Udkast til kapitel om Kuhn, d.27/2/96, af Brian Long.

Følgende udkast, vil forsøge, i korte træk, at redegøre for indholdet i Kuhn’s videnskabsteori og videnskabshistorie. De centrale elementer i Kuhn’s paradigmeteori vil blive trukket frem og derpå vil udkastet gå lidt mere i dybden med Kuhn’s videreførsel af begrebet inkommensurabilitet. Jeg vil dog pointere at udkastet ikke er helt så dybdegående som det kunne være, men dette skal opfattes et udkast til noget der kunne føres videre, hvis det blev vægtet således i løbet af projektperioden.

Man kan opfatte Kuhn’s videnskabsteori som et kritisk opgør med Popper, men der er dog enighed på en lang række punktér:

- Afvisning af induktivismen som en gyldig eller mulig metode til at opnå sikker teoretisk viden ud fra erfaringen.

- Teorier vokser ikke frem af neutrale observationsdata. Sådanne data, de nøgne kendsgerninger, eksistere slet ikke, idet målinger og observationer kun er mulige i en bestemt teoretisk ramme. Eksperiment forudsætter teori.

- Den videnskabelige udvikling ernærer sig (derfor) ikke af neutrale observationsdata, men af problemer.

- En teori vurderes aldrig ved at konfrontere dens indhold direkte med "naturen", men gennem konfrontation af teorien med andre, rivaliserende teorier. Den videnskabelige teoriudvikling er essentielt en konkurrence mellem forskellige teorier.

Kuhn mener dog i forhold til Popper af falsifikationisme er lige så urealistisk som verifikationisme. Kuhn påpeger at ingen teori er i stand til, på noget som helst tidspunkt, at forklare alle de naturfænomener, der hører ind under dens område. Kuhn opfatter det som et historisk faktum, at enhver teori til tider vil være udsat for anomalier, uden dog at være betragtet som tilbagevist.

Der hersker ligeså uenighed mellem Kuhn og Popper, om hvor vidt videnskabsprocessen er to adskilte dele, eller ej. Popper skelner mellem context of discovery og context of justification, og denne adskillelse opfatter Kuhn som værdiløs, samt umulig at gennemføre i praksis. Det er netop her Kuhn’s paradigme teori kommer ind, da han mener at enhver videnskabelig konstruktion vil ske inden for et begrebssystem (et paradigme). Dette paradigme levere samtidig de standarder, under hvilke videnkabsfolkene arbejder. Bedømmelsen eller legitimeringen af en videnskabelig teori, sker altså indefor det samme paradigme, da paradigmet netop betinger måden hvorpå videnskabsfolk ser tingene.

Man kunne her fortsætte med at remse uoverensstemmelser mellem Popper og Kuhn, men vigtigst af dem alle er nok opfattelsen af den videnskabelige proces.

Kuhn opdeler den videnskabelige udvikling i to faser, den normalvidenskabelige fase og den revolutionære fase. Den normalvidenskabelige fase er udtryk ved et paradigme, mens den revolutionære fase kendetegner overgangen fra et paradigme til et andet. Der er således tale om successive perioder af normalvidenskab, hvor videnskabsfolkene er enige om de standarder og modeller der kan accepteres. Der opstår dog anomalier under den normalvidenskabelige periode, og når disse anomalier er blevet tilstrækkelig mangfoldige, vil man søge nye forklaringer, og man træder derved ind i den revolutionære fase. Normalvidenskab kan således overhovedet ikke dyrkes a-paradigmatisk.

Kuhn definere mere ordret et paradigme på følgende måde. "Et paradigme er det, der er fælles for medlemmerne af et videnskabeligt samfund, og omvendt består et videnskabeligt samfund af mennesker, som har et paradigme til fælles.". Det videnskabelige samfund er her fælles for det Kuhn betegner som en faglig matrix, som består af følgende:

- Symbolske generalisationer, dvs. formelle udsagn om naturen, der bliver alment og uproblematisk accepteret af den faglige gruppe. Mange af disse udsag har en nærmest tautologisk karakter. Et eksempel er Newtons anden lov, som opfattes som definitionen på kraft og ikke som et udsagn om, hvordan naturen er indrettet. Derved bliver Newtons anden lov utilgængelig for kritik, og derigennem et fast holdepunkt i tilværelsen for mange fysikere.

- Metafysiske paradigmer, dvs. en fælles tro på bestemte modeller af både ontologisk og heuristisk art. At opfatte verden på en måde der ikke kan afgøres eksperimentelt, er en metafysiske opfattelse. Denne metafysiske opfattelse kan samtidig opfattes som et metafysiske paradigme fordi opfattelsen kan være determinerede for hvilke problemer der er videnskabelige relevante, samt hvilke videnskabelige løsninger der er tilladte.

- Værdier, dvs. fælles opfattelser af hvilke kriterier, der må være gældende for at teorier findes attraktive og acceptable. Disse værdier kan være udtrykt i krav om at en teori skal være enkel, modsigelsesfri eller symmetrisk. Dvs. at en værdi er paradigmatisk, da den ikke er en selvfølge eller en nødvendighed, der gælder for al videnskab til enhver tid. Med andre ord vil det fælles videnskabelige samfund være fælles om værdierne, såvel som paradigmet selv.

- Eksemplarer, dvs. sådanne forbilledlige typer af konkrete problemløsninger, der fungere som modeller eller skabeloner for, hvorledes videnskab bør dyrkes. Et eks. er lærerbøgerne, der er fuldt med eksemplarer, og det er herigennem de studerende først stifter bekendtskab med eksemplarerne.

Et videnskabeligt arbejde inden for et paradigme vil aldrig, tilsigtet, medføre revolutionære ændringer. Almindeligt normalvidenskabeligt arbejde sigter mod at løse de begrænsede problemer, paradigmet artikulere, og forfine og fuldstændiggøre viden indefor paradigmets perspektiv. Følger man således paradigmets "spilleregler", vil man på forhånd være sikker på at sådant arbejde vil have en løsning. Som nævnt før, kan det videnskabelige arbejde indefor et paradigme, ofte utilsigtet, medfører anomalier.

En sådan ophobning af anomalier inden for paradigmet, vil på lang sigt medfører en videnskabelig revolution. Dette kan ske over en meget varierende tidshorisont, da der er indbygget paradigmebeskyttende teknikker i de normalvidenskabelige spilleregler. Anomalier vil ofte blive afkastet som ubetydelige, irrelevante eller som tilhørende en anden faglig disciplin, eller de vil blive "lagt på hylden" i forhåbning om at kunne blive løst engang i fremtiden. En anden løsning på anomalier er at gøre sig visse ad hoc antagelser, dvs. hjælpeteorier der fungere som en slags "kunstigt åndedræt" for en teori, men disse ad hoc antagelser er ikke tilstrækkelige, når der opstår tilpas mange anomalier. I lyset af de mange ad hoc antagelser vil der ifølge Kuhn opstå en latent krisestemning, i erkendelse af at de ikke bare kan bortmanipuleres, og der vil opstå en begyndende forventning om, at selve paradigmet er utilstrækkeligt.

Den videnskabelige revolution er ikke en pludselig omvæltning som ordet måske kan antyde, men derimod ofte en langstrakt proces. Ofte er en hel generation af videnskabsfolk, tilhørende det gamle paradigme, nød til at forgå, før det nye paradigme kan siges at havde sejret. Dette kan ses som et resultat af at to konkurrerende paradigmer er inkommensurable, dvs. usammenlignelige, og ikke i stand til at forklare hinandens succeser. I Kuhn’s første bog fra 1962, fremstod inkommensurabilitet, som medførende en situation, hvor forskerne for de to paradigmer, ikke var i stand til at kommunikere med hinanden, fordi de talte vidt forskellige normalvidenskabelige "sprog". Denne tanke søges uddybet på de næste par sider, da Kuhn’s nye bog netop går videre med begrebet inkommensurabilitet, for som Kuhn selv skrive i en artikel i bogen; "Intet andet aspekt af Videnskabens revolutioner har optaget mig så dybt i de tredive år. siden bogen blev skrevet, og resultatet er efter alle disse år, at jeg stærkere end nogensinde føler, at inkommensurabilitet nødvendigvis må indgå som en væsentlig bestanddel i ethvert historisk eller evolutionært syn på naturvidenskabelig viden".

I modsætning til tidligere tolkninger af Kuhn’s inkommesurabilitetsbegreb, som fuldstændig kommunikationsbrud mellem videnskabsfolk fra forskellige paradigmer, siger Kuhn at der kun er tale om delvis usammenlignelighed, og at han på dette område er blevet stærkt misfortolket. Det vil dog også være lidt misvisende at tro at videnskabsfolk, tværparadigmatisk, ikke var i stand til at kommunikere overhovedet. Således ville den enkelte videnskabsmand/kvinde ikke være i stand til at gå fra et paradigme til et andet, hvilket hænder, og er derfor et historisk faktum. Kuhn definere således inkommensurabilitet som en delvis usammenlignelighed, "...dvs. at der vil være grundlæggende træk i de to paradigmer, som forskerne kun delvis vil kunne opnå indbyrdes forståelse om". Det bør dog pointeres at der er tale om forskelle der kan være yderst faretruende for en rationel kommunikationen mellem videnskabsfolk fra konkurrerende paradigmer.

Kan valget mellem to paradigmer være et rationelt valg? Hvis ontologien i det konkurrerende paradigme er i direkte modstrid med den enkelte forskers egen ontologi, og der samtidig ikke eksistere et over paradigmatisk sprog, hvordan lader et paradigmeskift sig så muliggøre? For bedre at kunne besvare disse spørgsmål vil jeg henlede til Kuhn’s sammenligning af kommunikationsbruddene på tværs af paradigmer med sproglige kommunikationsbrud, mellem personer der taler vidt forskellige sprog. "Inkommensurabilitet bliver således en slags uoversættelighed, lokaliseret til det ene eller det andet område, hvor to leksikalske taksonomier afviger indbyrdes.". Dog kan en forsker godt beherske, eller tilegne sig, den taksonomi der er kendetegnet ved det konkurrerende paradigme. På denne måde kan man opfatte forskere som tosproget, men det bør holdes for øje at der ikke er tale om en ontologisk oversætter. Tosprogethed har sine omkostninger, da den enkelte forsker altid skal huske på, indenfor hvilket sprogsamfund, samtalen finder sted.

I Kuhns artikel Siden videnskabens revolutioner, skitsere han inkommensurabilitetsbegrebet i et traditionelt videnskabshistorisk perspektiv, ved at sammenligne det med evolutionsteorien. "Det er grupper, som udvikler sig og fører til nye arter, og det er reproduktionen indenfor grupperne, som sikre bevarelsen af de fælles gener. Det forholder sig tilsvarende inden for videnskaben. Her er den afgørende gruppe et fællesskab af specialister, som kommunikere med hinanden. Medlemmerne af denne gruppe "deler et ordforråd, som danner grundlag for både varetagelsen og evalueringen af deres forskning, og som samtidig, fordi det spærre for fuld kommunikation med dem, der står uden for gruppen, opretholder deres isolation fra udøvere af andre specialer."". Man kan her se en vis lighed, ikke til artsselektion, men til artsoverlevelse, dvs. en arts forsøg på at bevare og videreføre sine gener. Kuhn definere den biologiske parallel til revolutionær forandring, som en artsdannelse, og ikke som en mutation. Videnskabens udvikling er på sammen måde, som artsdannelsen, udsat for en række vanskeligheder. F.eks. kan det være svært "at identificere en episode i artsdannelse, før nogen tid efter den er indtruffet, og umuligheden af, selv da, at datere tidspunktet for dens fremkomst". Dette må siges at være i god overensstemmelse med den revolutionær forandring der finder sted mellem to normalvidenskabelige faser.

For ikke helt at miste tråden, vil jeg vende tilbage til spørgsmålet om muligheden for det rationelle valg. For at kunne foretage et rationelt valg, bør man først vide hvad der kendetegner en god videnskabelig teori. I sin artikel Objektivitet, værdidomme og valg af teori vælger Kuhn fem mulige besvarelser:

- Nøjagtighed, dvs. at det inden for en teoris felt skal være således, at konsekvenser, der kan udledes af den, bør være i påvist overensstemmelse med resultaterne af eksisterende eksperimenter og iagttagelser.

- Konsistens, dvs. at en teori skal være konsistent, ikke bare indadtil eller i forhold til sig selv, men også i forhold til andre almindeligt accepterede teorier, der gælder for beslægtede aspekter ved naturen.

- Bredt perspektiverende, dvs vigtigheden af at konsekvenserne af en teori rækker langt ud over de specielle iagttagelser, love eller underteorier, den i første omgang blev formuleret for at forklare.

- Enkel, dvs. at en teori skal være enkel og bringe orden i fænomener, der, hvis den ikke fandtes, hver for sig ville stå isoleret og, anskuet som et hele, ville være forvirrende.

- Givtig. Hvis en teori skal være givtig i henseende til nye forskningsresultater, dvs. den skal bringe nye fænomener for dagen eller påvise hidtil ubemærkede relationer mellem allerede kendte fænomener.

Begrebet inkommensurabilitet er blevet prioriteret højest i ovenstående udkast, da det netop er inkommensurabiliteten, der som begrebs- og forståelsesramme, kan skildre hændelsesforløbet i vores videnskabshistoriske projekt, uden dog at vi, endnu engang, vil eftervise Kuhns teori.