“Ligger her i bar røv og drikker Underberg og så er jeg er ikke engang på kanotur”. Citat fra min rejse dagbog 25. september 2011.

I året 2011 tog jeg på en 3 ugers tur til Indien. Nærmere bestemt den Nordlige del af Indien. Jeg tog til Delhi, Varanasi, Manali og McLeod Ganj.

Jeg skrev en blog om min forestående rejse i juni 2011, men vendte aldrig tilbage (i bloggen) med hvad jeg rent faktisk oplevede. Det var en meget anderledes tur end den jeg tog i 1998. Jeg har selv ændret mig en del og er nok blevet lidt mere kompromisløs, men Indien og især Delhi havde også ændret sig en del på de 13 år der var gået. Mange ting var også uforandret. Menneskemylderet, hustlerne ved New Delhi Railway Station, lugtene og fattigdommen var der stadig, men der var også elementer som virkede radikalt mere organiseret end jeg husker dem. F.eks. havde Delhi nu et Metro system der gjorde, at man helt eller delvist kunne undgå at skulle prutte med auto rickshaw chaufførene – noget man dog ikke skal snyde sig selv for, for en tur i en tuk tuk rundt i Delhi er en oplevelse værd.

Min afhentning fra lufthavnen og indtjekning på Smyle Inn gik da også fuldstændig gnidningsfrit, men havde jeg vist at man kunne tage Metroen til New Delhi Railway Station og gå derfra til Pahar Ganj, så havde jeg gjort det. Det der dog ikke gik helt gnidningsfrit, var afhentning af min bagage. Det viste sig nemmelig at min rygsæk ikke var med flyet. Heldigvis er Indien ikke noget dyrt sted og så er jeg god til hurtigt at omstillede mig mentalt, så jeg købte et par shorts et par t-shirts og et par flip flops og tænkte, at hvis ikke ryksækken dukkede op, så måtte det bare være en del af oplevelsen – der var jo ikke noget i den jeg ikke kunne rekvirere i en eller anden form i Indien. Og nu var jeg jo også Indien, så hvorfor ikke tage den lettere fatalistiske tilgang til situationen som Inderne nu er så gode til. Det skulle dog vise sig at min rygsæk var strandet i Milano og blev afleveret på mit guesthouse lidt over et døgn senere.

Min første dag i Delhi, efter selve ankomstdagen, gik med at besøge The Red Fort i Delhi. The Red Fort er endnu et levn fra Mogulernes tid i Indien, som var muslimske fyrster af Indien. Det mest kendte var Shah Jahan som både byggede The Red Fort i Delhi, men også Taj Mahal til hans højt elskede Mumtaz Mahal. Jeg tog en tuk-tuk til fortet efter at have prutte godt og grundigt om prisen.

Fortet var både smukt og fredfyldt og har sit navn efter de røde sandsten det er bygget af. Mogulernes tid i Indien havde været en storhedstid på alle måder. Mest iøjnefaldende er dog arkitekturen og den kunstneriske udsmykning af bygningsværkerne fra den tid. Mets kendt er nok Taj Mahal, men også Humayun’s mausoleum i Delhi, som siges at været inspirationen til udformningen af Taj Mahal, er et imponerende syn.

Delhi kan været ret så sindsyg. Menneskemylder og lort alle vegne, men på Fortet var der fredfyldt. Der var god plads og ingen hustlere, så hvis du en dag befinder dig i Delhi og er ved blive træt af det mennesketætte kaos, så anbefaler jeg The Red Fort. Her kan man sidde under et træ og læse en god bog eller bare blunde lidt. Her kan man trække vejret.

Dag to I Delhi vandrede jeg fra Pahar Ganj til den nærliggende New Delhi Railway Station (blandt andet) og her møder man en af de ældste scams i Delhi. Den var der i 1998 og er der stadig i 2011. Det går ud på at såkaldte touts (en mand betalt af et rejsebeaureu) vil prøve at bilde dig ind at billetkontoret for udlændinge er flyttet, eller lukket p.g.a. ombygning og på den måde få lokket dig ind på et nærliggende rejsebeureau, hvor du så betaler overpris for samme togrejse og muligvis kommer til at betale for en lille detour på vejen. Der er en hjemmeside her som beskriver denne scam rigtig godt. Jeg må indrømme at jeg faldt for den i 98 under mit første besøg i Indien. Min kammerat Mads og jeg selv var ankommet tidligt om morgenen til Delhi og havde egentligt klaret turen fra lufthavnen til New Delhi Railway Station uden den store ståhej, men her går det så galt. Vi har en lille uge efter ankomsten et møde i Chennai, så vi havde snakket om at vi ville til Varanasi først. Vi ender dog på vidt forskellige ruter efter at vi blev væk fra hinanden, da den tuk-tuk chauffør jeg kørte og så jeg selv kom i skænderi over prisen over derfor taber syne af Mads og den tuk-tuk han kører i. Mads bliver i Delhi for så at tage videre til Chennai. Jeg selv kommer også til Chennai, men først efter en detour til Agra minus 100 dollars. Når jeg ser tilbage på det er jeg dog glad for at jeg fik set Taj Mahal og Agra Fort den gang. Denne gang fik jeg dog kæmpet mig vej igenne disse touts og købt mig en returbillet til Varanasi til 625 rupies for 13 timers togtur, retur, i en 2nd class sleeper vogn.

Togture i Indien er næsten altid en fornøjelse. Jeg delte kupe men et Argentisnk-hollandsk par, en amerikaner og to japanere. Augustin fra Argentina og Naenka fra Holland havde jeg allerede mødt mens jeg købte billetten til Varanasi i Delhi og vi havde da også aftalt at mødes uden for New Delhi Railway Station for at finde og borde toget sammen. Dem hang jeg også lidt ud med i Varanasi, da vi endte med at bo dør om dør.

Varanasi, som før hed Benali, var både skøn og skør på en og samme tid. Den gamle by består af en myriade af små gyder. Her oplevede jeg helligmænd, hustlere, korrupt politi, lig afbrændinger, citar musik og indisk spiritualitet på højeste plan. P.g.a. den nyeligt overståede monsoon regn var vandstanden så høj at man ikke kunne gå langs vandet og Ghats’ene og enhver hustler og hans fætter forsøgte at komme vores penge og tålmodighed til livs hver gang vi nærmede os en Ghats med ligafbrædning, så vi endte med at se ligafbrændigen fra vandsiden. Når jeg skriver vi er det fordi jeg oplevede en del af Varanasi med en franskmand jeg mødte, dvs. halv fransk og halv fransk vestindisk ved navn Lóie (eller noget i den stil). Han studerede Indisk sprog og kultur, så han var meget behjælpsom at følges rundt med på opdagelse i Varanasi, selv om han nogle gange snakkede en et øre af.

Dagen efter ankomsten tog Lóie og jeg selv ud på en tidlig morgentur på Ganges floden for at se solen står op. Vi sejlede ud fra Lalita Ghat og på båden sammen med os var fire kinesere der konstant jappede løs og tog en helvedes masse billeder. Fra båden var vi vidner til at Varanasi langsomt vågnede til dåd. De første hinduer og pilgrimme kom ned til de forskellige Ghats for at bade i den hellige Ganges mens solen langsomt skød op på den modsatte bred mod øst. Lóie og jeg selv sad i stævnen i skrædderstilling og nød synet af sadhuer (hellige mænd) og jævne hinduer ved floden, den døende ild fra ligbålene og duften af røg og røgelse i luften, mens det røde morgenlys der langsomt men sikkert brød nattens mørke. Pludselig flød et lig forbi. Liget var oppustet og man kunne ikke se om det var en mand eller en kvinde, ung eller gammel. Lóie forklarede at visse døde behøvede ikke at blive brændt, da de ikke behøvede religiøs renselse. Små børn, Brahmin (præster), gravide kvinder og folk der dør af slangebid kan således bare smides i Ganges uden først at blive renset på et ligbål.

Senere samme dag havde jeg arrangeret en tur med tuk-tuk til Sarnath i udkanten af Varanasi. Sarnath er stedet, siges det, hvor buddha (Siddharta Gautama) holdt sin første prædiken og her er en stor stupa der repræsenterer stedet hvor buddha holdt prædiken. Jeg besøgte også et Buddhistisk tempel her, som eftersigne skulle indeholde en sølvkiste med dele af den første buddha’s jordiske rester. En kilomet derfra nær landsbyen Singhpur besøgte jeg et Jainistisk tempel hvor der åbenbart havde boet en hellig mand, som havde levet et totalt asketisk liv uden en trevl på kroppen. Det eneste han ejede var en vifte så han kunne holde insekterne væk så han ikke kom til at gøre dem fortræd.

Men Sarnath er også stedet hvor man kan se en af Ashoka’s søjler. Ashoka var en krigerisk hindu konge der levde i det 3 århundrede BC og havde mange liv på sin samvittighed. Det plagede Ashoka så meget, at han konverterede til Buddhisme og som bod for sine synder opførte han en lang række søjler rundt om i Indien – den mest kendte var denne søjle jeg nu besøgte i Sarnath. Der er kun en stump af søjlen tilbage, men på det nærliggende arkæologiske museum kan man se toppen af søjlen som som består af 3 løver og et hjul med 32 støtter, der repræsenterer de 32 grundpiller i buddhismen. Hvad der ydermere er interessant er, at løverne nu er Indiens nationale symbol og hjulet med de 32 støtter er at finde i Indiens nationale flag. Det siger noget om hvad historien om Ashoka’s betyder for Indisk identitet.

Turen tilbage Sarnath skulle vise sig at blive mere interessant end hvad godt var og så alligevel var det en oplevelse jeg ikke vil være foruden når jeg tænket tilbage på det der skete. Ca. halvejs tilbage fra Sarnath påkører min tuk-tuk chauffør en pige på en cykel. Pigen er ok omend lidt rystet, men der opstår en mindre oprør blandt de lokale tilstedeværende. Jeg kan kun gisne om hvorfor al den tumult opstår, pigen er jo ok. I Danmark havde man udvekslede telefon numre og lige tjekket at den anden var ok, uden det store virvar, men her i Varanasi kunne intet mindre end en ophidset folkemænge gøre det. Min chauffør’s tuk-tuk blev trukket i af folkemængden og han steg ud, mens han bedte mig blive i tuk-tuk’en og forsvandte selv. Jeg blev siddende rolig og alligevel lidt forvirret og utryk ved situationen, vel vidende at i Indien kan en ophidset folkemængde ende i en katastrofe. Efter 5-10 minutter vender chaufføren tilbage med pigen og en politimand og jeg tænker, at nu kommer der styr på situationen. Min chauffør virker på dette tidspunkt mere rystet og nervøs end jeg selv var – måske fordi han var i stand til at forstå situationen vi befandt os i langt bedre end jeg selv. Pigen bliver sat af på et tidspunkt og vi fortsætter til en af politiets kontrolposter ved et stort vejkryds omgivet af bebyggelse. Her parkerer vi og jeg bliver vist ind under halvtaget på kontrolposten, mens min chauffør forsvinder gående. Jeg er nu meget forvirret og varmen er samtidig ulidelig og min vandflaske er næsten tom. Jeg sidder og overvejer om jeg bare skal vade ud på vejen og pejle en ny tuk-tuk og skride ad helvede til, men det virker ikke som om betjenten syntes det er en god idé, så jeg gør aldrig et forsøg. Jeg aner ikke om han ville holde mig tilbage, eller bare ville forsikre mig om, at det nok skulle ordne sig og jeg derfor ikke behøvede at foretage mig noget og roligt kunne vente. Efter nogen tid vender min chauffør tilbage og står nu og diskuterer med den af betjentene der lader til at være chefen. Efter lidt diskussion frem og tilbage kommer chaufføren over til mig og spørger om jeg har 50 rupies. Jeg giver ham de 50 rupies og han og betjenten forsvinder om bag ved kontrolposten, som vel nærmest er et halvåbent skur. Da han kommer tilbage siger han til mig, at nu kan vi godt smutte og vi kører det sidste stykke ind til centrum af Varanasi og jeg puster lettet op.

Når jeg tænker tilbage på den oplevelse er det at jeg tænker, gad vide om jeg selv var i fare, eller hvad der kunne være sket hvis politiet ikke var dukket op? Eller om det hele bare var et led i af afpresse chaufføren eller ham den europæsike blegfis på bagsædet? Er dog taknemmelig for at jeg blev en oplevelse rigere for kun 50 rupies i sidste ende 🙂

Efter 4 dage i Varanasi gik turen tilbage til Delhi, hvor jeg ville tilbringe et par dage inden turen gik nordpå til foden af Himalaya’s.

Igen boede jeg på Smyle Inn i Pahar Ganj (Main Bazar Road) og brugte min første dag efter returankomsten til at finde det statsejede busselskab. Ved at spørge andre rejsende kom jeg frem til, at jeg kunne finde deres kontor syd for Connaught Circus via Janpath Road, en 30 min gåtur fra Main Bazar Road. Her fik jeg købt min billet til Manali.

Pahar Ganj og Main Bazar Road er en hub for backpackere og man møder altid nogen at falde i snak med. Lige fra første dag jeg ankom til Delhi har jeg næsten ikke tilbragt en middag alene i Indien. Det er da også sådan man finder de gode steder, fra “word-of-mouth”, altså fra andre rejsende. Fandt bl.a. en tag restaurant med fantastisk udsigt ud over main bazar hvor man kunne få øl serveret i en te kande – alkohol er nemlig ikke noget der er let tilgængeligt de fleste steder i Indien. Jeg mødte da også en sød Australsk pige ved navn Carin jeg tilbragte noget tid med i Delhi og kunne bl.a. hjælpe hende med at finde statsejede busselskab, så også hun kunne komme videre. Busturen til Manali ville have været ok, hvis det ikke var for at man havde valgt at afspille en øredøvende hindifilm for busgæsterne. Efter ankomsten til Manali den følgende dag tog jeg en taxa over Manalsu floden og ind i Old Manali.

Old Manali var utrolig laid back, især sammenlignet med Varanasi. Jeg lejede et værelse med udsigt ud over Himalaya bjergene og kunne se sneklædte tinder i det fjerne. Manali selv ligger kun en sølle 2 km over havets overflade, så det her var kun foden af Himalaya. Jeg fik gået et par ture i og omkring Old Manali. Det er et smukt område med mange fyrtræer og landskabet minder nok mest af alt om noget man kunne finde i Schweiz eller Østrig. Tit på disse ture blev man mødt af den umiskendelig let sure duft af hamp. Old Manali er kendt for at her kommer en del hippier og som stedet man kan få fat i noget chums til pipen. Efter et par dage i Old Manali faldt jeg i snak med to franske trekking guider, Simon og Cami, som jeg endte med at hænge ud med om aftenen og ja, ryge lidt galare af den gode slags Dette bidrog til at min tid i Old Manali blev utrolig afslappende og lige det modsatte af Delhi og Varanasi. Jeg snakkede en del med dem om Leh og Ladakh som ligger nordpå fra Manali i Kashmir. Det ligger i en 4 km højde og området og bygningerne minder utroligt meget om det man finder i Tibet. Turen dertil går gennem et af de højeste bjergpas i verden, men desværre var det ikke længere muligt at komme dertil fra Manali da sæsonen var slut og passet sneet til. Efter et par dage i Old Manali tog jeg en bus videre til Dharamsala og McLeod Ganj – busturen var en smule uhyggelig, da bussen var noget ramponeret og sagde nogle mærkelige lyde nar der blev skiftet gear. Ikke noget problem under normale omstændigheder, men denne tur skulle foregår ad snoede, smalle bjergveje med skarp hældning. Ikke en tur for folk med en nervøs disposition.

McLeod Ganj huser den Tibetanske eksilregering og selveste Dalai Lhama – han var dog ikke hjemme under mit besøg. Ellers er jeg sikker på han havde budt på te Stedet er fredfyldt og utrolig smukt. Ligesom Manali er stedet omgivet af bjerge og alle steder hænger der Tibetanske bedeflag og blafre i vinden. De lokale eksil Tibetanere er meget anderledes end Inderne. Indere kigger sjældent en i øjnene og man får kun meget sjældent et smil fra en fremmed på gade i Delhi. Indere glor mere og har til tider et måbende udtryk. Men menneskene her kiggede en lige i øjnene og smilede. Det var helt forfriskende. I forlængelse af Dalai Lhama’s residens ligger der et Tibetansk kloster. Jeg besøgte stedet flere gange mens jeg var i McLeod Ganj. Her kunne man sidde og mediterer lidt over livet mens man kunne høre munkene chante.

Mødte mange vesterlændinge der var taget hertil i deres søgen på noget spirituelt, på en mening med tilværelsen. Faldt bl.a. i snak med en Amerikaner i hans midt 50’ere, som efter et langt liv med stress, skilsmisser og terapi nu var endt her. Jeg tænker, det kan jo sagtens blive en selv om nogle år og at havne i Indien hvis livet derhjemme virker formålsløs er måske ikke så ringe endda. Skulle jeg nogen sinde komme tilbage, vil jeg i hvert fald gøre brug af et af de mange kurser i meditation og yoga som blev udbudt her.

Fik i det hele taget tænkt en del og fik også en del sanselige oplevelser. Man kunne sikkert få lige så mange dejlig og sanselige oplevelser derhjemme lige om hjørnet (note to self), men stedet her inspirerer til det på en måde derhjemme ikke gør. Det gør derude jo nok altid for mig, skal jeg være helt ærlig. Men det sætter også derhjemme i et helt nyt perspektiv som også kan være sundt og livsbekræftende.

Den ene dag tog den anden i McLeod Ganj og jeg fik vandret en del rundt mellem byen, templet og så Bhagsu vandfaldet. Om aften spiste jeg tibetanske dumplings (Momo) og drak te. Stedet her satte mange tanker i gang om fortid, nutid og fremtid, men dem vil jeg ikke komme ind på nu.

De sidste dagen inden hjemrejsen til København blev tilbragt tilbage i Delhi. Her besøgte jeg blandt anden Ghandi Smirti, hvor Ghandi tilbragte sine sidste dage og blev snigmyrdet. Sammen med Nelson Mandela og min far, så er Ghandi et af mine forbilleder. Det er nok primært hans filosofi om ikke vold og hans ønske om forsoning, frem for hævn over dem der har gjort ondt, der facinerer mig ved ham. Han havde fat i en, for mig, hel essentiel sandhed her, nemlig at man kun gennem forsoning og tilgivelse kan bryde cirklen af vold og fjendskab. En visdom en hver sejrherrer burde tilegne sig.

Jeg stødte igen på Lóie, min unge ven fra Guadelupe og Frankrig. Vi besøgte Humayun’s grav, den Indiske Triumf Bue og besøgt Delhi’s største Sikh tempel sammen. Men jeg fik også tid til at sidde for mig selv på Café Nirvana på den anden side af gaden fra mit guesthouse og kigget på menneskene og mylderet. At sidde og observere Inderne mens de drøner rundt og lever deres liv, vil jeg altid kunne bruge timer på. Fik bl.a. øje på en tuk-tuk chaufføre og hans hjælper og hvordan de forsøgte at hustle turister til at besøge diverse souvenir shops og måske et par rejsebureauer – hvem ved. Det kunne være det var ham der i 98 gjorde at jeg endte i Agra? Tanken er sjov og med den vil jeg afrunde min lille rejsefortælling med og lade billederne fra mine to ture til Indien tale deres eget sprog.

India 1998





India 2011