På trods af at store dele af befolkningen, især i ulandene, er beskæftiget ved landbrug, udgør landbruget kun en meget lille del af det samlede BNP. Derfor er lande, domineret af landbrug, modsat domineret af en stor industri sektor, lande med en forholdsvist lavt BNP. På trods af dette er landbrugsudviklingen ikke særligt i fokus i udviklingsstrategierne. Ofte, på baggrund af den vestlige industrialisering og udviklingshistorie, ses landbruget som leverandør af arbejdskraft, også i ulandene. Dette betegnes som "urban bias". Der er flere grunde til denne "urban bias".

Embedsfolk og politikere bor ofte i byerne og har ingen egentlig forståelse for livet på landet. De er ligeledes trænet inden for et vestligt akademisk paradigme, der ydermere bidrager til deres opfattelse af landbruget som arbejdskraft reserve for byerne og dens industri. Derudover er den manglende evne til at til at relatere til befolkningen på landet, ofte fordi de er anderledes, snakker et andet sprog, eller tilhører en anden kaste eller etnisk gruppe. Ofte bliver befolkningen på landet opfattet som mere primitive. Udover Urban Bias, så kan man tale om Gender Bias. Denne form for bias hentyder til en manglende forståelse for kvindernes rolle i landbruget.

Disse forskellige former for bias viser sig på flere måder, bl.a. gennem manglende infrastruktur og social struktur (skoler, klinikker osv.). Manglende infrastruktur er med til at øge transportomkostningerne, som først og fremmest vil forringe konkurrencen for de små bønder, som er mere sårbare. Der forekommer også et øget ressource spild. F.eks. er manglende irrigering et problem, da klimaforhold vil have en mere direkte påvirkning på produktionen. Denne manglende infrastruktur skal, specielt m.h.t. småproduktion, etableres gennem en statsfinanciering p.g.a. dens omfattende karakter. Dette er der dog ikke nogle kortsigtede incitamenter til, netop fordi indkomsten fra den sektor er lav. Også de sociale strukturer mangler investeringer, igen fordi bedre uddannelse og helbred ikke umiddelbart giver et økonomisk afkast på kort sigt. Dette, kædet sammen med de få ressourcer ulandene har til deres rådighed, virker som en hæmsko når det gælder langsigtede investeringer.

Dette begreb dækker, sagt meget simpelt, over det faktum at få rige har meget jord, mens mange fattige har lidt jord. Denne ulige fordeling får ofte konsekvenser for miljøet, da de fattige bønder ikke har ressourcerne til at dyrke på bæredygtig vis, hvilket resultere i at de udpiner jorden. Kun gennem effektive landbrugsreformer kan man ændre dette forhold.

I mange ulande er primær producenterne vigtige i forhold til eksport fortjeneste. Der tænkes her på produkter såsom kaffe, te og sukker. Denne mono eksport, medfører en monokultur, dvs. en landbrugsproduktion der satser på meget få eksportprodukter. Dette forhold gør produktionen skrøbelig, da det pågældende land vil stå svagt når priserne på verdensmarkedet fluktuere. Dette kan betegnes som makroøkonomisk ustabilitet.

Spekulation, i tilfælde af fejlvurdering, på vareprisen på eksportprodukter, kan lede til at man optager lån der overgår hvad man kan magte at tilbagebetale. Dette kan ske på to måder: overproduktion på verdensmarkedet, der medfører et fald i prisen; underproduktion på verdensmarkedet, som også giver et fald i pris, som et resultat af en dyrere eksport fra det pågældende land. Dvs. eksport bliver dyrere, import billigere, hvilket påvirker betalingsbalance negativt. Højere internationale priser på eksport skaber en tendens der nedsætter den økonomiske aktivitet i ulandene (kaldet dutch disease). Med andre ord så bliver ulandenes økonomi svækket og dens produktive fundament reduceret som et resultat af disse cykluser og dutch disease fænomenet.

Der er flere fejlopfattelser af bønder og små landbrug i syd. En af de mest almindelige opfattelser af smålandbrug i syd er, at beslutningerne bliver taget med produktion til egen subsistens for øje. Denne opfattelse af landbrug i syd som snævre, tidløse og ‘primitive’, er ofte kendetegnede for en vækst- og moderniseringsteoretisk opfattelse. Den tilægger ikke bønderne andet rationale end overlevelsens rationale. Applikation af videnskab og teknologi, for at forbedre produktiviteten, eller investeringer i menneskelig kapital, har været antaget fraværende fra ‘traditionelle’ små landbrug i syd. Men disse antagelser passer langt fra på små landbrug i syd.

For det første, så producere småbønderne ikke kun til eget og familiens forbrug, hvor kun et lille overskud, hvis noget, bliver solgt videre. Sandheden er, at de ofte producere både til eget forbrug og til et marked. Ofte er forholdet det at visse medlemmer af familien, ofte manden, søger arbejde uden for småbruget dele af året, mens kvinden varetager de daglige pligter i familiens småbrug. Mens forestillingen om små subsistenslandbrug i syd er fejltagen, så er der en ide i at betragte disse småbrug som landbrug med lav eller manglende specialisering.

Traditionelt landbrug har en tendens til lav produktivitet, lav værditilførsel, i hvert fald hvis man måler output pr. arbejder, men det vil være forkert at postulere at der ikke finder nogle innovationer eller investeringer sted, eller at småbønder ikke er istand til at lære/optage ny processer gennem learning-by-doing. Hvis det viser sig at en investering kan betale sig og, at risikoen ikke er for stor, vil smålandbrugere gerne investere, modsat opfattelsen af dem som primitive subsistens landbrugere.

Forandringer blandt småbønderne i syd er ofte en meget langsommelig proces, men svaret hertil kan findes i deres attituder til risiko og forandring.

• Kulturel modstand, som findes i enhver samfund, men som måske medfører at forandring i ulandene er lidt langsommere end i de udviklede lande.
• Fordi småbønder i ulandene er fattige er de ekstremt risiko skyg. Dvs. at de ikke er villige til at foretage investeringer der er risikofyldte, de er med andre ord ikke villige til at risikere deres og deres families subsistensgrundlag.
• Sidst, men ikke mindst, så er manglende investeringer i ny teknologi og nye produktionsformer ikke et udtryk for manglende interesse, eller at de eksisterende produktionsformer er kulturelt indgroede, derimod er det manglende tilgang til kreditter.

Der er flere forskellige opfattelser af hvad småbødernes potential er eller kan være. Tre sådanne opfattelser optræder i bogen, den ene med rødder i vækst- og moderniseringsteorierne, den anden i marxistisk afhængighedsteori og den tredje i de strukturalistiske teorier.

Den første af opfattelserne peger på et overskud af arbejdskraft i landbrugssektoren, som en flaskehals for egentlig, industriel, udvikling. At flytte arbejdskraft fra land til by vil, ifølge denne opfattelse, ikke medfører en nedgang i landbrugsproduktiviteten. Derimod er den her man finder det virkelige potentiale for udvikling, for mens landbruget stadig kan opretholde produktionen, vil industrien få en øget produktion. Derved vil det samlede potentiale for udvikling være øget.

Theodore Schultz publicerede i 1664 en bog med titlen Transforming Traditional Agriculture hvori han fremhæver, at småbønderne er effektive, givet de ressourcer der er til deres rådighed og, at man ikke ved at omstrukturere de givne ressourcer kunne øget bøndernes output. Han mente heller ikke at man kunne bibeholde det samme output, ved at fjerne en del af indputtet, f.eks. dele af arbejdskraften. Han mente derimod, at skulle man øge effektiviteten skulle der nye landbrugsprogrammer til (det var ikke bøndernes egen skyld at de er fattige, men et resultat af dårlige landbrugspolitikker), dvs. investeringer i f.eks. ny teknologi og nye højtydende sorter. Han mente også at regeringerne skulle fjerne kunstigt satte priser, som var med til at mindske bøndernes udbytte, og samtidig fjerne de brug der insisterede på lavproduktiv produktion, altså en liberalisering af landbruget, hvor kun de der udnyttede jorden optimal ville overleve. Dette kunne så frigive de nødvendige ressourcer til industrien, men først da. Andre mente at rige bønder og fattige bønder ikke havde den samme motivation og derfor var de fattige bønder ikke effektive på samme måde.

Der er flere måder hvorpå de fattigste bønder står dårligt stillede, f.eks. nævnes også manglende uddannelse, information og færdigheder. Derudover kan nævnes manglende kapital til at investere i lagerkapacitet, noget der er meget vigtigt hvis man som bonde skal værne sin produktion mod svingende markedspriser. Har man ikke den fornødne lagerkapacitet (eller obevaringsteknologi), er man nødset til at sælge ens produktion så snart høsten er i hus, på et tidspunkt der måske ikke er favorabel rent prismæssigt. Det bliver gang på gang nævnt i teksten at ny teknologi, deriblandt højtydende sorter (den grønne revolution), kan være med til at effektivisere små landbrug i syd.

Fanget mellem de to ‘Agrarian’ dualiteter finde mand de mellemstore landbrug. De mellemstore brug spiller ofte en meget væsentlig rolle i fødevareproduktionen til arbejderne i byerne. Disse bønder står over for flere valgmuligheder når det gælder valg af salgsafgrøde til beplantning. De kan vælge at dyrke traditionelle fødevarer (staples) såsom ris, korn, bønner, hvede, havre og sorghum. De kan også vælge at dyrke specielle fødevarer (specialty crops) såsom frugt, grøntsager og eksport afgrøde i form af kaffe, te og bananer, samt utraditionelle eksport varer såsom friske blomster og vin til hjemmeforbrug blandt de mere velhavende borgere i ulandene.

De traditionelle fødevarer kaldes også for wage crops da de udgør hoveddelen af den daglige kost der optages af arbejderne i byen, samt embedsfolk og funktionærer. Derfor er det ofte regeringen der fastsætter prisen, da disse produkter er væsentlige for arbejdsstyrkens overlevelse, men dette forhold er ofte på bekostning af indtjeningen for jordejere, bønder og landarbejdere. Denne fordelagtiggørelse af byerhverv i forhold til landbrugssektoren medfører ofte at landbrugene omlægger produktionen mod eksport afgrøde med en højere værdi. Denne urban bias leder netop ofte til et sådant skift i produktionen, hvilket medfører at det bliver nødvendig at importere billige fødevarer, hvilket kan medføre en negativ påvirkning af betalingsbalancen på lidt længere sigt.

Ved at omlægge fra en produktion af traditionelle fødevarer mod en produktion af kød og mejeriprodukter, biddrager man yderligere til den ulige fordeling i ulandene. Ved en produktion af kød, ost og vin, vil man i højere grad tilgodese den velhavende elite, samtidig med at en nedgang i produktionen af traditionelle fødevarer vil presse prisen opad, som specielt vil ramme de økonomisk dårligt stillede. For at komme dette problem til livs, vil det bl.a. være nødvendigt at pålægge kød og mejeriprodukter en luksus skat, som så kan omfordeles i form af subsidier på traditionelle fødevarer (wage crops).

Der er flere problemer forbundet med et produktionsskifte mod eksport afgrøde, dvs. et forhold der leder til import af de basale fødevarer. For det første kan det være et problem for ulandene at rekvirere udenlandsk kapital, især fordi deres eksport ofte er baseret på landbrugsprodukter med en forholdsvis lav bytteværdi på det internationale marked. Dernæst kan importerede fødevarer være pålagt eksport tariffer og kvotaordninger som er uden for importlandets kontrol. Sidst kan forholdet mellem typer at produktion og lokal konsumering i eksportlandene have en ødelæggende effekt på de importerende nationer.

Mellemstore cash-crop producenter i ulandene står over for en række barrierer i produktionen, som medfører en tendens til øgede produktionsomkostninger. Den første barrierer der bliver nævnt er manglen på hensigtsmæssig teknologi (apropriate technology). I ulandene, hvor der er mere tilgængelig arbejdskraft end kapital, vil brugene typisk være mere arbejdskraftsintensive, derfor vil det være hensigtsmæssigt at holde dette for øje når man vi forsøge udvikle/vælge den hensigtsmæssige teknologi. Derved kan man finde nye måder/teknologier der kombinere kapital og arbejdskraft der netop udnytter relativt billige arbejdskraft. Det er også vigtigt at man vælger typer for teknologi der er designet og produceret lokalt, for derved at udgå en afhængighed af udenlandske teknologier og teknologer når teknologierne skal vedligeholdes (det er simpelthen dyrere) og ofte passer de lokalt udviklede teknologier også bedre til de lokale forhold. Et andet problem er det fænomen man betegner som brain drain. Ofte modtager de studerende deres uddannelse i udlandet, som oftest i vesten, for derefter at søge job i denne del af verden for en række åbenlyse årsager. Sidst skal nævnes de manglende sociale strukturer på landet, dvs. manglende helbred, uddannelse og information, biddrager ofte til at den enkelte landarbejder har et lavt produktivitetsniveau.

Udover de ovennævnte barrierer skal tillægges manglende kreditsystemer på landet. Bankfolk er ofte ikke bekendt med forholdene omkring landbrugsproduktion. Desuden er investeringer i landbrug ikke nær så attraktiv som investeringer i industri. Derfor må bønderne ofte benytte sig af uformelle udlånere (informal credit markets), som igen medfører yderligere to barrierer. For det første er der tale om en lokal monopolistisk struktur, hvor udlåneren selv er ejer af store landejendomme, hvor der ofte bliver udlånt til meget høje renter der leder til at lånerne, de små bønder, skal betale store dele af deres indkomst for at kunne afbetale lånene. Dernæst så skal det tilføjes, at udlånerne ofte kun besidder meget begrænsede ressourcer. I kølvandet på dette, har flere regeringer i ulandene, oprettet udviklingsbanker der har det specielle formål at yde de små og mellemstore bønder kredit når det er nødvendigt.

De store landbrug deler ofte deres land op i mindre brug som de udlejer til lejebønder (sharecroppers), hvor lejebønderne deler overskuddet med landejerne. Dette forhold, at bønderne ikke ejer den jord de dyrker, biddrager til bøndernes manglende incitament til en mere effektiv form for produktion, da man ikke umiddelbart kan se fordelene ved langsigtede investeringer. Dette er bl.a. foreslået af Alfred Marshall og er et meget klassisk økonomisk synspunkt. Derimod har Keith Griffin (1974) har derimod påpeget, at det ikke er lejeforholdene der er det afgørende, men derimod fordelingen af porduktionsoverskuddet. Det er altså ikke selve spørgsmålet om forholdet landejer-lejebønder, men derimod magtforholdet mellem disse.

Forholdet er det, at selv om produktionsoverskuddet stiger, behøver lejebønderne ikke nødvendigvis at tjene mere, da landejerne, som modaktion, bare kan sætte lejen op og derved høste overskuddet. I en situation hvor der er en tilførsel af potentiale lejebønder, vil landejerens forhandlingsgrundlag blive styrket, mens lejebondes vil blive svækket. Derudover kan landejeren styrke sin position ved også at være forhandlere af kunstgødning, pesticider og herbicider, så selv om lejebønderne køber disse produkter for derved at øge produktionen, kan landejeren igen regulere overskuddet gennem en regulering af priserne på landbrugs inputtet.

Blandt strukturalistiske økonomer er opfattelsen den, at problemerne med landbrugssystemerne i ulandene, deres feudale struktur. Ifølge strukturalisterne skal denne forældede struktur udskiftes med en kapitalistisk landbrugsproduktion, hvilket da også er hvad der sker flere steder. Under den feudale struktur var land med til at give social status, under de nye kapitalistiske markedsformer, er land simpelt en kilde til indtægt.

Kendetegnet for en plantage økonomi er behovet for fødevarer import. Fordi plantageproduktion ofte finder sted inden for traditionelle landbrugssystemer, som ikke markedsfører en fødevareproduktion i nogen særlig grad, dvs. at der ikke findes et egentligt internt fødevaremarked, er plantagerne ofte nød til at importerer fødevarer uden for den regionale/nationale økonomi. Der er altså et skel, uden nogen egentlig forbindelse, mellem plantage brugene og subsistens brugene. Umiddelbart efter afkoloniseringen fortsatte dette forholde med at dominere og kendetegner i dag en lang række plantagesystemer i den 3 verden.

Plantagesystemet påvirker alle der lever med/i det system. Ifølge George Beckford (1972) bliver det for mange et spørgsmål om en kamp mod systemet, hvor arbejderen forsøger at lave så lidt som muligt, mens tilsynsføreren kæmper for at øge arbejdernes produktivitet. Som et resultat af den meget utilfredse tilstand på plantagen, er det blevet mere ønskværdigt for landarbejdere at arbejde i den mere subsistens baserede landbrugssektor. Der er derfor opstået et forhold hvor der er et arbejdskraftsoverskud i de traditionelle landbrug, mens der er et arbejdskraftsunderskud i forhold til plantagerne. P.g.a. historiske omstændigheder er det ikke nok at udbedre dette forhold ved at hæve lønningerne på plantagerne og derved ratificere dette forhold. De indre forhold i plantage produktionen forbliver ofte uforandret, hvilket gør plantage systemet statisk, modsat subsistens landbruget som er potentielt dynamisk. Da plantagerne er baseret på en monoproduktion, hvor det enkelte produkt har en lav priselasticitet, så er det muligt at ændre produktionen i subsistens brugene i en mere dynamisk proces. Derfor mener Beckford at det er i den traditionelle landbrugssektor man skal søge nye udviklingspotentialer, f.eks. ved at starte en produktion af kød og mælkeprodukter med en høj priselasticitet.

Transnationale selskaber er ofte involveret i kontrakt landbrug (contract farming). Der er her tale selskaber der handler med eksotisk frugt (så vi kan få jordbær midt om vinteren), eller virksomheder som McDonalds der importere kød fra kvægfarme, især i Latinamerika. De tegner ofte en kontrakt med store og mellemstore landbrug, for derved ikke at skulle være ansvarlige for investeringer i infrastruktur, samt omkostninger der er forbundet med miljødegredering, f.eks. som tilfældet er det med skovrydning i forbindelse med rekvirering af mere, eller ny, land til kvæggræsning. Ofte rydder kvægbrug regnskov, hvor der kun er et meget skrøbelig og lille lag muld nedenunder. Desuden er der ikke længere den nødvendige vegetation til at holde på vanddampen og efter et par sæsoner, bliver det nødvendigt at rydde mere skov. På denne måde bliver de Transnationale selskabers aktivitet i ulandene ofte behæftet med eksterne negative konsekvenser (eksternt i forhold til selskabernes nationale tilhørsforhold).

Desuden spiller de agrokemiske TNS’ere en rolle i form af deres handel og salg af kunstig gødning, herbicider, pesticider og hybridsorter. En forhold der er sammenfaldet med fødevarerproblemerne i ulandene. På den måde har de agrokemiske selskaber tjent en masse penge gennem statsfinancierede subsidier til landbrugsproduktionen i mange ulande.

Det er ifølge John Mellor vigtigt af staten i ulandene, sætter fokus på investeringer i landbrugssektoren frem for industrisektoren, gennem investeringer i infrastruktur og teknologi. Mellor anser det som et stort problem at der er en lav udbudselasticitet på fødevareproduktionen, på trods af liberale forestillinger om udbud og efterspørgsel. Derfor er det vigtigt af regeringerne ændre fokus for at få en egentlig landbrugsudvikling i gang. Mellor peger også på at en landbrugsudvikling er en forudsætning for industrialisering. Der er ingen tvivl om at denne slutning kommer udfra en historisk betragtning (hvilket vel gør ham til vækst- og moderniseringsteoretiker).

Landbrugsreformer er dog ‘tricky business’. Landbrugsreformer kan opfattes som uddelingen af stykker land, som før havde tilhørt større jordejere, selv om der ofte kan være tale om marginal jorde hvor de store landejendomme har været mere eller mindre urørte. Det skal pointeres at landbrugsreformer ofte forsøger at opfylde politiske, sociale og økonomiske mål på en gang. En målsætning kan fungere som en hæmsko for en anden. Da traditionelle småbønder ofte ikke øger eget forbrug og derfor ikke nødvendigvis vil øge deres produktions output som en følge af at de får mere land, har landbrugsreformer ofte haft den effekt, at udbuddet på fødevarer umiddelbart er blevet mindre. Derfor kan den politiske og økonomiske målsætning ikke altid umiddelbart forenes med de sociale målsætninger.

Dette kapitel diskutere problemet med befolkningstilvækst, landbrugsproduktionen og dets miljøkonsekvenser. Teksten diskutere dette problem med afsæt i to teoretiske tilgange, den ene med et fundament i Thomas R. Malthus’ teori om grænser for vækst, den anden i Ester Boserup’s teknologioptimistiske opfattelse af befolkningsproblemet, som hun opfatter som en forudsætning for udvikling og ikke et problem med udviklingen.

Ifølge Malthus’ befolkningslov, så har mennesket en formeringsevne der langt overstiger naturgrundlagets potentiale. Denne opfattelse har haft en bestandig påvirkning af måden man tænker på i vesten når man diskutere sultproblemer i ulandene. Grunden til at den stadig er relevant er de miljøproblemer vi fra slutningen af 60’erne har kunne observere i den mindre udviklede del af verden. Disse teoretikere går under betegnelsen ny-malthuserne (nymalthusianismen) og er hovedsageligt økologer og økonomer, som har brugt forringelsen, eller manglen, af naturgrundlaget som grundlag for at argumentere at befolkningsudviklingen er hæmmer væksten. Specielt økologerne har peget på at miljøproblemerne i syd var at finde i den massive befolkningstilvækst, som var i færd med at overskride den økologiske bæreevne. Men det er her den store uenighed findes, netop i befolkningsspørgsmålet og spørgsmålet om ‘hvor går grænsen?’.

Boserup ser ikke befolkningsvæksten som et problem, men derimod som en ressource. En vis befolkningstæthed er ifølge hende en forudsætning for teknologisk nyskabning produktivitetsforbedring i landbruget. Befolkningstilvæksten ses her som en dynamisk faktor dom fremmer teknologisk forandring og udvikling, som igen vil påvirke samfundsudviklingen i en positiv retning.

Boserup’s model er opdelt, historisk, i fem faser:

• forest-fallow som indebærer svedjebrug med en så lav intensitet at skoven formår at gendanne sig selv på den braklagte jord.
• bush-fallow, her dyrkes lidt større arealer som medfører at rotationtiden mellem de forskellige jordplots er mindre. Skove når ikke helt at gendanne sig selv, arealerne når kun at blive dækket af buske.
• grass-fallow el. short-fallow, her er braklægningsperioden kun på et til to år. Det når kun at vokse græs, ingen skov kan gendannes.
• annual cropping hvilket indebærer at hele jordbrugsarealet bliver dyrket år efter år.
• multicropping hvilket er det mest intensive system, hvor det enkelte jordlod dyrkes og høstes to eller flere gange hvert år.

Forøgelsen i befolkningstæthed og dyrkningsintesitet fører til en teknologisk ændring. F.eks. bliver der i forbindelse med grass-fallow indført brugen af okser til at drive ploven, modsat tidligere brug af hakker. Brugen af organisk produkter vil også stige i takt med befolkningstætheden, ved at tilfører denne gødning fra dyrehold. Senere vil der være tale om indførslen af agrokemiske produkter. Landbrugsintensiteten vil også medfører at landarbejderne må begynde at arbejde hårdere og længere. Der vil selvfølgelig være grænser for væksten, men så længe der findes ubrugt land og ubrugt teknologi vil der finde en produktionsforøgelse sted i takt med befolkningstætheden. Ifølge Boserup vil produktionen pr. hoved vil øges, selv omproduktiviteten pr. hoved vil falde.

Inden for befolkningsdebatten findes der et tredje perspektiv, nemlig fordelingsperspektivet. Dette perspektiv siger ikke noget om befolkningens indvirkning på naturgrundlaget. I stedet fokuseres der på fordelingen af land og ressourcer, dvs. at det ikke er befolkningspresset der er årsag til fattigdom og sult, men derimod fordelingen af goder. Det kapitalistiske system fører til en marginalisering af de fattige lande og at disse lande bliver politisk og økonomisk afhængige af de rige lande. Der sker også en marginalisering af de fattige befolkningsgrupper internt i de fattige lande.

I teksten bliver der peget på at datagrundlaget, i vurdering af befolkningstilvæksten og landbrugsudviklingen i ulandene, ofte er meget usikker. Ofte er statistikker lavet i ulandene omkring landbrugsproduktionen behæftet med en lang række problemer. Ofte vil bønderne ikke udtale sig korrekt i frygt for at blive yderligere beskattet.

Dernæst kan der være flere forskellige måder hvorpå data kan tolkes, mere eller mindre korrekt/ukorrekt. Man skal hele tiden holde for øje, at mens landene i Nord har gennemgået en meget ens demografisk overgang, så er landene i Syd på flere forskellige stadier af denne overgang. En af de diskussioner der gik forud for nedgangen i frugtbarhed i Afrika, var hvorfor Afrika havde denne høje befolkningsvækst i forhold til andre kontinenter. Nogle mente af det bar kulturelt bestemt, mens andre mente det var fordi Afrika havde massere af jord, men en knaphed på arbejdskraft (plus et par andre grunde, s.224). Oven på nedgangen i befolkningsvæksten har man diskuteret årsagerne hertil. Man mener at specielt lav børnedødelighed kombineret med en bedre uddannelse af kvinderne er nøglefaktorer som på sigt har skabt et ønske om færre børn (dermed øget brug af prævention).

Siden 1984 har verdens befolkningstilvækst været større end den samlede kornproduktion, noget som umiddelbart virker som om at Malthus’ spådom holder stik. Men dertil skal man tillægge det faktum at landbrugspolitikker i Nord har mindsket produktionen i Nord. Overproduktionen i Nord var med til at presse priserne nedad, dette medførte en ens reduktion i Nord såvel som Syd. De reducerede subsidier til kornbønderne og gennemførte reformer der reducerede kornarealerne. Det var med andre ord ikke befolkningstilvæksten, men derimod markedets dynamik og landbrugspolitik som er tilpasset dette marked, som er årsagen til denne kornproduktion.

Hvor alvorlig er degraderingen af miljøet og af de fornybare i disse lande så i virkeligheden? Der imidlertidig ingen tvivl om at der sker en afskovning ud udmagring af den biologiske mangfoldighed i landene i Syd. Dette leder naturligt videre til det næste spørgsmål: Hvad er miljødegradering? En vestlig miljøorganisation vil f.eks. tendere til at opfatte alt tab af skovdække i Syd som en degradering af miljøet og naturressourcerne. Men denne opfattelse betegnes i bogen som miljøsentrisk og biosentrisk opfattelse og retter opmærksomheden mod en alternativ og antroposentrisk opfattelse, som sætter menneskets behov i centrum. Vores opfattelse og tolkning af miljøspørgsmålet i Syd styres altså af vores egne normer og værdier.

‘Myten’ om ørkenspredning blev udlagt som forårsaget af overbefolkning og lokal ressourceforvaltning. Afskovning grundet forbruget af brændsel blev set som hovedårsagen. Det har dog senere vist sig at mange af de iagttagelser man har gjort omkring ørkenspredning, ikke har taget de klimatiske svingninger i betragtning. Sahel zonen syd for Sahara har i perioder været ramt af tørke og store dele af denne zonen har derfor til tider været dækket af golde områder (ørken), men tager man de klimatiske svingninger i betragtning, over længere tid, tegner der sig et andet billede, nemlig et scenarie med store svingninger i nedbør år for år. Andre peger på at klimatiske forandring godt kan påvirke klimaet på længere sigt, dvs. skabe ørkenspredning, f.eks. gennem et øget udslip af drivhusgasser. Det første er nok det mest korrekte.

Konsekvenserne af den malthusianske fremstilling af problemerne i ulandene er, at befolkningen i landsbyerne i Afrika, har været offer for disse fejltolkninger, der har været grundlaget for udviklingspolitik i ulandene.

Teksten afrundes med at trække en række konklusioner udfra det gennemgåede materiale.

• Forøgelsen af jordens landbrugsproduktion er langt overgået befolkningstilvæksten. Siden 1980 er kornproduktionen derimod dalet, men ikke som et resultat af befolkningstilvæksten i Syd, men derimod landbrugspolitikker i Nord.
• Afrika syntes at være en undtagelse, men et dårligt datagrundlag gør det vanskeligt at sige med sikkerhed i hvilken retning udviklingen går.
• Mange mener at investeringsprocesserne halter bagefter befolkningstilvæksten. Den teknologiske udvikling har svært med at følge med befolkningspresset i Syd.
• Ovenstående skal ikke tolkes som om at fattigdom og befolkningstilvækst aldrig forårsager miljødegredering. I enkelte tilfælde har det vist sig at man får en omvendt U-formet kurve som viser forøget miljødegredering med forøget befolkningspres mod det man kan kalde et ‘middel’ befolkningspres (se fig. 9.7, s. 238).
• Håbet er imidlertidig at den demografiske overgang til at befolkningspresset stabiliseres. Således er Boserups model, som løsning på udfordringer knyttet til miljø og udvikling, afhængig af en demografisk overgang.
• En øget befolkning kan fører til investeringer i landarealer som beskrevet af Boserup, men den kan også fører til miljødegradering.
• Flere hundrede millioner mennesker får ikke dækket deres daglige ernæringsbehov. Årsagen til dette ligger i den skæve fordeling som findes mellem landene og inden for de enkelte lande.
• Tilgangen til jord, teknologi og kreditter er bestemmende for om en småbonde kan magte at producere nok til sin egen familie eller ej.

I dette kapitel er der meget der går igen fra de to øvrige tekster, jeg vil derfor fremhæve ganske få pointer. På side 167 (i den danske udgave, Fig. 10-1) er der en meget god illustration af de forskellige forhold mellem landbrug, industri, stat og marked, i alt fire typer interrelationer. Udfra denne model kan man bl.a. diskutere den ulige fordeling mellem land og by, eller fordelingen mellem landbrug og marked, eller industri og marked om man vil. Man kan her benytte sig at Simon Kuznets (1966) skelnen mellem tre former for bidrag fra landbruget til den samlede udvikling.

• markedsbidraget: Landbrugets køb af indsatsvarer og forbrugsgoder fra andre sektorer, samt landbrugets salg af produkter til andre sektorer.
• faktorbidraget: Overførslen af ressourcer fra landbruget til andre sektorer.
• produktbidraget: Væksten inden for landbruget selv.

På linie med land-by skævheden vil der f.eks. typisk være tale om ‘kunstigt’ høje priser til industrivarer, men der vil være ‘kunstigt’ lave priser på landbrugsvarer. Marxistiske økonomer vil typisk tale om en udveksling, hvor priserne på landbrugsvarer er lavere end deres reelle værdi, men de for industrivarer er højere.

Kapitlet fremhæver også landbruget særlige karakter. Der er her tale om påvirkninger af transaktionsomkostningerne (et særligt fokus i den institutionelle økonomi), måder der specielt kendetegner landbruget, bl.a. gennem klimatiske svingninger. Svigter regnen et år og rammes man af tørke vil der være en drastisk nedgang i landbrugsproduktionen. Dette sætter en kædereaktion i gang. Bøndernes reducerede indtjening leder til faldene efterspørgsel på kunstgødning og andre indsatsvarer til landbruget. Dette leder yderligere til en dalende efterspørgsel på, specielt forbrugsvarer, fra industrien. Man kunne fortsætte her, men pointen er, at påvirkningerne af svigtende nedbør spreder sig til hele økonomien.

Det er før nævnt at bønderne i Syd er meget risiko skyg, dvs. at deres manglende investeringer i bl.a. ny teknologi, ikke er et udtryk for irrationalitet, men derimod rationalitet givet bøndernes omstændigheder. Disse omstændigheder er f.eks. manglende tilgang til kreditter og lån og dette leder til et fokus på manglede landbrugsreformer (igen kan man tale om et ‘urban bias’). Det er specielt to aspekter der efterlyses, den ene er offentlig tilbud på kredit og lån, samt offentlige investeringer i landbrugsteknologi foretaget lokalt. Med andre ord en fordeling til gunst for landbruget. Industrien tænkes her som voksende i takt med landbrugsudviklingen, modsat en industri udvikling på bekostning af udviklingen i landbruget. Desuden skal der finde en række institutionelle reformer sted, som en del af landbrugsreformerne.

Det har vist sig at de velstående store jordejere - medmindre de er overgået til en kapitalistisk produktionsform - ikke har nogen egentlig tilskyndelse til at effektivisere produktiviteten. Derimod kan det bedre betale sig at udstykke jorden og få en mindre brugstørrelse. Flere forskere argumenterer for at produktivitet er omvendt proportional med brugsstørrelse. Men det har dog ofte vist sig, gennem empiriske studier af produktiviteten i landbruget, at landbrugsreformerne har ført til at den samlede produktion er gået ned, bl.a. p.g.a. manglende direkte støtte og rådgivning til bønderne. Det nytter ikke noget at indfører reformer, uden også at følge op på dem.

Den grønne revolution er nok det mest radikale teknologiske indgreb i landbruget. Men medaljen har en bagside. I SØ Asien har man haft stor succes med at forøge produktiviteten, bl.a. lykkedes det at fjerne al hungersnød i Indonesien i staten af 70’erne og senere også imødekomme en kraftig befolkningstilvækst. Indtil for ganske få år siden var de totalt selvforsynende hvad angår fødevarer. Derimod har den grønne revolution ikke slået rigtigt igennem i Afrika Syd for Sahara. Problemet med disse teknologier er, at de er baseret på forskning tæt på centerlandene oftest foretaget af store multinationale selskaber. Ifølge Hayami og Ruttan (1985) vil den teknologiske forandring have den største effekt hvis den blev baseret på forskning tæt på producenterne, dvs. i et decentralt regi.

Problemet med disse nye højtydende sorter er, at de ofte er særligt sårbare overfor plantesygdomme og insektangreb. Derfor er det nødvendigt med en høj grad af tilførsel af pesticider og herbicider, desuden er det en betingelse for de nye sorter, at de får tilført vand og kunstgødning i de rette mængder og på de rette tidspunkter. Ifølge bl.a. Mellor udemærker den grønne revolution sig ved at opsuge mere arbejdskraft; ved at spare på frugtbar jord; ved at være skala neutral, dvs. lige god for store og små brug; samt at anvende kapitalsatser effektivt. Især det skala neutrale aspekt er blevet rost som en kilde til vækst, samt en større udligning og fremskridt for de ressourcesvage grupper i landbruget.

Med det høje niveau af indsatsvarer der er behov for i landbruget i forbindelse med den grønne revolution, er det strengt nødvendigt at bønderne har den nødvendige kapital til rådighed, dette skal gøres tilgængeligt gennem landbrugsreformer, bl.a. gennem subsidier, enten ved køb af indsatsvarer, eller højere priser på landbrugsvarerne. Men det har ofte vist sig, at fordi der ikke har været de nødvendige landbrugsreformer, at det kun er storbønderne der har kunne drage fordel af den grønne revolution. Dette bringer os over til medaljens bagside. Specielt i Latinamerika og Asien har det vist sig, at som et resultat af den betydelige grad af mekanisering, har reduceret opsugningen af arbejdskraft og måske endog medført en nettonedgang i landbrugsbeskæftigelsen.

Desuden er der problemet med de omfattende miljøkonsekvenser de nye dyrkningsmønstre har medført, f.eks. er en liter rent vand ny dyrere end en liter benzin i Indonesien, en klar påmindelse om konsekvenserne. Der er i høj grad bøndernes noget rundhåndede brug af disse kemiske indsatsvarer der er årsagen til dette problem, mere end det er brugen af kemiske midler som sådan. I forbindelse med dette problem er der blevet lagt mere vægt på at udvikle sygdoms- og tørkeresistente sorter bl.a. i et forsøg på at introducere den grønne revolution på større landarealer af ringere kvalitet.