådant samarbejde ville foregå på IBMs præmisser. Impel ville her stille et personale til rådighed, der så kunne udføre specifikke opgaver, og dermed ville Impel fungere som underleverandør for IBM Denmark.

Sumanthra mener i øvrigt ikke, at Impel i et sådant scenario vil fjerne arbejdspladser fra Danmark, idet der er en række opgaver som IBM Denmark ikke kan udføre, da de mangler ressourcer (personale). På verdensplan er der mangel på softwareprogammører, så det gælder derfor om at bruge de eksterne ressourcer man nu engang kan få fat på.

Impels softwareudvikling foregår primært på to niveauer, i henhold til vores tidligere niveau inddeling for softwareproduktion, hvoraf den første er udførelse af arbejde for det amerikanske moderselskab, hvilket kan deles op i to typer, karakteriseret ved henholdsvis at stille personale til rådighed ("Certain skills and personel that we must allocate to their principals requirements.") og udførelse af specifikke jobs ("Theese are turn key responsibilities, where the focus is more on the project than the people.").

Derudover produktudvikler Impel i samarbejde med kunder, indenfor to områder. Det ene område er finansiel service rettet mod det indiske markede, hvilket Sumanthra opfatter som et marked med stort potentialle. Det andet område er vedligeholdelsesprogrammer rettet mod mindre luftfartsselskaber. Udviklingen af produkter til det indiske finansmarked og til de mindre luftfartsselskaber foregår direkte mellem Impel og de implicerede kunder, og således uafhængigt af det amerikanske moderselskab.

Der eksisterer allerede vedligeholdelsesprogrammer til de store luftfartsselskaber. Mindre flyselskaber (med under 20 flyvere) behøver ikke helt så komplicerede systemer som de store selskaber, hvilket er et markedssegment Impel arbejder på. Impel har udviklet en applikation til dette område, og er i kontakt med nogle af de mindre indiske flyselskaber omkring en implementering af dette produkt. Produktet har Impel allerede installeret hos Air India, hvilket vi dog ikke betragter som et mindre flyselskab.

Mere præcist har denne type af programmer til formål at kontrollere aktiviteterne omkring vedligeholdelsen af luftfartsselskabers flyvemaskiner, hvilket inkluderer oplysninger om standen af flyets forskellige dele, hvornår delene skal udskiftes eller repareres, hvornår de skal checkes igen etc. Derudover holder programmet styr på omkostningerne ved vedligeholdelse, arbejdsstyrken knyttet dertil, samt reservedele på lageret. Dette program er kaldt workflow management.

Det var et sådant program, kaldet workflow management, som CRI Denmark udviklede til Singapore og Philipines Airlines i samarbejde med Impel (dengang CRI India). Ifølge Sumanthra designede og udviklede CRI Denmark og CRI India produktet i fællesskab, mens selve den arbejdskraftsintensive del a produktionen blev udfærdiget i Indien.

Workflow management er et styresystem, der binder alle de forskellige grundlæggende systemer, der varetager de forskellige opgaver omkring vedligeholdelsen af fly, sammen.

Fra vores analyse af CRI Denmark fremgik det, at selve grundprogrammerne blev skabt i Danmark, mens det lettere arbejde, design mm., blev foretaget i Indien. På spørgsmålet "The basic building blocks are made by CRI, and then you apply the different blocks on top ?" svarede Sumanthra, "No, we even go and customize the basic blocks." Dette var tilfældet, idet der var store forskelle på CRIs grundlæggende programmer og de måder, hvorpå Singapore Airlines "does labour management". Derudover tilførte Impel programmerne en række checks, således at vedligeholdelses af flyvene blev foretaget efter de gældende specifikationer fra de styrende autoriteter.

Sumanthra mener herved, at Impel var med i selve udviklingen omkring de grundlæggende blokke til workflow management, og Således programmerede virksomheden ikke blot ovenpå CRIs færdige grundprogrammer.

Mere generelt har firmaet udviklet sig i de sidste tre år, en udvikling på to planer, ifølge Sumanthra.

Sanjay er enig i denne udvikling som han betegner som, "...a shift from being looked upon as a development center for CRI A/S to an independent organisation, there would also do development work for CRI, but would in order to survive look at greater aspects, and have their own customers."

Impel er nu kommet til et punkt, hvor virksomheden kan levere færdige produkter, hvor hele udviklingen, lige fra koncept til det færdige design, er udviklet internt i Impel. Med Sumanthra ord kan Impel nu, "analysing the buisness needs, the requirements in those areas and coming up with an architectual design, then building the systems, testing the systems, doing the implementation etc. We got all theese services as a package, as a single unit system."

Skiftet fra udelukkende at være underleverandør for andre software firmaer, primært moderselskabet, til i højere grad at levere egne produkter til egne kunder, er muliggjort af en positiv udvikling af virksomhedens færdigheder. "So we used to be a programming company, and today we have a broad spectred software engineering services. This makes it possibly to carry out concepts, to finish products to customers." Impel kan nu bygge deres egne softwareprodukter, hvor virksomheden tidligere blot kunne programmere dele af et færdigt produkt. Virksomheden er kommet tættere på kunderne de sidste 3 - 4 år, hvilket har øget flexibiliteten, således at Impel nu er fleksible nok til at møde kundernes skiftende behov.

Impel arbejder dog stadig som underleverandør, om end volumen af denne type af softwareproduktion er faldende, i takt med virksomhedens stigende produktudvikling rettet mod kunder. Dette er nu en langsom proces, idet det typisk tager Impel 6 til 9 måneder at få nye projekter, idet virksomheden befinder sig i en opbyggende fase, hvor man forsøger at få sit navn kendt, samt forbinde dette navn med en loyalitet overfor sine kunder. Sumanthras umiddelbare bud er, at halvdelen af Impels arbejde er som underleverandør for andre softwarevirksomheder, mens den resterende halvdel er produktion af færdige softwareprodukter rettet mod Impels egne kunder, som Air India.

Alle indere fra middelklassen og opefter går på universitetet, ofte indenfor de naturvidenskabelige fag, hvilket giver en god basis for computerbranchen. Mange ingeniører tager en master degree i programmering, en såkaldt MCA, efter deres bachelor grad, ligesom flere tager programmering som hovedfag i selve deres ingeniør uddannelse.

Indenfor denne branche er der en klar tendens til, at kunderne vil have produkter baseret på den nyeste teknologi, og derfor er det vigtigt at holde sig orienteret om de nye udviklinger. Derfor investerer softwarevirksomheder meget i at udvikle personalets færdigheder igennem træning, seminarer, samt at tage del i professionelle fora.

Færdigheder udvikles endvidere internt i virksomheder, hvilket er begrundet i de ansattes forskellige baggrunde. "So hen Im looking on a project in an emerging technology, there is probaply a person coming from outside the company, with some sort of skills on that subject, who forms and generates theese skills to the persons around him in the company....Then you exchange knowledge within the firm, knowledge that people have brought from their different backgrounds."

Dette er en væsentlig dynamik i softwarebranchen, hvor der generelt set migreres en del imellem de forskellige virksomheder, hvilket altså medfører en vigtig udvikling af de ansattes færdigheder. Dette er en vidensudveksling der sker internt i virksomheder, men som reelt er baseret på udveksling af viden, oplagret i forskellige virksomheder. Der foregår endvidere en udveksling af viden med folk udenfor Impel, hvilket foregår på et uformelt plan. Der tales her først og fremmest om tidligere arbejdkollegaer.

Det er vigtigt at der en kulturel harmoni mellem samarbejdende virksomheder, såfremt man ønsker et godt projekt. Personalet, der er i kontakt med kunden, skal være gode til at kommunikere, således at der reelt er enighed mellem de to parter omkring idéerne, forretningsstrategierne osv. Kultur bliver her betragtet som arbejdsmetoder, organisering, forretningspraksis etc, og der er en forskel mellem Indien og vesten omkring fremgangsmåder på nævnte områder. Derfor vælger Impel pilotprojekter til at overkomme de kulturelle forskelle, der først og fremmest er ved samarbejde, hvor ny teknologi er fremherskende, førend det egentlige projektarbejde igangsættes.

Mere konkret følger samarbejdet dokumenter fremsat af internationale organisationer, således at der sikres imod misforståelser. Derudover bruges skemaer, der klargør de forskellige parters konkrete opgaver, forventninger til opgaver etc.

Vestlige virksomheder er bedre styret end de indiske, men inderne lærer af de vestlige fremgangsmåder, og er således inde i en positiv udvikling. Såfremt man besidder nogle grundlæggende management færdigheder er man i stand til at overkomme de kulturelle forskelle der kan eksistere. Således lader de kulturelle forskelle ikke til at være et afgørende problem, når man lytter til Sumanthra.

Kulturelt set er de indiske virksomheder mere rettet mod den vestlige forretningskultur, fremfor den japanske, hvilket skyldes, at der kommer mere arbejde fra vesten. Indien besidder en stærk og gammel kultur, samtidigt med, at landet er i stand til at respektere fremmede kulturer, hvilket Sumanthra anser som en force, der kan bruges positivt i software industrien, såvel som andre industrier.

Off-shore produktion, hvilket vil sige en Indisk produktion rettet mod vestlige markeder er fremherskende i Indien. Det indiske markede for softwareprodukter er stigende, men dog endnu ikke på niveau med det vestlige markede. Off-shore produktion er accepteret som udvikling i Indien, idet det giver økonomisk mening, at flytte vestlig produktion til Indien, grundet de lavere lønninger etc.

Derudover er situationen i Indien kendetegnet ved, at en række softwareprogammører flytter til vesten, da dette øger karrierer mulighederne, ligesom det på kort sigt medfører en øget indtjening. De fleste programmører vender tilbage til Indien efter nogle år. Umiddelbart er det naturligvis problematisk for Indien, at dygtige færdiguddannede folk forlader landet. På længere sigt mener vi dog, at denne udflytning kan gavne Indien, idet de erfaringer, der høstes i vesten kan medføre en positiv udvikling, såfremt de spredes i indiske virksomheder.

Dette firma blev dannet for 6 år siden, da Venkat forlod det danske firma 7 technologies, og dannede sit eget (indisk ejede) 7 technologies. Som navnet antyder har firmaet siden sin første dag fungeret som underleverandør for det danske firma, om end der ikke er nogen ejermæssige forhold involveret. Hvor 7 technologies tidligere var ejet af Venkat alene, er firmaet nu et partnerskab mellem Venkat og Sanjay, der som tidligere nævnt netop er skiftet fra Impel til 7 technologies. Firmaet har 14 ansatte. Vores informanter hos 7 Technologies var Venkat og Sanjay Venkat arbejdede hos CRI fra 1983 til 1985, dernæst for Division 2000, og efterfølgende for 7 Technologies i Danmark. Sanjay har vi nævnt tidligere.

Interviewene omkring 7 Technologies fokuserede på andre emner, end vores tidligere interviews, hvilket bundede i vores interesse omkring det fænomen, at firmaet er opstartet ved brug af kontakter og erfaringer fra den indiske chefs tidligere jobs hos vestlige firmaer. Sådanne firmaer benævnes spin off firms, og såfremt Indien vil opleve en udvikling imod et stigende antal af disse indisk ejede spin off firms er landet inde i en god udvikling set fra et udviklingsperspektiv (Martin Christensen, IFU).

Programmeringsteknisk arbejder 7 Technologies på visuel++.

7 Technologies AS i København er virksomhedens eneste kunde på nuværende tidspunkt.

Efter at været ansat forskellige steder i 10 år ønskede Venkat at blive selvstændig, hvilket han så gode muligheder i. Han havde ambitioner om at bygge et firma op, og omkring firmaets opstart siger han, "I worked for 7 Technologies in Denmark, and they liked my work. Then I wanted to move back to India, and I set up this company so I could still do jobs for 7 Technologies in Denmark. I knew I could get jobs from them here in India, they gave us work before we started up."

Omkring vigtigheden af hans ophold i Danmark, med henblik på hans firmas samarbejde med danske 7 technologies, siger han "Yes, in fact it is very helpful to be outside India, because you make friends and you learn what they want from you, in terms of work....you learn how they think, how they are dealing with things, and it is actually difficult to talk to each other if you dont have that common understanding." Det fremgår herved, at opholdet i Danmark har været givtigt, idet dette har bidraget til en fælles forståelse mellem de to parter.

Ifølge Venkat vil firmaet bruge kontakter fra tidligere jobs til at skaffe flere kunder. "We have some contacts from previous jobs, with friends outside the company. My work have been spread out, so I have a lot of contact spread out in a lot of companies. The quality level in this firm is fairly high, so there will be a lot of work, because today there is a lot of jobs in this buisness." Venkat bruger kontakter fra hans tidligere jobs til at skaffe arbejde/kunder og han mener, at Sanjay vil føre endnu flere kontakter med ind i 7 Technologies.

Sanjay mener, at dette er der rette tidspunkt for ham at forlade Impel til fordel for 7 Technologies, hvilket skyldes hans mange kontakter i Danmark, der tidligere alle arbejdede for CRI, men nu er spredt til en række forskellige firmaer. "Now I know a lot of people I have been working closely with, who works for various companys. See now a have a lot of potential customers, using my contacts." Det er oplagt, at hans indtræden i 7 Technologies medfører en øget mængde af kontakter til danske virksomheder, hvilket på sigt skal øge kundekredsen i Danmark. Virksomheden arbejder i forvejen med en dansk kunde, hvilket gør Danmark til firmaets mest oplagte marked. Vi vil her endnu engang pointere vigtigheden af tidligere arbejdskontakter.

Da vi spørger, om det er en tendens, at indere danner deres egne firmaer med de kontakter og den viden de har fra deres tidligere jobs i vesten, svarer Venkat: "Im not quite sure how many people who do that. I know many people who works abroad, and want to return to India, for them it is a good time to use their experience and establish own companies."

De fleste af de store amerikanske softwarevirksomheder har afdelinger i Indien. I tilfælde som år 2000 udfordringen er det arbejde inderne udfører for de vestlige virksomheder ikke særligt krævende rent intellektuelt, men tilgengæld kræves massevis af arbejdere, mener Sanjay. De indiske firmaers adgang til det vestlige marked sker igennem vestlige firmaer, og således er indiske firmaer ofte ikke i direkte kontakt med vestlige kunder. "When we do off-shore work it is often routed through an american softwarecompany".

Ifølge Sanjay har inderne et generelt problem omkring kvaliteten af deres produkter, hvilket dog er ved at ændre sig. De indiske produkter er billigere end de vestlige, men dette medføre at forsinkelser forekommer, hjørner bliver cuttet af etc., hvilket ikke burde være tilfældet. De indiske produkter er nemlig udelukkende billige fordi produktionsforholdene er anderledes i Indien end i vesten, hvilket burde være en (konkurrencemæssig) bonus for Indien, og ikke en faktor der medfører en vis afslappethed overfor kvaliteten af produkterne.

I dag fungerer 7 Technologies udelukkende som underleverandør for 7 Technologies i Danmark. Således leverer virksomheden hverken færdige produkter til egne kunder, eller til selve markedet. Omring eventuel produktudvikling imod markedet siger Venkat, "Not yet, we need to be larger to do that and we also need some more experience. Maybe we can join with somebody else, but we can not do it on our own."

Selvom firmaet fungerer som underleverandør har de deres egne meninger omkring, hvorledes arbejdet skal udføres. "We have to tell them how we think the job should be done. They dont tell us what to do, and then we do it. We dont work that way; they say something, then we say something based upon our experience, we go back to them and say what we think about it." Her fremgår det, at 7 Technologies ikke bare udfører standardiseret softwareproduktion efter præcise retningslinier, udstukket af deres danske samarbejdspartner. Softwareproduktionen er kendetegnet ved en interaktion, hvor viden udveksles begge veje, og hvor indiske 7 Technologies indgår i selve udviklingen af danske 7 Technologies grundprodukter.

I den danske analyse var det kun muligt at betragte de indiske virksomheders rolle i de situationer, hvor de fungerede som underleverandører for deres danske samarbejdspartnere. Denne danske analyse dannede grundlæggende ikke basis for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling. Formålet med den indiske analyse var dels at belyse det dansk indiske samarbejde fra et indisk perspektiv, dels at vurdere de indiske afdelingers samlede produktion, hvilket inkluderer de aktioner, hvor virksomhederne er uafhængige af de danske selskaber.

Vi vil begynde sammenfatningen af den indiske empiri med en vurdering af, hvordan det dansk indiske samarbejde opfattes fra et indisk synspunkt. I store træk er vores indiske respondenters opfattelse af selve samarbejdet mellem deres respektive virksomheder og deres danske moderselskaber sammenfaldende med de erfaringer vi gjorde i den danske analyse.

Således viste den indiske analyse at, CG Mærsk, Impel og 7 Technologies alle har leveret standardiserede dele af de danske virksomheders færdige programmer. Sumanthra mente dog, at Impel havde produktudviklet i selve kernen af Workflow Management programmet, hvor Maegaard fra CRI omvendt mente, at Impel blot lagde applikationer ovenpå CRIs grundprodukt.

Den indiske analyse flyttede alligevel ikke på opfattelsen af, at der i selve det dansk indiske samarbejde var en indbyrdes arbejdsdeling, der mindede om Fröbel, Heinrich og Kreyes nye internationale arbejdsdeling. Da vi betragtede de indiske virksomheder i et større perspektiv erfarede vi, at de havde en række aktiviteter, hvor de agerede uafhængigt af deres moderselskaber, hvilket var et fænomen der ikke fremgik af vores danske analyse.

Impel og CG Mærsk har begge en væsentlig softwareproduktion, der er uafhængig af deres respektive moderselskaber. Halvdelen af Impels softwareproduktion er rettet mod deres egne kunder, mens den resterende halvdel er udførelse af jobs for deres nye amerikanske ejer. Hovedparten af CG Mærsks produktion er selvstændigt arbejde rettet mod egne internationale kunder. CG Mærsk har således deres egen salgsafdeling i USA, hvilket vidner om et betragtelig produktudvikling imod kunder. For begge virksomheder gælder det, at det selvstændige arbejde er tiltagende, mens arbejdet for de respektive moderselskaber er faldende.

Den indiske analyse viste, at Impel, og ikke mindst CG Mærsk, har opnået en betragtelig selvstændig produktion, hvor de som uafhængige virksomheder supplerer de vestlige og asiatiske markeder. Således produktudvikler de to virksomheder imod kunder, hvilket placerer dem på niveau to, i henhold til vores arbejdsdeling indenfor softwarebranchen.

7 Technologies producerer udelukkende for deres danske samarbejdspartner, men har planer om at udvide kundekredsen. Tilgengæld er det væsentligt at 7 Technologies er et indisk ejet selskab, ligesom det produktudvikler i selve kernen af produkterne.

Den indiske analyse har vist en selvstændighed hos de tre virksomheder, hvilket i sig selv adskiller dem fra den nye internationale arbejdsdelings udflyttede virksomheder, hvis funktion udelukkende var at supplere moderselskabets produktion, eller skabe adgang til nye markeder. Den indiske analyse har vist en situation hvor selvstændigt agerende indiske virksomheder supplerer asiatiske og vestlige markeder, hvilket danner grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling.

På nuværende tidspunkt har vi behandlet den danske og den indiske empiri, i to særskilte analyser. Formålet har med begge analyser været at vurdere softwareproduktionens udflytnings betydning for den internationale arbejdsdeling. De to analyser har til dels vist forskellige resultater, hvilket vi i dette afsnit vil forholde os til. Det er nødvendigt, at vi stiller os kritiske overfor vores analyser, således at vi får klargjort gyldigheden af det grundlag, hvorpå vores konklusion vil baseres. Den kritiske vurdering af de to analyser vil tage udgangspunkt i en sammenligning de to analysers resultater.

Vores analyse af danske Mærsk Data viste, at CG Mærsks funktion var at holde omkostningerne nede hos Mærsk Datas afdelinger i Danmark, Japan og USA. Samarbejdet fungerede således, at de tre afdelinger udstedte opgaver af standardiseret karakter til CG Mærsk, hvorefter det indiske firma leverede programmørassistance, og derved udelukkende fremstod som en omkostningsminimerende underleverandør af standardiseret software arbejde.

Efter besøget hos CG Mærsk viste denne konklusion sig at være fejlagtig, om end besøget da viste, at virksomheden leverer bestillingsopgaver til Mærsk Data. Hovedparten af CG Mærsks arbejde er kendetegnet ved en produktudvikling rettet mod virksomhedens egne kunder, og ikke som underleverandør for Mærsk Data. Hele konceptet med CG Mærsk er baseret på opbyggelse af egen internationale kundekreds, ligesom underleverandør arbejdet er faldende og blot var en måde at komme i gang på, ifølge CG Mærsks præsident Svend Anker Madsen.

Vi mener hverken, at de afgørende forskelle, som vores analyse i henholdsvis Danmark og Indien her viste, var et resultat af sløset feltarbejde eller dårlig interviewteknik. I stedet mener vi, at forskellene kan skyldes, at samarbejdet og samarbejdspartneren opfattes forskelligt fra henholdsvis Danmark og Indien. Grethe Toxværd fra Mærsk Data var uvidende omkring CG Mærsks generelle arbejde, hvilket kan forklares med, at hendes kontakt med CG Mærsk er i tilfælde, hvor de to virksomheder netop samarbejder, hvilket vil sige i de situationer, hvor CG Mærsk rent faktisk fungerer som underleverandør for Mærsk Data. Dette forhold har hun så tilsyneladende generaliseret til at gælde samtlige CG Mærsks aktiviteter.

Skal vi på samme måde stille os kritiske overfor Svend Anker Madsens udtalelser kan det tænkes, at han har overspillet CG Mærsks kundekontakt og selvstændighed fra Mærsk Data, hvilket naturligvis kunne fremstille hans virksomhed som mere international, mere teknologisk kompetent, samt mere selvstændig. Vi har dog ikke noget belæg for en sådan påstand, og Svend Anker Madsen virkede da også helt klart som om, at han vidste hvad han snakkede om. I tilfældet Mærsk mener vi faktisk, at begge udlægninger giver et udmærket billede af den faktiske internationale arbejdsdeling. Arbejdsdelingen er nemlig ikke statisk, og således varierer CG Mærsks placering i denne, alt efter, om de i analyse øjeblikket producerer for Mærsk Data eller for deres egne kunder.

I analyserne af henholdsvis CRI og Impel kan respondenterne igen beskyldes for at overspille deres virksomheders teknologiske kompetencer, således at de fremstår stærkere, i forhold til samarbejdspartneren. Hvor en sådan kritik er på et mere hypotetisk plan, finder der en reel uoverensstemmelse sted, imellem de to analyser. Omkring udviklingen af workflow management mente, Maegaard (CRI), at inderne leverede applikationer, således at produktet tilpassedes det asiatiske marked. Sumanthra mente omvendt, at hans Impel rent faktisk udviklede i selve kernen af dette workflow management produkt, idet der var store forskelle imellem selve programmet, og de asiatiske kunders behov. Vi kan ikke vurdere, hvorvidt Impel udviklede i denne kerne, hvilket naturligvis er problematisk.

Der kan være en generel tendens til, at de danske afdelinger undervurderer de indiske softwareproducenters færdigheder, ligesom de indiske afdelinger kan tænkes at overspille deres rolle som selvstændige aktører indenfor den globale softwarebranche. Dette kunne resultere i, at arbejdsdelingen ville fremstå mere forskellig i de to analyser, end den reelt burde. Vi mener nu ikke, at dette er et forbehold, vil må tage stilling til i vores konklusion. Vores konklusion indrager i stedet begge udlægninger, idet vi netop mener, at vores analyser viser, at arbejdsdelingen ikke er ligefrem og statisk, men en proces, hvor de indiske virksomheders placering er skiftende.

Vi mener, at de to analyser til sammen har givet grundlag for en placering af de syv virksomheder indenfor vores tre niveauer af softwareproduktion, hvilket vi vil præsentere i følgende skema, som en naturlig optakt til næste kapitels konklusion. De tre niveauer er henholdsvis produktion rettet mod markedet (1), produktion rettet mod kunden (2), samt levering af delprodukter (3). Da virksomhederne oftest producerer på flere niveauer har vi angivet deres primære og sekundære beskæftigelse.

Skemaet viser den arbejdsdeling mellem Danmark og Indien, der vil danne grundlag for vores endelige konklusion, placeret i næste kapitel.

Formålet med dette projekt har været at vurdere, hvorvidt udflytningen af softwarearbejde fra Danmark til Indien danner grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling. Udflytning af kapitalintensivt og højkvalificeret arbejde er som tidligere nævnt et nyt fænomen, der i sig selv danner grundlag for en revurdering. Teoretisk har vi påpeget, at der er basis for en revurdering, idet nye produktionsformer (NIG) og den tiltagende globalisering menes at have ændret forudsætningerne for virksomheders lokalisering.

Centralt i analysen har været at placere henholdsvis de danske og indiske virksomheder i et arbejdsdelings hierarki, baseret på vores tidligere niveauinddeling af softwareproduktion, samt at forstå de bagvedliggende mekanismer for denne arbejdsdeling.

Selve samarbejdet mellem de danske og indiske virksomheder minder på flere måder om den ny internationale arbejdsdeling. Mellem Danmark og Indien er der en arbejdsdeling i selve samarbejdet, hvor de innovative processer og kundekontakten primært beholdes i Danmark, mens den til Indien udflyttede softwareproduktion foregik på et lavere trin, i henhold til vores niveauer af softwareproduktion. Derudover var det af omkostningsminimerende årsager, at tre ud af de fire danske virksomheder benyttede dette samarbejde. Udflytningen af softwareproduktion fra Danmark til Indien danner derved ikke grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling, såfremt vi udelukkende ser på de situationer, hvor der eksisterer et samarbejde.

Betragtes de indiske virksomheders arbejde i et større perspektiv kan der være basis for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling. Vi har set to virksomheder, der i høj grad agere selvstændigt, hvor de med en væsentlig produktudvikling rettet mod kunder, supplerer de vestlige og asiatiske markeder. Dette er en situation hvor uafhængige indiske virksomheder konkurrerer direkte med vestlige virksomheder indenfor en højteknologisk branche, hvilket danner grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling.

Denne udvikling er et resultat af udflytning af softwareproduktion fra vesten til Indien. De indiske virksomheder har lært af samarbejdet med vestlige softwareproducenter. De har lært de vestlige arbejdsmetoder, hvilke krav der i vesten stilles til produkter, samt fået del i den viden, der mere generelt er lagret i vesten på dette område, hvilket har muliggjort, at de indiske softwareproducenter uafhængigt af vestlige virksomheder kan opfylde kunders behov. Denne viden er derudover genereret hos de indere, der har været ansat hos softwareproducenter i vesten. Dermed kan uafhængige indiske softwareproducenter potentielt konkurrere med vestlige virksomheder, omkring softwareapplikationer, hvilket danner grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling. Hertil skal vi tilføje at vores indiske analyse viste, at de indiske afdelingers uafhængige arbejde var stigende, mens arbejdet for deres respektive moderselskaber var faldende.

Et væsentligt aspekt i arbejdsdelingen indenfor softwarebranchen er teknologiens lokalisering. I vores analyse fremgik det, at selve grundprodukterne, softwarekoderne, var ejet af de vestlige virksomheder. Sammenhængende var det primært de vestlige virksomheder, der udviklede i grundprodukterne, hvilket karakteriserer softwareproduktionens øverste niveau, udviklingen imod markedet.

Da vi ovenfor konkluderede, at indiske virksomheder uafhængigt produktudviklere imod kunder, bliver vi nød til her at stille spørgsmålstegn ved denne uafhængighed. De indiske virksomheder er nemlig afhængige af et grundprodukt, hvorpå de kan lægge deres applikationer. Således er indernes produktudvikling imod kunder afhængig af en vestligt ejet teknologi, hvorved den indiske produktion fremstår i et afhængighedsforhold til vestlige virksomheders softwarekoder.

I et Marxistisk perspektiv kan dette sammenlignes med, at de vestlige virksomheder ejer produktionsmidlerne, idet de indiske virksomheders produktion unægteligt er afhængig af omtalte softwarekoder. Denne sammenligning er naturlig, idet den ny internationale arbejdsdeling i høj grad bygger på dette marxistiske grundlag. Således danner teknologiens lokalisering indenfor softwarebranchen, som den fremgår af vores case, ikke grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling.

Såfremt der skal finde en reel og permanent forskydelse af arbejdsdelingen sted, mellem vesten og Indien kræver, det en udvikling af grundprogrammer i Indien, således at der opnås en uafhængighed af den vestlige teknologi. Svend Anker Madsen (CG Mærsk) og Jørgen Nielsen (7 Technologies) mener begge, at Indien om 10 år kan være en magtfaktor indenfor udviklingen af grundprogrammer. Centralt er her, at udflytning indenfor softwarebranchens medfører stigende vidensoverførsel fra vesten til Indien, hvilket sandsynliggør en fremtidig udvikling af grundprogrammer i Indien. Herved adskiller udflytning af softwareproduktion sig endvidere fra den ny internationale arbejdsdelings udflytning, idet der ikke blot finder en kapitaloverførsel sted, fra Vesten til Indien, men endvidere en vidensoverførsel. Denne vidensoverførsel, der allerede har medført, at inderne i dag produktudvikler imod kunder, kan på længere sigt ændre den internationale arbejdsdeling.

Der er ingen tvivl om, at udflytningen har sat gang i en indisk udvikling, der kan ændre Indiens placering i arbejdsdelingen. I hvert fald har udvikling ændret Indiens placering i arbejdsdelingen i forhold til en række andre udviklingslande. Afgørende for den fremtidige udvikling vil være om overførslen af viden fortsætter, og om denne vil resultere i en udvikling af grundprodukter, således at Indien opnår uafhængighed fra den vestlige teknologi. Først i dette tilfælde vil Indien og Vesten befinde sig på samme i niveau, med samme muligheder, i den internationale arbejdsdeling indenfor softwareproduktion.

Alt i alt mener vi, at vores casestudie danner grundlag for en revurdering af den ny internationale arbejdsdeling. Vores case viser en proces, hvor indiske softwareproducenter tilføres viden, der i stigende grad øger deres kompetence. Arbejdsdelingen på processens nuværende stadie udgør nu ikke et markant brud med den ny internationale arbejdsdeling, men som sagt er en proces tilsyneladende i gang, hvor vi ikke blot oplever en kvantitativ forøgelse af indisk softwareproduktion, men endvidere en kvalitativ forøgelse af denne produktion.

Vi har i høj grad brugt begreber fra NIG til vores analyse af de danske softwarevirksomheders udflytning til Indien. Afslutningsvis vil vi vurdere NIGs anvendelighed som analyseredskab for virksomheders lokalisering og derved for arbejdsdelingsspørgsmålet.

Vores analyse har vist et produktionsmønster, hvor fleksible virksomheder indgår i netværk af underleverandører og kunder, hvilket er selve konceptet i ny industri geografien. Analysen viser endvidere, at virksomhedernes kontakt til specielt kunder er væsentlig for produktudviklingen og innovationsevnen, hvilket er en del af NIGs argumentation for netværkenes eksistens.

Vores analyse viser, at netværk er vigtige for de implicerede virksomheder, men at netværk ikke er lokalt forankrede, hvilket er stik modsat NIGs grundtese. De netværk vi identificerer i vores case er globale netværk, der typisk omfatter Danmark, USA og Indien. At produktionen skabes i globale netværk er bl.a. et resultat af, at fraværet af transaktions- og transportomkostninger ved netværksarbejde over store geografiske afstande i softwarebranchen, fjerner de omkostningsmæssige fordele ved en lokalt forankret produktion. Derudover er softwarebranchen i sin natur global, hvilket bl.a. betyder, at branchens viden eksisterer i dens globale netværk. Aktørerne må nødvendigvis opsøge de globale netværk, såfremt der ønskes ny viden. Da globalisering mere generelt har medført en global konkurrence situation, er aktørerne endvidere tvungne til at operere på det globale marked.

Softwareproduktionen er således ikke lokalt forankret, idet produktionen sker via samarbejde over store geografiske afstande. Selvom analysen har vist at produktionen er global, fremfor lokal, er det kulturelle aspekt alligevel af betydning. Flere af de danske virksomheder har peget på, at Danmark har en større kulturel lighed med USA end med Indien. Sammenhængende har vi identificeret, at de innovative dele af de danske virksomheders produktion primært findes i interaktionen med de vestlige kunder, ofte amerikanske, og ikke i samarbejdet med de indiske virksomheder.

Da et innovativt samarbejde kan foregå mellem Danmark og USA, via internettet, er det oplagt at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det kulturelle fundament, der muliggør det innovative netværkssamarbejde, er lokalt afgrænset.

En vigtig faktor i NIG, såvel som i vores empiri, er begrebet tillid. Tillid opbygges bedst face to face og styrkes over tid. I vores analyse fremgik det, at tillid, opnået ved fysisk nærvær, var en forudsætning for, at der kunne samarbejdes over store geografiske afstande via internettet. Tillid opbygget over tid kunne endvidere ses ved, at virksomhedernes netværk var præget af kontakter til tidligere kollegaer og samarbejdspartnere.

Sammenfattende er NIGs fokus på innovationer og netværk, baseret på transaktionsomkostninger, kultur og tillid et udmærket analyseredskab, der nemt lod sig identificere i vores casestudie. NIGs logik, hvor de nævnte begreber medfører en lokalt forankret produktion, viste sig at være fejlagtigt, i forhold til vores empiri. Selve produktionens organisering kan udmærket betegnes med NIGs begreber, der omvendt ikke kan forklare produktionens rumlige udbredelse.

Afslutningsvis skal vi pointere, at den udflytning, der finder sted af omkostningsminimerende årsager naturligvis forklares bedre af den radikale geografi, end af ny industri geografien, der ikke kan forklare selve udflytningen fra vesten til Indien. Det vil derfor være naivt udelukkende at basere en analyse af den internationale arbejdsdeling på NIGs begreber, idet den neoklassiske økonomis mekanismer, stadig er væsentlige for virksomheders lokalisering. Således kan NIG ikke alene forklare softwarebranchens udbredelse, idet den nye internationale arbejdsdelings omkostningsminimerende element stadigt er vigtigt for virksomheders lokalisering.

Amin, Ash. og Thrift, Nigel., 1992. Se Daniels og Lee (Ed.), 1996.

Neo-Marshallian Nodes in Global Networks, p.158-178.

Globalisation, Institutions and Regional Development.

Oxford University Press - Oxford.

Barff, Richard., 1995. Se Johnston et al (Ed.), 1995.

Multinational Coperations and the New Internatoinal Division og Labor, p.50-62.

Bowden, 1981. Se Unwin, 1992.

Cabek, 1961. Se Hodgson, 1994.

Innovation i Dansk erhvervsliv - et debatoplæg udarbejdet af J F Christensen.

Erhvervsfremmestyrelsen.

Spaces of Globalisation.

The Guilford Press – New York / London.

Exploring Human Geography.

Arnold – London / New York.

Global Shift.

Harper and Row Ltd. – London

Dickinson, 1969. Se Unwin, 1992.

Learning, Trust and Technological Collaboration.

Human Relations (1993), Vol.46 no.1, p.77-96.

Tavistock Institute of Human Relations.

Dunn, 1954. Se Healey og Ilbery, 1990.

Dialog med IT/Tele/Elektronik, Delrapport I - Baggrundsanalyse, 1995.

Comments on Harvey, Why a radical Geography must be Marxist - Artikel i Antipode 6(2): 13-18, 1972.

The New International Division of Labour 1977 – Engelsk oversættelse 1980.

Cambridge University Press – London / New York.

Gertler, Meric S., 1997. Se Cox (Ed.), 1997.

Between the Global and the Local - The spatial limits to productive capital, p.45-63.

Sociology (Second Edition).

Blackwell Publishers Ltd. - Oxford og Cmabridge, England.

Revolutionary and Counter Revolutionary Theory in Geography and the Problem og Ghetto Formation - Artikel i Antipode 6(2): 1-13, 1972.

On the History and Present Condition of Geography: An Historical Materialist Manifesto - Trykt i Kulturgeografiske hæfter nr. 30 (Geografisk Institut, KU), 1986.

Location and Change – Perspectives on Economic Geography.

Oxford University Press Inc. – New York.

The Return of Institutional Economics.

The Future of Geography.

Methuen - London.

The Dictionary of Human Geography (Third edition).

Blackwell Publishers – Oxford, England og Cambridge, Massachusetts, USA.

Geographies of Global Change.

Blackwell Publishers Limited - Oxford, UK / Camebridge, Massachusetts, USA.

The Structure of Scientific Revolutions.

The University of Chicago Press - Chicago, USA.

Landestrategier for Indien.

Udgivet af udenrigsministeriet, Danida, Februar 1997.

Technological Development, Technology Impact and Industrial Strategy: a review of the issues.

Industry and Development, 1993, p.1-34.

Lange, 1961. Se Unwin, 1992.

Flexible Production Systems and the Social Construction of Trust.

Politics & Society, Vol. 21, No. 3, September 1993, p.307-324.

Explaining interfirm cooperation and innovation - Limits to the transaction cost apporach. In: Grabher, G. (ed.)(1993): The embedded firm - On the socio-economics of industrial

networks. Routledge. New York. pp. 52-64.

National Systems of Innovation - Towards a Theory of Innovation and Interactive Learning.

Printers Publishers - London.

Spatial Division of Labour, Social structures and the Grography of production.

Macmillan - London.

Nelson og Winter, 1974. Se Hodgson, 1994.

Nelson og Winter, 1982. Se Hodgson, 1994.

Recent Evolutionary Theorizing About Economic Change.

Journal of Economic Literature Vol. XXXIII (March 1995), pp. 48-90.

Technology and the Economy – The Key Relationships.

OECD – Paris.

Globalisation of Industry.

OECD – Paris.

Information Technology Lookout.

OECD – Paris.

Økonomisk teori i internationalt perspektiv (3 udgave).

Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Pierce, 1934. Se Hodgson, 1994.

Russel, 1961. Se Unwin, 1992.

Sayer, Andrew. 1985. Se Jonston R. J. (Ed.), 1985.

Realism in Geography.

Schumpeter, 1942. Se Nelson, 1995.

Scruton, 1981. Se Unwin, 1992.

Storper, Michael., 1997. Se Cox (Ed.), 1997

Territories, Flows, and the Hierarchies in the Global Economy, p.19-44.

Dateline Bangalore: Third World Technopolis.

Foreing Policy, No. 102, 1996, p. 152-168.

Thrift, Nigel., 1995. Se Johnston et al (Ed.), 1995.

A Hyperactive World, p.18-35.

The Place of Geogarphy.

Longman Group Ltd. – Harlow, England.

Veblen, 1919. Se Hodgson, 1994.

International Investment and International

Trade in the Product Cycle. In: Quarterly Journal of Economics, Vol.

80, No. 1.